Læsetid: 5 min.

Et forbandet sted

22. august 2006

Sidste efterår blev først Paris og efterfølgende store dele af Frankrig erklæret i undtagelsestilstand for at sikre ro og orden i gaderne.
Man ville, som indenrigsminister Sarkozy formulerede det, sikre ’Republikkens ret – i stedet for forstadens ret’.

Det seneste år har man i Frankrig således kunnet observere både ’det politiske’ som ’undtagelsestilstand’ – og altså ’forstaden’ som undtagelsestilstand. Og det er just problemet om forstaden, der for tiden udgør Frankrigs største indenrigspolitiske udfordring. Sarkozys bemærkning er således symptomatisk for den politiske krise, Frankrig i lang tid har befundet sig i

Forfaldet fra De Gaulle

I dag er det i princippet kun præsidenten, der kan erklære undtagelsestilstand hvor og når som helst. Grundlaget er den franske grundlovs paragraf 16, som De Gaulle fik godkendt under den algeriske opstand i april 1961.

Og det tør nok antydes, at den præsidentielle magt hermed blev styrket. Paragraffens grænser er stort set ikke-eksisterende og må derfor anskues både som en underminering af fundamentale borgerrettigheder og som et brud på århundreders europæisk retstænkning. Det kendetegner også den franske politiske situation siden Anden Verdenskrig.

Med De Gaulle begynder Frankrig derfor sin kurs henimod totalt politisk forfald. I dag har Frankrig med sit ’nej’ til EU-forfatningen sat en stopper for det projekt, det selv var med til at formulere og sætte i gang. Landets gæld er cirka 2.000 mia. euro. Der tales kun fransk i Frankrig – i de parisiske forstæder tales der reelt kun noget, der minder om fransk.

Et fransk, der er lært på gaden snarere end i skolen. Og filosofien, videnskaben og den store franske tænkning?

Mest af alt er den præget af samme håbløshed, i bedste tilfælde naivitet, over for Frankrig og dets fremtid, som tilsvarende præger den politiske virkelighed.
Den efterfølgende debat om efterårets optøjer, om undtagelsestilstanden (og om de sociale omstændigheder, der førte til den) og om studenteroprøret var kortlivede.

Begivenhederne synes glemte. I parlamentet sker der absolut ingenting. Her er premierminister Villepin involveret i den ene skandale efter den anden, senest i forbindelse med en tilsmudsning af indenrigsminister Sarkozy. Når de to vigtigste ministre ikke kan samarbejde, skyldes dette mindre deres fornægtelse af problemets eksistens end det forhold, at de to er rivaler til det kommende præsidentvalg i foråret 2007.

Journalisterne synes enige om, at det bedste i Chiracs politiske karriere var hans post som landbrugsminister. Chiracs præsidentperiode på 12 år viser desuden, at ingen i toppen af fransk politik reelt er interesseret i at forandre og reformere samfundet.
Men hvad med borgerne, som trods alt har givet politikerne deres mandat?

Forbindelsen mellem folket og dets repræsentanter er for længst forsvundet i Frankrig, og i forstaden har den aldrig eksisteret. De valgte repræsenterer mere hinanden end folket. De er mere udtryk for de overklasseskoler og eliteuniversiteter, de alle har gået på, hvorfra alle kender hinanden, hvilket i øvrigt forklarer, hvorfor nytænkning i fransk politik så vanskeligt lader sig indfinde.

Et bandlyst sted

Banlieu er det franske ord for forstad. Ordret oversat betyder det ’et forbandet sted’, eller ’et bandlyst sted’. Det har således samme charmerende konnotation som det engelske suburb, der, følgende samme ordrette oversættelse, betyder ’underbyen’.

Den juridiske konnotation indikerer et område, der er fritaget for ret; rettens undtagelse. Forstaden kan derfor betragtes som en permanent undtagelsestilstand. Beskrivelsen af denne tilstand som mystisk, som havende mana-karakter eller som en uren zone, synes at indfange, hvad Carl Schmitt forstår ved undtagelsestilstanden. Det beskriver den franske, politiske virkelighed ganske godt. Begreber som mystisk, mana og lignende blev flittigt brugt af den europæiske antropologi og etnologi om de såkaldte primitive kulturer, som de i kolonitiden besøgte og udforskede flittigt. Den franske forstad med sin overvejende afrikanske – til nød arabiske – befolkning udgør derfor, hvad man med rette kan kalde for en moderne fransk koloni: et mystisk, retssuspenderet og farligt sted.

Fra en arbejdsløshed, som på landsplan er cirka to procent, er den i forstæderne visse steder på over 50 procent. Hvad gør man ved problemet i dette land, hvor man overalt ser monumenter, indgraveringer og statuer med revolutionens slagord om frihed, lighed og broderskab? Man bygger motorveje omkring byen, dvs. den indre by, den egentlige by, så den afgrænses i forhold til forstaden.

Forstaden som dette bandlyste sted er således et juridisk reststed, glimrende demonstreret i forstadsarkitekturen, der mest af alt ligner levn af den egentlige bys byggeaffald. I forstaden synes arkitekturen således befriet for sin videnskabs regler og normer.

Borgeren i dette retsarkitektoniske opholdssted er på samme måde uden for normen, uden for retten. Dét er den egentlige bedrift og resultat af 1789-revolutionen.
Frihed, lighed og broderskab eksisterer ganske vist i Frankrig, men til den klasse man tilhører. Hvad værre er, måske er dét netop den korrekte forståelse af begrebet borger? Måske er ikke alle borgere i Frankrig? Hvis man med dette begreb betegner en retsbærer af fundamentale borgerrettigheder, såsom at have en politisk stemme, der har ret til at blive hørt, præsenterer svaret sig ikke umiddelbart.

De brændende bilers byer

Inden for de sidste årtier er der imidlertid opstået yderligere et begreb til betegnelse af forstaden: un quartier chaud: et varmt kvarter. Med henblik på de brændende biler i forstaden, som dagligt oplyser nattehimlen i de ellers golde forstæder, synes det i den grad passende. Mere interessant er imidlertid en anden tolkning, der hævder, at le quartier chaud betegner et område i visse dele af byen, hvor brandvæsenet ikke kommer af frygt for at miste liv og lemmer. Foruroligende er det, at politiet følger samme strategi.

Loven har trukket sig tilbage fra forstaden. Med dette in mente, kunne man passende stille spørgsmålet, hvornår Frankrig har tænkt sig at spille samme positive rolle i forstaden, som det mener, det bør spille i kolonien? Derfor bør forstaden betragtes som et sted, der inkarnerer det mest presserende politiske problem i Frankrig p.t., på det realpolitiske plan, såvel som på det teoretiske: rettens undtagelse.

En længere version af artiklen kan læses i RÆSON: http://www.raeson.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu