Læsetid: 4 min.

Et forbandet liv i rampelyset

22 år efter sin død oplever Truman Capote en sand revival. Det kan ikke undre i en tid, hvor det handler om at blive underholdt eller berømt for enhver pris
16. marts 2006

"Den eneste, der kan ødelægge en stærk og talentfuld forfatter, er ham selv," sagde Truman Capote engang i et af de tv-show, han yndede at dukke op i, da hans popularitet var på sit højeste i 1960- og 70'erne. Det var i den periode, den amerikanske forfatter også proppede sig med narkotika og derfor kunne finde på at sige hvad som helst. I dette tilfælde - og i hans eget tilfælde - viste ordene sig imidlertid at holde stik.

Efter i 1966 at have udgivet In Cold Blood syntes hans lykke at være gjort.

Forventningerne til nonfiction-romanen om retssagen mod to mænd, der i 1959 dræbte en familie på fire fra Kansas, havde været store, efter at et par af kapitlerne var blevet trykt i tidsskriftet The New Yorker.

Men de blev indfriet, oven i købet i en sådan grad, at Capote kort efter valgte at krone succesen ved at holde et maskebal for sine 500 nærmeste venner, deriblandt Henry Ford, Frank Sinatra, Andy Warhol, Arthur Schlesinger, Jr. og Lauren Bacall, på The Plaza Hotel i New York.

Selv om Capote ved sin død efterlod sig et rigt forfatterskab, er det disse to ting - bogen og begivenheden på The Plaza - mange i dag forbinder med den lille, trinde forfatter med den manierede stemme.

Og set i lyset af vor tids dominerende celebrity-kultur hævdede Deborah Davis for nyligt med rette i forbindelse med udgivelsen af sin bog The Party of the Century: "Med In Cold Blood gav han os appetit på reality-underholdningen, og med sit maskebal affyrede han startskuddet til Den røde løbers æra."

Geni og outsider

Da Truman Streckfus Person blev født i New Orleans i 1924, var hans forældre klar over, at det var en fejl, at de havde giftet sig. De gik hver til sit, og gennem det meste af sin opvækst pendlede han mellem sin alkoholiske mor, der havde fået opfyldt sin drøm om en pæn adresse på Manhattan, og Sydstaterne, hvor han tilbragte ferierne med sin arbejdsløse far og sine farverige tanter.

Navnet Capote fik han efter sin stedfar.

"Jeg følte mig fuldstændig anderledes end alle andre," har Capote sagt om sin turbulente opvækst.

"Ingen forstod mig. Jeg tror, at det er grunden til, at jeg begyndte at skrive. På papiret kunne jeg i det mindste få lov til at udtrykke, hvad jeg mente."

Moderen, der var fortvivlet over, at Capote nægtede at opføre sig som en dreng, sendte sin søn til en psykiater. Her var beskeden, at han var et geni. Sådan lød det i hvert fald senere fra hovedpersonen selv, og faktum er da også, at Capote uden nogen imponerende skolegang formåede at begejstre det litterære etablissement, da han i en alder af 23 år debuterede med Other Voices, Other Rooms (1948).

Romanen om den 13-årige Joel, der i jagten på sin far ender med at finde sin homoseksuelle identitet, var på én gang med til at puste til USA's nye sociale vinde og beskrive disse. I fællesskab med andre homoseksuelle samt afroamerikanske og jødisk-amerikanske forfattere - Gore Vidal, Paul Bowles, Ralph Ellison, James Baldwin og Saul Bellow - gav Capote så at sige sit hjemlands minoriteter en stemme, der ikke kunne overhøres.

I Capotes tilfælde en stemme båret af lyrisk svungne passager og en mesterlig evne til at springe mellem det realistiske og det surrealistiske, hvilket som oftest går fint i tråd med hans fiktion, der - fra Other Voices, Other Rooms over The Grass Harp (1951) og Breakfast at Tiffany's (1958) til Music for Chameleons (1980) - er domineret af figurer, der stædigt fastholder deres barnlige drømme i en truende voksenverden.

Den store nedtur

In Cold Blood knækkede Truman Capote, og det selv om projektet, der begyndte som en artikel-opgave for The New Yorker, hurtigt udviklede sig til at være netop, hvad forfatteren søgte.

"Mens jeg skrev, indså jeg, at jeg nok havde fundet løsningen på, hvad der altid havde været mit største kreative problem. Jeg ville producere en journalistisk roman, noget i stor stil båret af pålidelige facts, en films umiddelbarhed, prosaens dybde og friheder, og lyrikkens præcision," som han begrundede sin entusiasme med - uden at komme ind på, hvorfor det først var, da han så morderen Perry Smith i retssalen, at han for alvor engagerede sig i historien.

Ifølge hans barndomsveninde og kollega Harper Lee forelskede han sig simpelthen i Smith, hvilket naturligvis kastede forfatteren ud i et moralsk dilemma, da han samtidig havde brug for at få duoen henrettet, så han kunne skrive slutningen på sin bog.

Efter udgivelsen af In Cold Blood og festen på The Plaza gik det både kunstnerisk og menneskeligt støt ned ad bakke for Capote. De stoffer, der startede som festlige indslag og blev brugt til at dulme nerverne med under arbejdet med In Cold Blood, var han pludselig afhængig af. Da han i 1975 publicerede et kapitel af en planlagt roman Answered Prayers i magasinet Esquire, var det også slut med at feste og sladre med de rige og berømte. De følte sig forrådt af de let gennemskuelige portrætter af sig selv og deres vaner, egoer og forfængeligheder, som Capote skildrede i kapitlet La Côte Basque, der i 1987 også dukkede op i Answered Prayers: The Unfinished Novel.

Da han, nogle år inden han døde som 59-årig i 1984 med en mængde forskellige medikamenter i kroppen, dukkede stærkt påvirket op i et tv-show, var hans eneste kommentar: "Hvad havde de regnet med? Jeg er forfatter."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu