Læsetid: 8 min.

Det er en forbandelse at leve i interessante tider

18. november 2005

Jakob Boeskov er en mand med en mission. En mission om at gøre noget ved tingenes tilstand. En mission om at skubbe til verden. Og en mission om at skubbe til sig selv. Jakob Boeskov er den poliske kunsts desperado og med sig selv som medie og livet som indsats, belyser han verdens barokke virkelighed i sine værker. I dag åbner den første soloudstilling med ham i Danmark

Jakob Boeskov blev smidt ud af Kunstakademiet, nærmest inden han var kommet i gang. Som overflyttet studerende fra Arkitektskolen havde han lavet nogle indiske mandalategninger ud fra en særlig tegneseriestil, han benyttede på det tidspunkt. Men det faldt ikke ind under skolens forståelse af kunst.

"Jeg skulle præsentere mit arbejde for professorerne Erik Steffensen Peter Bonde. Og de var ikke tilfredse. De sagde begge, at det jeg lavede, var meget fint, men det var altså bare ikke kunst," fortæller Jakob Boeskov.

"Og det skal siges, at det er meget sjældent, man hører den anklage på et kunstakademi i den vestlige verden."

Men hvad nu hvis, det Jakob Boeskov havde lavet var fremtidens kunst, og de kommende studerende fremover ville komme ind på Akademiet med den slags, spurgte et par forvirrede medstuderende professorerne. Hvad nu hvis, det i virkeligheden var kunst?

"Men så sagde Erik Steffensen: 'Hør her: Der er ikke nogen, der kommer ind på Akademiet med det her, for det er os, der bestemmer, hvem der kommer ind på Akademiet.' Den slags er lidt svært at argumentere imod, så jeg tænkte; fint, hvis det handler om, hvem der har bemægtiget sig kunstfabrikken, så gider jeg ikke være med. Og så skred jeg." fortæller han.

"Jeg var virkelig vred på Akademiet i mange år, men så gik det op for mig, at man kommer i klub med de helt store med sådan en dom. Alt vigtig kunst de sidste 150 år er blevet erklæret for ikke-kunst. På en måde er det den fineste udmærkelse, man overhovedet kan få. Så en stor tak til Erik Steffensen." Han retter sin tak direkte ned i diktafonen mellem os.

Jakob Boeskov har en fortid som undergrundstegneserietegner i midt90'ernes København. Med udgangspunkt i sine egne og kunstverdenens neuroser udstillede og latterliggjorde han den københavnske in-crowd i magasinet Flax-letters, der blev udgivet af det ultrapopulære Galleri Wallner. Her opdagede Boeskov, at det normalt så lidet respekterede job som tegneserietegner fik en kæmpe anerkendelse ved at blive udstillet og udgivet gennem et galleri. Og herfra blev han klar over, at det var den vej, han skulle gå.

I dag kan Jakob Boeskovs kunst bedst betegnes som Hacktivism. En speciel metode, der via projekter eller happenings hacker sig ind på eksisterende systemer ved at udgive sig for at være noget andet, end det er. Hans bedst kendte værk gennemførte han for tre år siden, da han under dække af et dansk våbenfirma drog til våbenmesse i Kina med en prototype af geværet ID-Sniper. Det kunne skyde en lille chip ind i benet på f.eks. en demonstrant, og så kunne man via en computer følge demonstrantens flugtrute. Modtagelsen i våbenbranchen var overvældende, og Jakob Boeskov chokeret. Det var som konstant at have et nervesammenbrud, fortæller han, og han måtte spise valium under hele messen for at holde det ud.

Herefter havde han planer om at åbne en Blockbuster-videobutik i Bagdad, men blev stoppet af det selskab, der skulle filme og sponsere turen. Ikke på grund af det livsfarlige i projektets idé, men på grund af frygten for copyright og sagsanlæg fra Hollywood.

Sidste år kunne man opleve Jakob Boeskov i programserien Danes for Bush på DR2, hvor han sammen med journalisten Mads Brügger tog til USA for at følge den amerikanske valgkamp. De udgav sig for at være Die Hard Republicans fra Danmark, der kom for at støtte Bush og krigen i Irak. Endnu engang var et system hacket, og Boeskov befandt sig på indersiden af noget, han kun havde betragtet på afstand.

Stilen er kompromisløs og til tider decideret farlig. Men for Jakob Boeskov giver det mening. For ham er der ikke noget at betænke sig på. Vil man rykke noget, må man gå langt.

"Stilen har den fordel, at du bevæger dig ind i nogle kontekster, hvor folk ikke ved, hvad de har med at gøre. Du fanger folk med paraderne nede og har derfor lettere ved at komme igennem med dine budskaber," forklarer han. "Hvis du udstiller noget i et galleri, så møder du først folk, når de er gået gennem døren, så forventer de noget specielt, og du taler kun til et lille, indforstået publikum. Alt det når du ud over, ved at træde ud af galleriet og museet."

- Ligger der indbygget en mulighed for at æde det system, man hacker, op indefra?

