14. januar 2006

Noget tyder på, at enhver tids politiske og kulturelle elite har det svært med folket. Ikke det store, abstrakte folk, verdens undertrykte og den slags, men med det konkrete, danske folk, der geråder i stilløshed, busrejser, billig tysk hvidvin og kikset tøj fra Bilka

For nogle år siden, da klummeskriveren boede på Vestlolland, var der en bekvem alternativrute til København, hvis man ikke gad køre med DSB's allerede dengang skrotmodne materiel - som for resten stadig er, hvad vores ærværdige Jærnbaner stiller til rådighed for rejsende med fast bopæl på sydhavsøerne - nemlig Madsens Bustrafik. Man skulle helst bestille plads dagen før, men så var man også sikret en behagelig rejse til hovedstaden. Madsen startede fra den store parkeringsplads ved Nakskov Station, kørte rundt om Maribo og Sakskøbing for at samle folk op. Derefter gik den lige vej til Ingerslevsga'e, lige ved Hove'banegården. Når man skulle stige ud, blev man venligt advaret af chaufføren: Pas nu på'e, når I går u' på ga'en. Der er først en cykelsti, og københavnerne, de plejer ikk vant å ta hensyn til fo'gængere. Advarslen gjorde, at man slap levende ud i hovedstaden. Hver gang.

Turen havde varet godt og vel halvanden time, med en indlagt tissepause på Farø. Hvis man hørte til tobaksmisbrugernes usle stamme, kunne man bare sætte sig i den bagerste ende af bussen. Her måtte man godt ryge - mens man sad og hørte på lollandsk dialekt, almindelig sladder og uforgribelige meninger om kongeriget som helhed. Prisen var 90 kr. for både ud- og hjemrejse, forudsat at man rejste hjem igen samme dag. Ud klokken otte om morgenen, hjem klokken 17.30, ingen pjat, det måtte være tid nok i København. Betalingen blev afkrævet på Farø, der blev ikke udstedt nogen billet eller anden form for kvittering. Chaufføren havde jo set, at man steg på om morgenen, derfor skulle man selvfølgelig også med hjem om aftenen. Det sagde sig selv.

Nutidens progressive, den politiske og kulturelle elite mænger sig ikke med folk. Måske tager de et smut ned til putt, putt, Puttgarden for at få et glimt af latterlige småborgere, der fylder trailere og varevogne med hele paller af elendig dansk øl fra Harboe. Det er lige til at få cafe latten eller den bayerske røgøl galt i halsen af, af grin selvfølgelig. Almindelige mennesker har nu altid været ret pudsige. Sikke typer, sikke typer, som jyske gymnasielærerinder sagde før i tiden, når de tvang deres elever til at more sig over figurgalleriet i socialrealistiske skildringer af arbejderklassen. Rå folk, selvfølgelig, deres vilkår var jo barske. Men med hjerter af guld, ikke sandt. Nutidens egentlige magthavere, dem der bestemmer for alvor, og altså ikke bare er lidt kulturpjevrende og bedrevidende, morer sig ikke over folk. De morer sig i det hele taget aldrig. Hvis de skulle finde på at tage et smut til putt, putt, Puttgarden, er det for at spare penge. Nutidens egentlige magthavere er røvkedelige, men de er gode til at tryne folk. Især folk på kontanthjælp, flygtninge og indvandrere og den slags.

Så var der trods alt lidt mere stil over den venstreradikale elite i 60'erne og 70'erne. Heller ikke dengang var de de egentlige magthavere, det har de simpelthen aldrig været, men selvfølgelig satte de dagsordenen for den offentlige debat. Og så meget betød de trods alt, at man i det mindste ikke kunne tillade sig, som lovgiver, at gennemtrumfe rå og brutale indgreb mod samfundets svageste, eller skide højt og flot på de internationale konventioner, man havde skrevet under på. I det mere nære politiske liv, var det udelukket, at man samarbejdede noget videre med Fremskridtspartiet og dets afløser, Dansk Folkeparti, uanset om man var Socialdemokratiet, Venstre eller Det konservative Folkeparti. Det blev anset for pinligt og utilstedeligt. Så jo, indflydelse havde 'de venstreorienterede' da, men magt for alvor? Aldrig nogensinde. Bare et eksempel: Folketingets mest venstreorienterede parti, Venstresocialisterne, kunne ikke ved et eneste valg være sikre på, at de ville passere spærregrænsen. Folket, de undertrykte såvel som alle de andre, havde ikke lyst til at stemme på dem.

Noget tyder i det hele taget på, at enhver tids politiske og kulturelle elite har det svært med - netop - folket. Ikke det store, abstrakte folk, verdens undertrykte folkeslag og den slags, men med det konkrete, danske folk, der geråder i stilløshed - billige busrejser, dansktopmusik, billig tysk hvidvin og kikset tøj fra Bilka. Det har til alle tider været vigtigt for de progressive at lægge personligt afstand til den slags uvæsen. Og de har på samme måde altid levet i skræk for at komme til at ligne dem - folket, som man før som nu påberåber sig at være de sande repræsentanter for. Nok tale deres sag, eller bilde dem ind, at man gør det, men ligefrem dele flysæde med dem på turen til Mallorca - nej tak!

OK, Dansk Folkeparti har nok nogle typer, som man sagtens kan forestille sig pissefulde ved en løssluppen grisefest, men det er vel mere de civile af dem. De ideologiske førerhunde, Krarup og Langballe, ville nok falde igennem dernede under sydens sol, mon ikke? Specielt de to er bedst tjent med - for deres egen sjælefreds skyld - at forblive i deres studerekamre, hvor hverken folkets tummel eller virkeligheden i almindelighed har haft adgang siden Den Kolde Krig.

Eliter forgår, eller bliver udskiftet med en ny, men folket består. Som det muntre højreslæng siger for øjeblikket, er der kommet nye boller på suppen. Men folk går stadig i joggingtøj og drikker Bjørnebryg fra Netto. Den almindeligste fritidsbeskæftigelse er stadig endeløse ombygninger af privatboligen. Bare én terrasse til, med pæne sten, så får vi det godt, lillemor! Og hvad værre er: Den afsatte elite opdager til sin skræk, at den begynder at ligne det folk, der ikke længere gider høre på den. Hvem husker ikke de venstreradikales gradvise overgivelse til det frygteligt almindelige liv i løbet af 70'erne og 80'erne. Hvordan f.eks. et akademikerægtepar - stadig med Che på væggen og smagfuldt kunsthåndværk i hjemmets kroge - fnisende kunne fortælle, at nu havde de skam skiftet den gamle Citroen Dyane, Stinkdyret, ud med en Ford Escort. Jo jo. En rigtig småborgerdåse af den slags, som bankfunktionærer, kioskejere, togkonduktører og den slags kører rundt i. Er det ikke fantastisk at vi, vi, nu er blevet så småborgerlige? Næe, havde man næsten lyst til at sige, men gjorde det jo ikke. Deres selvforståelse ville næppe overleve mistanken om, at når de havde skiftet deres larmende, benzinspruttende pissepotte ud med en ordentligt bil, kunne det jo skyldes, at de langt om længe var blevet lige så fornuftige som bankfunktionærer, kioskejere, togkonduktører og den slags.

Men gudbevares, det var ikke alle der overgav sig. Og som derfor trods alt har krav på en vis respekt. Klummeskriveren skulle engang i 80'erne køre med en filmmand i en stor, kongeblå Peugeot, med skrå katteøjne og det hele, fra København og ud til Vestlolland. På motorvejen gik bilen i stå, i buldrende mørke. Filmmanden kørte rutineret ind til siden - han må have haft en fantastisk nattesyn - og reparerede bilen i løbet af no time. Ja, forklarede han, da vi kørte videre, sådan en gammel Peugeot er selvfølgelig en bunke lort. Men den har stil!

Og jo, det havde den da.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her