Læsetid: 3 min.

Foragtens fane

Information bringer i dag som dokumentation den omdiskuterede kronik 'Capture the Flag' af Martin Burcharth. Kronikken blev sidste søndag bragt i New York Times. Martin Burcharth er Informations USA-korrespondent, men kronikken er skrevet som et privat indlæg i debatten om Muhammed-tegningerne. Både Jyllands-Posten og Ritzaus Bureau har skrevet artikler om fejlagtige oplysninger i kronikken. Forfatteren er siden kronikkens offentliggørelse blevet opmærksom på en fejl, som han beklager: Danske myndigheder har ikke afvist det muslimske samfunds ønske om en stormoske i København. Samtidig tilføjes det, at der findes muslimske gravpladser på kristne kirkegårde i Danmark, men ikke en egentlig kirkegård for muslimer
17. februar 2006

Der ser ud til at herske nogen forundring over, at den danske befolkning og dens regering står så samlet i opbakningen til avisen Jyllands-Posten og dens beslutning om at offentliggøre tegninger af Profeten Muhammed sidste efterår. For har danskerne da ikke et ry for at være usædvanligt tolerante og respektfulde over for andre?

Ikke helt, nej. Danmarks omdømme som en nation med en lang tradition for tolerance over for andre - en tradition, der har været anset for grundfæstet siden redningen af de danske jøder fra deportation til nazistiske koncentrationslejre i 1943 frem til det høje niveau i humanitær hjælp, som Danmark yder i dag - er noget af en myte.

Hvad udlændinge har haft vanskeligt ved at erkende, er, at vi danskere er blevet stadig mere fremmedhadske igennem årene. For mig at se havde offentliggørelsen af disse karikaturer kun lidt at gøre med at skabe debat om selvcensur og ytringsfrihed. Den kan kun forstås i en kontekst, der udgøres af det klima af alt gennemsyrende fjendtlighed mod alt muslimsk, der er vokset frem i Danmark.

Der er over 200.000 muslimer i Danmark, et land med en befolkning på 5,4 millioner. For få årtier siden talte Danmark slet ikke muslimer blandt sine indbyggere. Det er derfor ikke overraskende, at mange er kommet til at se islam som en trussel imod den danske kulturs overlevelse.

I 20 år er muslimer i Danmark blevet nægtet en tilladelse til at bygge moskeer i København. Hvad mere er, så findes der i Danmark ikke muslimske gravpladser, hvilket betyder, at de jordiske rester af muslimer, der er døde her, må flyves tilbage til deres oprindelige hjemlande for at kunne blive begravet der.

For nylig bad Danmarks kulturminister, Brian Mikkelsen fra Det Konservative Folkeparti, danske intellektuelle, kunstnere og forfattere om at definere en kanon for dansk kunst, musik, litteratur og film. Han angav selv motivet som et ønske om at bevare vores klassikere af egen avl.

Men før offentliggørelsen af denne kanon fandt sted i sidste måned, afslørede Mr. Mikkelsen, hvad der meget vel kan have været det egentlige formål med denne øvelse: At skabe en sidste forsvarslinje imod islams indflydelse i Danmark. "I Danmark har vi set et parallelsamfund vokse frem, hvori minoriteter praktiserer deres egne middelalderlige værdier og udemokratiske anskuelser," sagde han til sine partifæller i en tale på Det Konservative Folkepartis generalforsamling sidste sommer. "Dette er den nye front i vores kulturkamp."

Havde det ikke været, fordi et flertal af danskerne vitterlig tror på denne islamiske trussel, måtte dette forekomme at være et løjerligt påskud. Men det gør de. Da det danske nationalflag blev afbrændt på gader i arabiske lande, var reaktionen i Danmark forargelse og opfordringer til at bakke endnu stærkere op om Jyllands-Posten. Centrumhøjre-regeringen vandt øget tilslutning i meningsmålingerne, og det samme gjorde det indvandrerfjendske Dansk Folkeparti, uden hvilket regeringen ikke ville have parlamentarisk flertal bag sig.

Nu er det generelle synspunkt, udtrykt i pressen og med tilslutning fra et flertal af danskere, at de muslimske ledere, der førte an i protesterne i Danmark bør have deres statsborgerskab taget op til overvejelse, fordi de forrådte deres danske landsmænd ved ikke at have holde striden inden for landets grænser.

Men den sande historie er, at de og deres tilhængere ikke havde andre handlemuligheder at ty til. De forsøgte at få Jyllands-Posten til at erkende dens brøde. De forsøgte at vinde støtte i regering og opposition. De bad en lokal statsadvokat om at rejse sagen i henhold til landets blasfemilov. Og de anmodede ambassadører fra muslimske lande om at mødes med statsminister Anders Fogh Rasmussen. Alle steder blev de mødt med afslag - dog genovervejer Danmarks rigsadvokat, om der er grundlag for at rejse sag. Så ærligt talt - hvilket andet valg havde de?

Dette er ikke det eneste eksempel på Danmarks nye magiske tænkemåde. Efter flagafbrændingerne begyndte danske nyhedsmedier at omtale det hvide kors på nationalflagets røde baggrund som et kristent symbol.

Der var noget i denne tale, der klang helt falsk, for vi danskere er for længst kommet til at føle os langt mere forbundne med flaget end med religionen. Kun tre procent af danskerne deltager i en ugentlig gudstjeneste.

Ikke desto mindre havde nyhedsmedierne ret. Til en vis grad. Sagnet vil vide, at flaget faldt ned fra himmelen under et slag mellem danskere og estere for næsten 800 år siden. Det var et tegn fra Gud, og det førte danskerne til sejr. Nu er det samme flag verden over blevet til et symbol på Danmarks foragt for en anden verdensreligion.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu