Læsetid: 4 min.

'Fonde skal udvikle ting, som ellers ikke bliver til noget'

Noget nyt ulmer i den danske fondsverden. Realdania-direktør om filantropi med holdninger, om indflydelse og om bøjede armslængder
24. februar 2007

"Vi gør det til en profession at være filantroper, og det er noget nyt i Danmark," siger Flemming Borreskov, administrerende direktør i Realdania, Danmarks største arkitekturfond. Og spejder ud gennem panoramavinduerne i sit hjørnekontor over Københavns Havn.

Hvis penge lugtede, ville stanken i nabolaget være værre end i en moderne gigantgrisestald. Herude på magtens Christianshavn bor både Nordea og Skatteministeriet, og Børsen er inden for synsvidde.

Realdania bidrager til magt-og-penge-stemningen med en pengetank på 30 milliarder, svarende til halvanden Øresundsbro. Og Flemming Borreskov og resten af Realdanias 45 ansatte ved godt, hvad de vil have for pengene. Her er en fond, som åbent melder ud, at man vil sætte dagsordenen i dansk bygningsmiljø. Hvor meget direktøren får i løn. Hvad man støtter, hvad man mener om alt muligt. Det hele står på realdania.dk.

Nogle af de gamle fondes "den der lever stille, lever godt"-tankegang finder man ikke hos Realdania.

Her er en fond, som sejler for fuld skrue, når det gælder metoder hentet fra erhvervslivet. Fra de nedskrevne nøje udvalgte 'værdier' til formueforvalternes lønninger. De er "nogle dyre drenge", medgiver Borreskov, men pengene værd. Realdania tjente 5,5 milliarder på investeringer i 2005.

Kaffen er god, der står en skulptur af Robert Jacobsen ved siden af lædersofaen, og Flemming Borreskov er flankeret af sin kommunikationschef, tidligere DR-medarbejder Birgitte Boesen.

Der er tjek på tingene hos Realdania.

Det er der også, når Realdania deler store poser penge ud. Som i starten af denne måned, da Realdania udpegede tre medlemmer til bestyrelsen i det økonomisk slingrende byggeri af Musikkens Hus i Ålborg til gengæld for finansieringen.

"Hvis vi skal betale for en budgetoverskridelse, vil vi også være sikre på, at der sidder kompetente folk i bestyrelsen. Vi snakker trods alt om en halv milliard," siger Flemming Borreskov.

Vilje til nyt

Lige så godt som Flemming Borreskov ved, hvad han vil med Realdanias penge, ved han også, at fonden ikke er lige populær alle vegne.

Realdania blander sig for meget, lyder det for eksempel. Som fra Veluxfondens tidligere bestyrelsesformand Aino Kann Rasmussen i gårsdagens Information. Men Realdania blander sig, for sådan når man sine mål:

"Vi har ambitioner og drømme og vil gerne nogle bestemte ting," siger Borreskov.

Et eksempel er kampagnen 'Fremtidens landbrugsbyggeri', som Realdania har sat i værk. Flemming Borreskov fortæller om baggrunden:

"Meget kort fortalt: Det, der bygges på landet, er grimt, og det bygges de forkerte steder. Derfor er vi gået i dialog for at påvirke landbrugets organisationer. Formålet er at lægge nybyggerier på steder, hvor de ikke skæmmer så meget og at få bygget i bedre design."

Selvom Flemming Borreskov melder så kontant ud, vil han ikke høre tale om, at Realdania fører kulturpolitik. At have holdninger er ikke det samme som at føre politik.

"Det kan være, vi finansierer et forskningsprojekt og går til regeringen med resultatet. Men så må de beslutte, om de vil ændre loven. Det er ikke vores opgave. Vi er ikke politikere," siger han.

"Men vi ønsker at trække i en bestemt retning - på den måde er vi ikke så angste for at være lidt kontroversielle."

Flemming Borreskov er heller ikke bleg for at sammenligne Realdania med Microsoft-bossen Bill Gates' udviklingsfond, som satser på at bekæmpe fattigdom på en radikalt ny måde. Fonde kan og skal udvikle ting, som ellers ikke ville blive til noget, mener Borreskov. Som da The Ford Foundation udviklede en ny type ris, der kunne høstes tre gange om året. Sådan vil Realdania også være på sit felt - det byggede miljø.

Bøjet arm

Når der falder offentlige penge til kulturen, stræber man, hedder det sig i hvert fald, efter at overholde 'armslængdeprincippet': Det skal ikke være manden med pengeposen, hvad enten han sidder i en kulturminister- eller borgmesterstol, som bestemmer, hvordan pengene skal bruges.

Sådan tænker også mange af de traditionelle danske kulturfonde som Velux Fonden og Augustinus Fonden.

Men ikke den syv år gamle opkomling Realdania og Flemming Borreskov:

"Jeg tror ikke på et blindt armslængdeprincip," siger han.

"Hvis man kører armslængdeprincippet kritikløst ved for eksempel et museumsbyggeri, vil museumsdirektøren også skulle stå for byggeriet. Og det er der meget få museumsdirektører, som kan. Vi har en undtagelse på Louisiana, og der blander vi os ikke."

Omvendt skal man også lytte til, hvad for eksempel orkesterlederen mener om udformningen af en ny koncertsal - ellers får man en dårlig koncertsal, understreger Borreskov:

"Vi skal holde os til det, vi er gode til."

Almenvellet

Han medgiver dog, at der er en stor indflydelse forbundet med at have pengeposen. Men selvom man sidder som potentiel modtager, er der ikke grund til at være bange for at bliver uvenner med Realdania, mener Flemming Borreskov. Til syvende og sidst skal Realdania nemlig tjene almenvellet - hvad enten det drejer sig om bedre cykelparkering i København eller renovering af en betydningsfuld herregård ved Ringkøbing. Og Flemming Borreskov kvier sig slet ikke ved at bryde stilheden i jantelovens Danmark med store ord som 'almenvellet':

"Det er et stort ord. Men når man har arbejdet med det et stykke tid, fylder det ikke så meget i munden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu