Læsetid: 5 min.

En foræring i forklædning

'Ansvarets åg' vil kunne tvinge Hamas til moderation og til dét nødvendige opgør med de palæstinensiske væbnede grupper
1. februar 2006

Jeg skriver dette i Øst-Jerusalem og tænker tilbage til 1993, da jeg oplevede begejstrede unge palæstinensere løbe igennem disse snævre gader med det flag, som havde været forbudt så længe, og endte med at lade det hænge ned fra toppen af tårnet over Damaskus Porten, mens de israelske soldater for en gangs skyld blot så til. Nogle få kilometer derfra skreg bosætterne deres protester mod Oslo-aftalen. Det ironiske er, at siden da er Østjerusalem i den grad blevet 'israeliseret', og der er flere bosættere end nogen sinde i de besatte områder.

Forleden efter det mildt sagt overraskende valg gik jeg igennem den samme port ind i Den Gamle By og forsøgte at fornemme stemningen på gaden. Der var noget 'hovsa' over det. Som om den enkelte nok vil give Fatah en forskrækkelse, men ikke havde regnet med, at alle andre også gjorde det. Men samtidig også en klar afvisning af al den kritik, som lød udefra i anledning af valgresultatet.

De fleste israelske reaktioner har været éndimensionale og forudsigelige. I stedet for at håbe på, at den bevægelse, som har stået for så mange terroraktioner i selve Israel, vil fortsætte den våbenhvile den stort set har overholdt i ti måneder, og nu vil blive draget yderligere ind i normal fredelig parlamentarisk virksomhed, så spillede regeringen straks terrorkortet og gentog endnu en gang, at der ikke var nogen palæstinensisk partner at tale fred med.

Det kan undre, at også Labours nyvalgte leder, Amir Peretz, følte sig nødsaget til give det samme budskab, og at det betød, at Israel nu ikke havde andet valg end unilaterale skridt. Peretz hævdede også, at palæstinenserne vidste, da de gik til stemmeurnerne, at de kunne opnå dialog og forhandling med Israel om fred, men de valgte altså anderledes.

Det stemmer meget dårligt med mit indtryk fra en uge på Vestbredden og i Jerusalem. Med den stadige udbygning af Muren og den de facto annektering af Østjerusalem og med den fortsatte udbygning af bosættelserne tydede intet på, at der var en israelsk forhandlingspartner, som ønskede en fair løsning med udgangspunkt i de mange internationale resolutioner.

Ingen hjælp fra Israel

Den israelske regering har intet gjort for at hjælpe den palæstinesiske præsident Mahmoud Abbas, så han og Fatah kunne møde vælgerne med bare en lille succes i hånden. Tilbagetrækningen fra Gaza var ikke forhandlet med PA, og Hamas kunne give den væbnede kamp æren. Og da fremtrædende amerikanske og europæiske politikere gik ud og nærmest forbød palæstinenserne at stemme på Hamas - for så ville der blive lukket for pengekassen - ramte man virkelig en rå nerve hos et folk, der dagligt oplever konsekvenserne af en hård og ydmygende besættelse.

"I blev ved med at fortælle os, hvor vigtigt det er, at vi bliver et rigtigt demokrati, og samtidig vil I fortælle os, hvem vi skal stemme på."

Sådan hørte jeg mine venner tale, og de forsikrede mig, at Hamas aldrig havde fået bedre reklame.

Selvfølgelig har anklagerne mod Fatah for korruption været medvirkende til nederlaget, men de kunne være modvirket, hvis man havde indledt seriøse forhandlinger med Abbas i stedet for hårdnakket at hævde, at der ikke var nogen partner, og at man derfor måtte handle unilateralt.

Folk fra den israelske fredsfløj siger, at det ikke er for sent at strække hånden ud til Abbas, der som formand for PLO står for forhandlinger med Israel. At stoppe hjælpen til PA vil være at smide benzin på bålet, og ensidige skridt på Vestbredden vil fremskynde tidspunktet for den endelige sejr for Hamas og være at udstede en invitation til kræfter udefra.

Det har været klart siden kommunalvalgene med de store sejre til Hamas, at det ville være umuligt for Abu Mazen (Abbas, red.) at indgå nogen som helst aftale uden i en eller anden form for alliance med organisationen. Derfor kan valgsejren, som det udtrykkes af den moderate kristne politiker Hanna Siniora, opfattes som en positiv udvikling. Siniora siger til Jerusalem Post: "Nu, da de får del i magten, vil de få et ansvar og blive mere moderate." For at kunne klare de økonomiske problemer, som de har lovet op til valget, og forbedre forholdene for befolkningen, må de have ro og stabilitet, siger Siniora. Og han forudser også, at Hamas må konfrontere de væbnede grupper:

Iran- eller Tyrkiet-model

"Abu Mazen var bange for at afvæbne Hamas og de andre grupper, som har skabt så stor ustabilitet i Gaza og nogle af byerne på Vestbredden. Nu må Hamas, bruge den store kæp, som Abu Mazen ikke turde svinge." Abbas lovede som bekendt præsident Bush: "One law, one gun". Efter Hamas-lederen Khaled Meshals ord i Damaskus i lørdags, tyder det på, at man vil lave en samlet sikkerhedsstyrke og dermed afvæbne private militser.

Den moderate palæstinenser Hanna Siniora advarer kraftigt imod at isolere den nye regering og skabe et 'Hamastan', som Jerusalem Post kalder det: "Der er to modeller for islamiske regerende partier - den radikale iranske model og den moderate tyrkiske model. Jeg vil gerne sende det budskab til USA, Europa og Israel: I kan være med til at skabe et konstruktivt Hamas. Hvis I handler rigtigt, vil Hamas gå i den moderate retning. Men hvis I presser Hamas op i et hjørne, vil de handle uansvarligt og gå voldens vej."

En arabisk avis betegnede resultatet som en stemme-intifada. En slags fortsættelse af krigen mod besættelsen med politiske midler. Der udtrykkes for øjeblikket megen pessimisme. "Fredsprocessen og Køreplanen er døde", lyder det nu.

Men de har været ikke-eksisterende alt for længe. Det var budskabet fra vælgerne forleden. Og straffer man dem for at have den forkerte mening, kan det gå gruelig galt og ende med en genoptagelse af den rigtige intifada. I stedet skal man omfavne Hamas og involvere deres ledere langt mere, end de selv bryder sig om. Så kan deres sejr blive "en foræring i forklædning", som Sionora så provokerende udtrykte det.

Vi har lagt stor vægt på, at de arabiske lande skulle blive demokratiske. Det vil i den grad afsløre den dobbeltmoral, som også eksisterer, når det gælder overholdelse af FN's resolutioner, hvis vi ikke vil anerkende, hvad palæstinenserne besluttede den 25. januar 2005.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu