Læsetid: 4 min.

Folkets prins

24. juli 1999

Hvis Kennedy-familien er Amerikas kongelige, så var John Jr. folkets prins. Han spurgte aldrig, hvad vi kunne gøre for ham, men hvad han kunne gøre for os, thi han tilhørte os.
Fra mindetale af Carolyn Ryan, chef for irsk-amerikansk center for indvandrere i New York.

Alle mennesker er født lige", står der i Uafhængighedserklæringen fra 1776. De amerikanske kolonister gjorde oprør mod et tyrannisk kongedømme i Storbritannien og svor, at i deres nye selvstæn-dige stat ville monarki, adel og klasse ikke få lov at overleve. Magten måtte ikke være et medfødt privilegium, den skulle tjenes. Så USA blev en republik. Dét til trods har politiske dynastier spillet en ikke uvæsentlig rolle i landets historie. John og Quincy Adams er et eksempel. Familierne Roosevelt og Rockefeller erindres. I vore dage kan nævnes Bush og Gore - vicepræsidentens far var senator.
Men ingen af disse klaner når den mægtige og talrige Kennedy-familien højere end til anklerne i Amerikas politiske liv. Hvis man tvivlede på Kennedy-familiens fortsatte relevans inden John F. Kennedy Juniors tragiske død i sidste uge, er der god grund til at revidere sit syn. Amerikanernes reaktion minder i slående grad om den folkelige - faktisk universelle - sorg, som fulgte nyheden om, at Lady Diana var omkommet ved en bilulykke i Paris for snart to år siden.
Amerikanere græder på åben gade. De valfarter til monumenter, der bærer Kennedy-navnet, for at mindes og tilbede den unge, smukke og sympatiske mand samt hans henrivende hustru. Alle føler ét eller andet, har en mening, ønsker at udtrykke og dele den med sine nærmeste, vennerne - og selv fremmede. Et kollektivt nirvana, delvist næret og formidlet af amerikansk fjernsyn, der har kørt non-stop i en uge; sidst
i går, hvor seerne fik tilbudt kun ét motiv, nemlig facaden af den kirke i New York, hvor de to familier afholdte en privat messe. To timer timer med ét bil-lede på skærmen af alle nationale tv-kanaler er en rekord.

At amerikanerne, og mange andre rundt om i verden, i den grad bliver optaget og følelsesmæssigt overvældet af en enkel persons ubetimelige og - nogle vil sige - unødvendige dødsfald, kræver en forklaring. Måske tragedien, penslet ud i så omhyggelige detaljer, minder os om vores egen skrøbelige eksistens. Det kunne ske for enhver, og gør det faktisk hver dag hele året rundt for en masse mennesker, men vi er heldigvis sparet for kendskab til alle denne verdens tragedier. At John og Carolyn var berømte og billedskønne skikkelser bliver en skærpende omstændighed, idet vi dødelige mennesker opfatter ikoner som usårlige og udødelige figurer i en virkelighed hinsides vores egen. 'Larger than life', kalder man disse berømtheder på amerikansk.
Mytologi spiller også ind. Et samfund kan næppe holde sammen uden at have nogle fælles referencepunkter, noget vi alle deler, som vi beundrer, fordi det er fjernt, urørligt og repræsenterer os, nationen. Om konger spindes der sagn, tænk blot på sømanden Frederik IX med det tatoverings-prydede bryst, han var folkets konge. Når kongen dør, prikkes der hul på myten, hvorfor tomrummet bliver udfyldt minutter efter ved kåringen af en efterfølger. I Amerika er der ingen konge, kun præsidenter og politikere, hvem folket er opdrættet til at mistænke for magtmisbrug og personlig berigelse. Den mytologiske konges plads på den nationale scene varetages af Hollywood, hvis ikoner hedder James Dean, Marilyn Monroe og Elvis Presley. Alle døde unge og smukke, og blev af den grund endnu mere attraktive.

Kennedy-familien havde indtil sidste fredag spundet to ikoner. Præsident John Kennedy og
senator Robert Kennedy, begge myrdet af ukendte motiver på højdepunktet i deres liv og karriere. John Jr. besad ikke nær samme talent, intelligens og karisma som sin far og onkel. Hans bedrifter kan slet ikke stå mål med deres. Ikke desto mindre er han på kort tid blevet forvandlet til en ikon á la Lady Di. Ligesom for den engelske prinsesse er der ikke meget at have mytologien i, og måske vil gudsdyrkelsen af dem vare kortere end ventet. Begge var kommet til berømmelsen ved et skæbnens tilfælde. Hvad de havde til fælles, er en enorm menneskelighed, ydmyghed og åbenlys mangel på arrogance. Deres største ønske var at kunne føre en nogenlunde normal tilværelse samt i ny og næ benytte deres navn og rigdom til at gøre noget godt for deres næste. Vi - pressen og offentligheden - gjorde alt for at hindre dem i dette forehavende, og bidrog dermed til deres tidlige død.
Vi begræder tabet af vores kunstigt skabte ikoner og lader os herefter vildføre i årevis af den kommercielle heltedyrkelse - en paradoksal og i grunden bedrøvelig affære. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu