Læsetid: 3 min.

Forbandelsen

28. juli 2000

DER HVILER en forbandelse over Poul Nyrups parti. Uanset hvad man forsøger i den aktuelle euro-kampagne, så ender det i kævl og katastrofal
mediomtale og vælgerflugt fra dét, der er partiets vedtagne projekt: Dansk deltagelse i den europæiske møntunion via et ja den 28. september. Alene fra maj til juli er 11-12 procent af S-vælgerne vandret fra ja til nej, skal man tro Greens Analyseinstitut. Og siden den måling er ulykkerne for alvor væltet ned over statsministeren, hans stadig mere groggy væbnere og hans hele kampagne. Tanken, om at det skal fortsætte i endnu to måneder, er uudholdelig.
Med de fleste medier som villige katalysatorer hærges Socialdemokratiets ja-kampagne af uklarhed og strid om linje og budskab. På denne plads har vi mere end én gang citeret og krediteret såvel statsministeren som hans mand i forreste skudlinje, Claus Larsen-Jensen, for at nu må der altså tales om det politiske indhold af unionen. Vældig fornuftigt i betragtning af, at såvel de økonomiske vismænd som tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer har sagt, at det kun vil få mindre betydning for Danmarks økonomi, om vi siger ja eller nej til ØMU'en. Og fornuftigt fordi det er unionens politiske perspektiver, der i årtier har optaget og delt vælgerne. Skal Danmark nogensinde finde fred med EU, så kræver det den smertefulde, men også perspektivrige og visionsbårne snak om, hvad vi egentlig vil med og i Europa.
Men igen og igen er d'herrer Rasmussen og Larsen-Jensen og flere med dem faldet tilbage til økonomiske stokkemetoder. Senest i tirsdags hvor Larsen-Jensen i Ekstra Bladet fremmaner økonomiske kriser med samfundets svage som sikre ofre.
Som om denne slingrekurs ikke var nok til at gøre vælgerne rundt på gulvet og utrygge ved partiets linje, har tre ministre nu meldt sig med en betoning af dét, som statsministeren mindst af alt ønsker: Tvivlen om det velsignelsesrige i ØMU-projektet. Med en timing så åbenlys og provokerende, at der ikke kan herske tvivl om bagtankerne, har miljøminister Svend Auken og efterfølgende trafikminister Jacob Buksti og justitsminister Frank Jensen luftet deres anfægtelser vedrørende ØMU'en, før de fandt sig til rette med det partivedtagne ja. De har begrundet aktionen med vigtigheden af at tale til de mange tvivlere i vælgerkorpset - i åbenlys protest mod den kontraproduktive, 'flomme-europæiske' linje, som Auken har beskyldt bl.a. Larsen-Jensen for at føre.

POLITISKE 'iagttagere' har stået i kø for at påpege, at dette er 'Auken-fløjens' forsøg på at positionere sig til situationen efter det nej, der truer. Ved allerede nu at lægge distance til Nyrup, vil Svend Auken og hans meningsfæller efter et nej stå styrket som dem, der forsøgte at advare. Hvis Nyrup som ansvarlig for et nederlag må gå, så står Aukens kronprins - Frank Jensen - stærkere som ny formandskandidat end Nyrups kandidat: socialminister Henrik Dam Kristensen, der har fulgt partichefens siksakkurs i tykt og tyndt.
Iagttagerne har hævdet, at dette er senvirkningerne af formandsopgøret i 1992, hvor Nyrup fik væltet Auken ved et blodigt kup. Det er en temmelig enkel, magtpolitisk forklaring - det ubehagelige er, at den i sin grund er sand. For det er hér, Poul Nyrup Rasmussens evige forbandelse ligger. Måden, han for otte år siden kom til magten i sit parti på, gør, at han aldrig har kunnet træde ind i rollen som den samlende respekterede faderfigur, som S-ministre og folketingsgruppe slutter unisont op om, viser fuld tillid og dermed får til at vokse i autoritet og indre sikkerhed.
Nyrup er ikke - og kan med sin forhistorie næppe blive - tryg i sin rolle. "Vi må ikke blive bange for vor egen skygge," sagde afdøde LO-formand og socialdemokrat Thomas Nielsen engang, efter sigende inspireret af sin unge rådgiver, LO-økonomen Poul Nyrup Rasmussen. Men Nyrup er bange for skyggerne, og derfor er hans ledelse af partiet - og dagens ja-kampagne - præget af usikkerhed og siksak.
Partiets kampagnegruppe har aldrig af sin leder fået den klare vision og den urokkelige tro på eget EU-budskab, som kunne have sikret fodslag og helhjertet opbakning fra de, der skal kæmpe kampen for et ja.
Derfor oplever man, at ikke kun Auken-fløjen nu svigter og gør ondt værre, men at også en vælgermagnet som Karen Jespersen - der aldrig har været på Auken-fløjen - holder mund i EU-kampagnen, ligesom LO-formand Hans Jensen - ej heller Auken-støtte - er begyndt at gå egne veje. Tvivlen - om det hele - har for alvor ramt Socialdemokratiets top. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her