Læsetid: 2 min.

Folkeskolen skal være ikke social

11. januar 2006

For nyligt afskaffede regeringen den såkaldte gruppeeksamen, og straks råbte lærere og elever op om, at det er forfærdeligt, og folkeskolen bliver alt for målrettet og asocial. Men hvem har egentlig nogensinde sagt, at folkeskolen skal være social?

Selvfølgelig skal folkeskolen også lære eleverne at være sociale, og det er meget vigtigt at kunne fungere ude i samfundet. Den borgerlige regering gør det helt rigtige ved at afskaffe gruppeeksamen. Når man kommer videre i uddannelsessystemet, er det altså ikke en social rundkreds, hvor man sidder og drøfter faglige ting, og når man endelig en dag kommer ud på arbejdsmarkedet, bliver man hyppigt bedømt enkeltvis og ikke i grupper.

Den danske folkeskole trænger virkelig til en opfrisker. I disse år snakker mange om, at en af Danmarks eneste eksportvarer er kloge hoveder. Hvorfor skal vi så ikke prøve at udvikle disse kloge hoveder allerede i folkeskolen?

At niveauopdele eleverne i folkeskolen vil være en god hjælp til at udvikle kloge danske unge, som kan udvikle Danmark. Hvorfor skal den dygtige elev sidde og lære det samme igen og igen, fordi alle de gennemsnitlige elever ikke kan forstå det, som den dygtige elev forstår første gang, læreren forklarer det?

Og omvendt: Hvorfor skal den mindre begavede elev sidde og føle sig dum, fordi han/hun ikke har evnerne til at følge med? Man skal jo ikke være professor for at kunne gennemskue, at mindre begavede elever behøver flere ressourcer. Ressourcer som der bør økonomiseres med, så alle i folkeskolen får glæde af deres skolegang.

Det hele skal ikke ende med, at folkeskolen udvikler sig til en institution med superklasser, normale klasser og dumme klasser, men i bare en-to timer om ugen i hvert afgangsprøvefag kunne eleverne jo blive delt op i tre niveauer og få undervisning passende til deres niveau. Dette skal selvfølgelig først begynde fra 7.-8. klassetrin, da de første år i skolen ikke bør være så målrettede for eleverne.

Hvis de dygtigste elever sidder sammen en gang om ugen, får de større udfordringer, og de svageste elever kan blive hevet med op, inden de bliver tabt helt.

Folkeskolen skal vænne sig af med rundkredspædagogik, og det kunne samtidig være en god ide at kigge på andre lande for at se, hvordan deres undervisningssystemer er skruet sammen.

Lad os håbe, regeringen vil fortsætte med at opfriske den danske folkeskole. Dette indlæg skal også vise, at det altså ikke er alle folkeskoleelever, der er imod afskaffelsen af gruppeeksamen.

Hvorfor skal vi alle sammen være gennemsnitlige, og hvorfor skal man helst passe på med at sige, man har gode evner indenfor et specielt fag, hvis man selv mener det?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her