"Det kan man sige, men generelt tror jeg ikke på, at ændre et system indefra eller ødelægge det. Det ironiske element i hele hackerbranchen er jo også, at hackere tit får job som systembeskyttere, efter de har hacket et store firmaer. På samme måde, kan man sige, at man kan gøre opmærksom på fejlene i et system ved at udstille dem, og derved sker der forhåbentlig et eller andet," siger Jakob Boeskov, og forklarer, at han med Kina-projektet, blev interviewet til Der Spiegel, BBC og vigtigste af alt et brancheblad for mikrochip, der kunne fortælle ham, at han havde forårsaget en mindre katastrofe i branchen. Samtidig havde internetsitet for det falske danske våbenfirma Empire North, som skulle producerer The ID Sniper mere end 4,5 millioner hits. Siden er værket foreviget gennem fotografi og tekst, der har været udstillet over hele kloden.

Jakob Boeskovs er af mange opfattet som en vred ung mand og hans kunst som stærk politisk. Det vedgår han blankt. Men der er også behov for at være det, mener han,

"I Danmark har jeg tit fået den der: 'Hvad er der egentlig galt med dig'? Men i de senere år - efter at verden er røget ud af kontrol - er der kommet flere og flere, der ikke bare laver feelgood-kunst," siger han.

"Det siger også noget om et land som Danmark, at vi er gået i krig for første gang i hundrede af år, men når du går ned i 7-Eleven, er der bugnende fyldt med modeblade og museerne er fyldt med farveladekunst. Danmark er med i en krig, der på en eller anden måde er Tredje Verdenskrig. Vi ser en art global religionskrig," siger Jakob Boeskov med et på en gang ophidset og opgivende tonefald.

"Det er er spørgsmål om at tage det personligt. Jeg bor 20 meter fra Nørreport station, så selvfølgelig tager jeg det personligt. Derfor må det også ud gennem mine værker. Jeg kan ikke lade være - det har simpelthen en terapeutisk virkning på mig. Og så er det interessant." siger han og citerer et kinesisk ordsprog.

"'Det er en forbandelse at leve i interessante tider'. Det er en kompleks, og smuk, og horribel virkelighed, vi lever i. Kommer du med en gammel venstrefløjs-, dualistisk koldkrigsopfattelse af verden, hvor Pia Kjærsgaard og George Bush bare er de onde, så har du et problem. Du bliver nødt til at se verden meget mere fragmenteret og nuanceret. Det var også et af formålene med Danes for Bush," siger han.

"De fleste af de republikanere, vi mødte, var langt sødere og mere snakkesaglige end venstrefløjen. Der er sådan en puritanisme og et selvpineri ved venstrefløjen, der ikke er til at holde ud. Mens der på højrefløjen - og også på våbenmessen i Kina - var en langt mere befriende tone. En nærmest apokalyptisk stemning: Lad os bruge alle pengene og bare drikke og hore." Han spekulerer lidt over, hvad han lige har sagt, og holder pause.

"Det er en af livets ironier. Røvhullerne er sjovere og mere charmerende end de gode. Og så er en af de fede ting ved at hænge ud med onde mennesker, at man ikke skal høre på alt det brok om, hvor onde de onde er."

- Men samtidig med den stigende kompleksitet bliver verden vel også mere og mere enkel? Du ved, 'hvis du ikke er med os er du mod os.

"Det er også det ID-Sniper-projektet handlede om. Det er et billede på en verden, hvor vi er klar til at bruge simple løsninger på komplekse problemstillinger."

Jakob Boeskovs kunst ligger i et underligt krydsfelt af dokumentarisme, rollespil, populisme, kunst og fiktion. En slags ABBA møder Edward Munk, er han blevet kaldt. Selv finder han bare kunsten befriende.

"Basalt set er kunstverden ligesom showbusiness - den eneste forskel er friheden. Og det er en af grundene til, at jeg har valgt at arbejde i det her felt og ikke journalistikken for eksempel," fortæller han

"I journalistikken holder man sig meget stringent til nogle objektivitetskrav, men objektivitetskravene er jo i virkeligheden ret absurde. Allerede Niels Bohr sagde, at man ikke kunne måle et system uden at påvirke det. På samme vis havde vi nok heller ikke talt sammen på den måde, vi gør, hvis ikke det var for denne her," han løfter diktafonen.

"At tro, man bare kan komme hen til folk, der sælger våben og bomber med sådan én og begynde at spørge løs, er jo absurd. Man kan godt prøve, men man får ikke virkeligheden at vide. Så nogle gange er det nødvendigt at lyve for at komme tættere på sandheden, og det er journalistikkens akilleshæl," siger han og kommer med et andet eksempel på kunstnerens frihed.

"Da vi lavede Danes for Bush var det forbudt for os at lave grin med Mærsk. Vi havde lavet sådan en kuglepen her." Han viser en kuglepen frem af den type, hvor en lille ting langsomt kan flyde fra den ene til den anden ende, hvis man tipper pennen. I denne udgave er den lille bevægelige ting et Mærskskib, der sejler fra USA mod et krigshærget land med moskeer og springende bomber.

"Alle de klip, hvor kuglepennen indgik blev klippet ud af programmet. DR var simpelthen bange for et sagsanlæg, og hvis nogen opdagede det, måtte jeg personligt hæfte for det."

Og Jakob Boeskov hæfter personligt. I dag åbner den første soloudstilling med ham i København.

Coup de Théâtre - Jakob S. Boeskov. Fra fredag den 18. nov. V1 Gallery. Absalonsgade 21B. 1658 kbh V

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu