Læsetid: 3 min.

Forår for Hitler?

Man kan godt skildre Hitler på film - også som komedie. Men det kræver, at man har talentet og sigter højt
17. januar 2007

Egentlig taler man i Berlin altid om Hitler, men i disse dage mere end nogensinde. Det skyldes (som meddelt her i avisen), at en ny film har haft premiere med Herr Schickelgruber placeret centralt, oven i købet i en såkaldt 'komedie', der desværre ikke er særlig morsom. Når man tænker på, at Chaplin og Ernst Lubitsch plus Mel Brooks og Gene Wilder (alle jøder) har været der før, må den aktuelle films instruktør, som også er jøde, være klar over, at han er oppe imod hård konkurrence. Det virker da også, som Dani Levy har rystet godt i bukserne, før han gik i gang med sit projekt, for Mein Führer er stilistisk vakkelvorn, voldsomt overskrevet, usikkert balancerende mellem begninisk KZ-lejrsødme og tysk ølstuekomik.

I hænderne på en Stanley Kubrick kunne man have forestillet sig det groteske plot, som filmens Joseph Goebbels udruger, som effektivt underlag for en sort komedie. Det handler om Hitlers næstsidste dage, hvor der ikke er meget krudt tilbage i fyren, og hovedstaden omkring ham ligger i ruiner. Planen går ud på at konstruere en gigant-kulisse, hvor Føreren skal holde en stor, opildnende tale for den million mennesker, man agter at indfange til lejligheden. Alt filmet af Leni Riefenstahl. Alle ved, at Hitler er ude af stand til at klare opgaven, derfor fisker Goebbels en genial jødisk skuespiller ud af Sachsenhausen for at lære føreren, hvordan han skal sælge varen og få sit gamle livsmod tilbage, sit gamle raseri.

Ikke troværdig

Her afdækkes et af filmens hovedproblemer: Hitler som fjottehoved i træningsdragt er ikke troværdig og derfor ikke morsom. Da jødens coaching af skvaddermiklen forvandler sig til en slags psykoanalyse, som afdækker Hitlers traumatiske forhold til sin far (der som bekendt bankede ham), går det helt galt, for nu skal man pludselig synes, det er synd for manden, samtidig med at skue-spilleren udtrykker en svag, men alligevel tydelig sympati for analysanden.

Det er næsten ikke til at holde ud, og slet ikke da tyrannen regrederer ind i en slags psykoinfantil pludrerolle, hvor han leger med krigsskib i badekarret, og man også skal se ham i seng med Eva Braun, hvor han naturligvis (i overensstemmelse med myten) ikke kan præstere det, man forventer af et mandfolk. Det er da også tydeligt, at den populære komiker, Helge Schneider, befinder sig dårligt i rollen og går rundt, som om han leder efter et lystigt indfald i manuskriptet på et lidt højere niveau end det, som beder Albert Speer tage plads på toilettet, som er det eneste sted, han kan sidde, mens han er i audiens i Hitlers badeværelse.

Som advarsel

Hitlers vulgaritet kostede 50 millioner mennesker livet, hans småborgerlige indskrænkethed lagde en verden i ruiner. Det kan man skildre på film - også som komedie. Men kun hvis man får styr på sin egen småborgerlige vulgaritet og sigter højt.

Det påstås, at Chaplin og Lubitsch ved den senere afsløring af Holocaust tog afstand fra Diktatoren og To Be or Not to Be eller sagde, at de ikke ville have været i stand til at behandle emnet komisk, hvis de kendte omfanget af Hitlers forbrydelser. Det er muligt, selvom jeg ikke er sikker. Atombomberne over Nagasaki og Hiroshima kostede op mod en million mennesker livet og var sandsynligvis en ekstra ansporing for Stanley Kubrick til netop at lave komedien Dr. Strangelove - som advarsel eller memento mori.

Det er ikke genren, det kommer an på, men talentet, det er ikke emnet, det drejer sig om, men måden man behandler det på. Og tidspunktet! Tanken falder naturligvis på vor egen krise, der gik under navnet 'karikaturkrisen', uden at mange i ophidselsen gjorde sig tanker om, hvad der for alvor var galt med set uppet. Det var ikke kun timingen, det var galt med, det var først og fremmest niveauet, intentionen, sigtet. Det var ganske enkelt den talentløse småborgerlighed sat i system: Muhammed med bombe i turbanen, Speer på lokum, forskellen er ens, det er bare farven, der har en anden lyd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu