Læsetid: 1 min.

Folketeatret siger ja til fusion

16. januar 2007

*Selv om bestyrelsen for Folketeatret har kæmpet indædt for at undgå en sammenlægning med Det Danske Teater, har det københavnske teater nu alligevel besluttet at indgå en frivillig fusionsaftale.

Ifølge bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen har paraplyorganisationen Københavns Teater imødekommet i alt otte krav, som Folketeatret havde stillet som forudsætning for at gå med i en fusion - blandt andet at teaterdirektør Malene Schwartz skal være formand for det fusionerede teater.

Samtidig er det besluttet, at Københavns Teater afsætter en pulje penge, der skal bruges til at støtte Folketeatrets medarbejdere, som frem til 1. juli kan indgå aftale om fratræden. Jens Wittrup Willumsen oplyser, at det ikke er en enig bestyrelse, der har sagt ja til sammenlægningen med Det Danske Teater, der er landets største turnéteater.

Teaterdirektør Malene Schwartz siger, at hun som kommende bestyrelsesformand ser frem til at være med til at skabe et nyt teater til gavn for hele Danmarks publikum. Det Danske Teaters nuværende chef, Waage Sandø, bliver direktør for det fusionerede teater, der får navnet Folketeatret.dk.

Det fremgår endvidere af aftalen, at man forpligter sig til at producere mindst to store forestillinger om året specifikt til Folketeatrets store scene, og at Folketeatret.dk skal arbejde for at realisere det samarbejde med landsdelsscenerne i Odense, Aalborg og Århus.
ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu