Læsetid: 3 min.

Forår på Balkan?

6. februar 1997

DE SENESTE dages efterretninger fra det uro- og kriseramte Balkan antyder, at den dybfrosne politiske situation i to af landene, Bulgarien og Serbien, ser ud til at tø op, og at der er udsigt til radikale, varige forandringer. Måske. For hvad Balkan angår kan man aldrig være for forsigtig.
Bulgarien først - her står billedet klarest. Regeringen, ledet af Socialistpartiet, synes omsider at have strakt våben over for oppositionens samlede og massive protester, landsomfattende strejker, vejblokader, med andre ord: brede folkelige manifestationer af dybfølt utilfredshed.
Tirsdag meddelte partiets leder, Georgi Parvanov, at socialisterne, der ellers har et flertal bag sig i parlamentet, vil opgive de forsøg på at danne ny regering, der har stået på, siden Sjan Videnovs skandaleprægede administration måtte gå af i december.
Socialistpartiet kom ellers til magten efter indiskutabelt frie valg i 1994 og havde således forfatningsmæssig adkomst til at sætte sig tungt på ministertaburetterne til engang i 1998.
Men tabet af folkelig opbakning - seneste meningsmåling giver socialisterne støtte på otte pct. - har været så markant, at partiet stillet over for valget mellem at opløse parlamentet eller lade landet gå i opløsning valgte det første. Regeringen har dermed givet efter for alle oppositionens krav: Der skal være nyvalg til april, og Bulgarien skal indtil da regeres af et forretningsministerium.
Socialistpartiets nærmest uafbrudte monopol på regeringsmagten i snart fem årtier er dermed forbi. For denne gang, i det mindste. Den opgave, oppositionsblokken De Forenede Demokratiske Kræfter, går ind til, når de efter april-valget formentlig sætter sig i regeringskontorerne, er kolossal, og folkets opbakning en flygtig størrelse.
Der blev festet i Sofia's gader natten til onsdag. Onsdag indtog folk igen deres snart vante pladser i brødkøerne eller foran benzintankene. Inflationen fortsatte sin kurs mod stjernerne. Alene i januar blev lønnens værdi halveret.
Men budskabet om oppositionens sejr gav det vigtigste: håb om forandring. Og en kontant belønning fra Vestens straffende og belønnende faderfigur, Den Internationale Valutafond, der længe har udsat en stærkt påkrævet hjælp til Bulgarien, men onsdag meddelte, at man nu er parat til at diskutere et hjælpeprogram med den nye regering.

FRA BULGARIENS relative entydighed til det fortsat mudrede politiske billede i Serbien, hvor præsident Milosevic tilsyneladende gav efter for oppositionens hovedkrav: En anerkendelse af resultatet fra lokalvalget i november, hvor oppositionsalliancen Sajedno vandt flertal i 14 ud af Serbiens 18 største byer, heriblandt hovedstaden Beograd.
"Tilsyneladende" er nøgleordet. Intet kan siges med sikkerhed, når det gælder Slobodan Milosevic, de politiske manøvrers suveræne mester. Heller ikke, om det er Milosevic, der enevældigt styrer begivenhederne, eller om de mange rygter om en igangværende, hidsig magtkamp i Socialistpartiets og det serbiske kleptokratis øverste cirkler har kød på benet.
Mærkeligt ser det ud. Søndag og mandag: Massiv voldsanvendelse fra Milosevic' sikkerhedsstyrker, mange sårede, "sikre" forlydender om indførelse af undtagelsestilstand. Tirsdag: Milosevic giver efter.
Eller rettere: Han beder i et brev til sin ministerpræsident denne om at introducere en lov i parlamentet, som bestemmer, at oppositionens valgsejre i november står ved magt, uanset tidligere afgørelser fra valgkommissioner og domstole. En serbisk version af vore hjemlige Tvind- og rocker-særlove, med andre ord. Og som sådan lige så undergravende for det politiske systems troværdighed. Med den nødvendige tilføjelse, at det serbiske politiske system er moden til undergravelse i modsætning til det danske.

ENDER DET så her? Næppe! Oppositionen vil se borgmesterkæderne om halsen, før de tror på noget. Og har iøvrigt lige et par krav mere: En reel pressefrihed skal etableres. Og de skyldige for valgsvindelen og for den blodige politiindsats mod demonstranterne skal udpeges og straffes.
Det er sikkert klogt af oppositionen og studenterbevægelsen ikke at sætte den folkelige mobilisering, der er skabt under snart 80 dages daglige protester, over styr. Milosevic og Socialistpartiets top må tvinges til at indgå reelle forhandlinger om en reformering af landets politiske system forud for de planlagte præsident- og parlamentsvalg senere på året.
Presset mod Milosevic - og mod de, der sidder i ly af ham - må opretholdes. Også fra det internationale samfund, der nu omsider synes at have opgivet tidligere tiders tro på manden som en "uundværlig garant for freden" i Balkan.

on (Ole Nyeng)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her