Læsetid: 3 min.

Forårskuller

26. april 1997

Den kedsom vinter gik sin gang, den dag så kort, den nat så lang forandrer sig så lempelig...

FORÅRSVISE. Sådan navngav den fynske skælm Ambrosius Stub sin sang, som den gengivne strofe åbner. Ambrosius var en ægte digterskæbne, levede et overordentligt uordentligt liv, der endte tidligt og, efter samtidens optegnelser, "i yderste armod".
Først i 1771 - femten år efter Stubs bortgang - udkom den første trykte udgave af hans poesi. Vi kan altså ikke sætte præcist årstal på de forårsfornemmelser, der forledte ham til at gribe gåsefjeren. Vi kan endmindre sætte dato på dem.
Dermed forbliver det interessante spørgsmål ubesvaret: Hvornår indtraf det, der fik Stub til at mene, at det med sikkerhed kunne fastslås, at nu var det forår?
Sysselsætning med sådanne emner er det, der blandt videnskaberne betegnes som fænomenologi. Og frygten for at udtale sit alvorlige gøremål forkert er måske, hvad der afholder mange mennesker fra at dyrke just denne videnskab.
Det er en skam. For vi har brug for at få styr på, hvornår foråret faktisk indfinder sig.

SOM DET FREMGÅR af den seriøse reportage i dagens avis, har amerikanske videnskabsmænd ud fra satellitfotos af den nordlige halvkugles gradvise grønning ment at kunne konstatere, at foråret inden for de senere år er rykket en hel uge frem. Det er der bare ingen af de saglige instanser, som her i landet beskæftiger sig med den slags, der har bemærket.
Det tror da pokker! vil vor jordbundne læser indvende. De har vel nøjedes med at kigge ud ad vinduet. Eller stikke hovedet udenfor.
Betydelig risiko knytter sig til at gå galt af forårets komme. Til planteskolen begiver man sig opstemt og hjemslæber kasser med primula og lobelier. Ned på jordklamme knæ og udplante så nysseligt, at naboen må blues af misundelse. Med stive fingre og blussende kinder fejrer man i stuevarmen vårens dåd med et bravt aftensmåltid. For næste morgen forbumlet at opdage, at bidraget til nabolagets forskønnelse ligger frostdræbt og fladt.
Og værre kan det gå: Sognepræster kan i disse uger fortælle, at de slet ikke har tid til ved vandring i skov og eng at søge tegn på forårets komme. Dertil er begravelsesvirksomheden alt for opblomstrende. Hvad der jo i sig selv er et klart tegn på forårets manglende komme - og på de svækkedes utålmodige fejlbedømmelse af situationen.

I USA NØJES de ikke med at kigge på satellitfotos. Nej, efterkommende amerikaneres trang til særlige mærkedage for alt fra far til irskhed (Saint Patrick's Day) har de på forhånd fastlagt en konvention for, hvornår årstiderne officielt begynder. Det gør de ved solhverv og jævndøgn.
"I dag er det forårets første dag," meddeler tv-oplæseren faktuelt den 21. marts, uanset hvilke vinterlige rædsler vejrudsigten i samme program måtte varsle. Jamen, så har vi ligesom orden på tingene - uanset om lavtryksbanerne har det.
En sådan astronomisk fastsat orden ville vi danskere aldrig finde os i. Vi kigger nemlig hellere ind i os selv end til og fra verdensrummet. Vi har en klar erindring om, hvornår det plejer at blive forår.
Det er måske derfor, en uge til eller fra ingen forskel gør. For af vor egen personlige erfaring ved vi, at foråret plejer at være i hus sådan cirka fra slutningen af februar. At det år efter år først er en blivende kendsgerning efter midten af maj, gør ingen ændring i vort indre billede.
Foråret er for os en forventning. Og forventningens glæde er som bekendt den største. Eller som Stub siger det i Forårsvisens slutlinier:

Jeg gik omkring
blandt tusind ting,
Guds forsyn spores ved enhver
især.
Han rammer nok den rette tid,
da himlen den skal blive blid;
jeg tør måske
vel få at se
min vinter blive til en vår
i år.

dr (David Rehling)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her