Læsetid: 3 min.

'Jeg er ikke til folklore'

Den irakiske stjernearkitekt Zaha Hadid så i går for første gang sin egen udbygning til Ordrupgaard, men overlod de tekniske detaljer til Ken og Pat'
30. august 2005

Man kan godt få en fornemmelse af, at Zaha Hadid hører til den slags kunstnere, der arbejder i store armbevægelser. Ikke at hun bygger stort, om kap med Rem Koolhaas, Daniel Libeskind og alle de andre verdensnavne, som enten bygger meget højt eller utroligt bredt. Zaha Hadid bygger såmænd ganske småt og intimt. I mange år byggede hun endda næsten ikke. Hun var lige ved at blive kendt i sit adopterede hjemland som Britain's great unbuilt architect - stjernearkitekten uden bygninger. Det virkede derfor næsten komisk, da Hadid om samarbejdet med Ordrupgaard dybsindigt konstaterede:

"Man kan ikke fuldføre et projekt uden en klient."

Den irakisk fødte arkitekt er ikke kendt som detaljens mester - der er heller ikke noget på Ordrupgaard, der antyder, at hun interesserer sig for petitesser og teknikaliteter. Da en journalist på gårsdagens mere end velbesøgte pressemøde ville vide, hvad Zaha Hadid - der var ankommet en halv time tidligere og dér havde set den færdige bygning for første gang - mente om realiseringen af sit projekt, smilede hun venligt og sagde: "Ken?" Ken og Patrick er de to veldresserede mænd, som Hadid har bragt med sig fra sin tegnestue. Zaha Hadid er en voldsom dame. Imposant kunne man vel sige, hvis ikke det havde lydt nedladende. De to mænd er begge klædt i sort. Den ene har mexicanske aner, den anden taler med tysk accent. De har ingen skuldre, men det er dem, der svarer på spørgsmålene om selve bygningen. Ken fortæller om at arbejde med danske producenter og dansk beton. Hadid tænker tydeligvis på noget andet imens.

Sømløst

En mandlig journalist ville vide, hvorfor Zaha Hadid som kvinde havde valgt ikke at bygge i højden, men langs jorden.

"Jeg har ikke noget imod skyskrabere," svarede Hadid.

"Tilfældet har bare været sådan, at jeg har fokuseret på at prise fundamentet - celebrate the ground. Det er altså ikke et spørgsmål om mandlige versus kvindelige værdier, selv om jeg godt kan regne ud, hvilken psykologi du henviser til, " grinede Hadid.

"Ground is critical," opsummerede hun.

"Alle de bygninger, jeg har arbejdet med, har været ganske intime, små projekter, hvor det har været et vigtigt fokus at forbinde det omkringliggende landskab og de eksisterende bygninger på en naturlig måde."

Tilbygningen til Ordrupgaard har også netop været defineret af både det kuperede landskab og de eksisterende bygninger fra omkring Første Verdenskrig. Sammensmeltning er ikke sket ved at efterligne det eksisterende, men tværtimod ved at understrege konflikten:

"Jeg kiggede på landskabet til at begynde med og har siden forsøgt at få landskabet til at glide ind i bygningen og bygningen ind i naturen. Det har været ambitionen at fastholde kompleksiteten og alligevel få de to bygningen til at glide sømløst sammen."

Mens den sortfarvede beton overraskende naturligt glider ind i det nordkøbenhavnske villakvarter, er den samme mørke farve på væggene i de små udstillingslokaler anderledes voldsom.

Ikke noget nordisk

Det ligner ikke et nybygget museum. Nye museer har altid hvide vægge. Og store rum.

Adspurgt hvorfor væggene er mørke, svarer Zaha Hadid mere end kortfattet:

"Det skaber en forbindelse mellem det ydre og det indre og får bygningen til at hænge sammen."

Så overlader hun beredvilligt ordet til Ordrupsgaards direktør, Anne-Birgitte Fonsmark.

"Vores samling består af dansk og fransk 1800-tals kunst. 1800-tals kunst går ikke særligt godt sammen med hvide vægge. Derfor var det et krav fra vores side."

En journalist med skandinavisk patriotisk slagside vil vide, om Hadid indretter sig efter det land, hvor hun bygger. Om hun ville bygge anderledes i Hong Kong end i København?

"Jeg er ikke regionalist," svarer hun.

"Jeg er ikke til folklore," fortsætter hun.

"Men stedet har stor indflydelse på projektet. Den her bygning ser ud, som den gør på grund af det her sted," siger hun og peger ud af de store vinduer, der er formet som bagsædevinduerne i en bil.

"Site is critical."

Journalisten havde ikke til sinds at give sig. Han ville vide om Hadids interesse for Skandinavien. Og hun forsøgte igen - om end modvilligt.

"Da den traditionelle modernisme brød helt sammen i 70'erne og 80'erne, var en af de traditioner, man naturligt kunne lade sig inspirere af, det skandinaviske industrielle design. Men jeg kender ikke alle traditionerne..."

Zaha Hadid fortæller om Verner Panton, som hun kendte. Hun taler om 'organiske manifestationer'.

Men da journalisten én gang til spørger om de skandinaviske traditioner, svarer hun kort:

"Bygningen her er altså ikke en hyldest til Arne Jacobsen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her