Læsetid: 3 min.

Forbandet mørke

8. februar 2003

ERFARINGEN ER så gammel, som den er sand: Lettere at forbande mørket end tænde et lys. Det gælder, når man tumler ned ad kældertrappen og famler langs væggen.
Og det gælder, når man har sat sig på sin rumpe for at skrive et politisk manifest. I sidstnævnte tilfælde kan man med frydefuld spot og forargelse udmale tingenes ubærlige nuværende jammerlighed. Men når det kommer til at opgestalte det Jerusalem, man vil sætte i stedet, flyder ordene ikke længere så lindt i tastaturet. De bliver pauvre eller pompøse.
Og de læsere, der jubler over nedrakningen af det bestående, erklærer sig højlydt og hver på sin måde stærkt ubegejstret ved det formulerede alternativ.

GÅRSDAGENS AVIS fejrede 25-års fødselsdag for Oprør fra midten – den debatbog, som i 1978 kom fra den overraskende forfattertrio: K. Helveg Petersen, radikal kulturpolitiker; filosoffen og forfatteren Villy Sørensen og fysikprofessor Niels I. Meyer. Bogen solgte i svimlende 122.400 eksemplarer, og folk snakkede om den årevis.
Men hvad kom der ud af det? Derom spurgte Information i går den overlevende oprører, Niels I. Meyer. Hans åbenhjertige svar om landets og verdens gang lød:
»Det gik stik modsat af det, vi ønskede.«
Og det skal man være lykkelig for, mente gårsdagens kronikskriver, den 27-årige Rasmus Bech Hansen, som kaldte oprørsbogen for »Marx’ industrialiseringskritik, tilsat lidt grundtvigiansk nationalisme«.
Lyt til det fur, Bech Hansen giver:
»Bogen bærer umiskendeligt præg af sin tid, og det er bogens fundamentale problem i mere end én forstand. Den er skrevet i en tid, hvor det rent ud sagt gik ad helvede til: De kæmpestore nationaløkonomiske problemer, arbejdsløsheden, inflationen, de stigende miljøproblemer, våbenkapløb, mange krige, stigende økonomisk ulighed globalt såvel som nationalt, de to dominerende samfundssystemers fallit (USA’s race- og ulighedsproblemer, og erkendelsen af Sovjetsystemets undertrykkelse), virksomhedernes stigende indflydelse og manglende ansvar for samfundets overordnede udvikling.«

HOV! BREEEMS! Læs de ord én gang til. Er dét, der går ad helvede til nu om stunder, så fuldstændigt anderledes, at man trygt kan glemme alt om Helvegs, Sørensens & Meyers mørksyn?
Ja, noget er der da sket i de forløbne 25 år. Sovjet og dets kolonistyre i Østeuropa er klasket sammen. Inflationen har aktuelt forvandlet sig til deflationens spøgelse. Men ellers? Tjek listen. Rædslerne består. Miljøudpiningen, våbenkapløbet, uligheden kører endda vildere.
Og nu – polemikken vendt mod dig selv, unge Rasmus Bech Hansen: Hvad agter du – og alle andre under 30 – at gøre ved det?
Midteroprørets gamle gubber havde modet til at gøre sig sårbare ved at opstille samfundsalternativer – til fri nedgøring.
Hvad gør du og dine venner, Rasmus?

NETOP UDFORMNINGEN af de konkrete alternativer viser, hvor midteroprørerne vitterligt var tidsbundne. Deres politiske erfaringsår var 1950’erne og 60’erne, hvor Danmark stadig var et nationalt indelukke, der kunne indrette sig, som folkeviljen var til. Skulle andet end håndører føres ud af landet, krævede det Nationalbankens forudgående skriftlige tilladelse. I 1978 var osteklokken ved at krakelere, og få år efter, da Schlüters borgerlige firkløverregering åbnede for den fri kapitalbevægelse over landets grænser, så var det slut – med landet Lilleput. Sådan var det gået under alle omstændigheder. EU’s Indre Marked har sin logik, som også ikke-medlemslandet Norge må føje sig for.
I en sådan internationaliseret virkelighed er det svært at forestille sig gennemførelse af midteroprørernes borgerløn – en offentlig ydelse i folkepensionsstørrelse til alle, sådan at ingen tvinges til lønnet arbejde, og enhver kan beskæftige sig med det, som evner og tilbøjelighed tilsiger. Det ville rydde herligt op i bureaukrati at sætte alle offentlige personydelser til samme størrelse. Men kan det forenes med trangen til milimeterretfærdighed? Og de arbejdsduelige ville nok sidde med en smag af at blive fodret med egen hale. For slet ikke at tale om bekymringen over borgerlønnen som foderbræt for alle tilflyvende.
Ligeledes er bogens forslag om lokale produktionsfællesskaber og samfund på højst 1.ooo borgere en løsning, som havde været møjsom nok at skaffe stemmer til i 1978, men i dag er til Frilandsmuseet.
For at sætte sig igennem må utopien udtrykke sig i helt håndgribelige krav. Succeseksempler i danmarkshistorien: Opbrydningen af de store godsejendomme, indførelsen af otte timers arbejdsdag, sanitet i boligen. Hvordan formuleres kravene så enkelt nu? Og til hvem, helt præcist?

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu