Læsetid: 3 min.

En forblændet logik

23. april 2004

Over halvveJS inde i den amerikanske journalist Bob Woodswards nye bog om George W. Bushs planlægning af Irak-krigen indtræffer et rammende øjeblik, hvor præsidenten kaster al sund fornuft over bord og frivilligt lader sig slavebinde af en morbid magtlogik, der i tidligere tilfælde af verdenshistorien har fremkaldt tragedie og ulykke. Det øjeblik opstår, når en leder sender sit land i krig, fordi han er blevet fanget af konsekvenserne, der følger af krigsplanlægningen. Processen bliver uigenkaldelig.
Bush synes at have anerkendt denne logik tidligt i ja-nuar 2003 under et møde med sikkerhedsrådgiver Condi Rice. Hun havde netop hørt fra Hans Blix, hvor behjælpelig den militære opbygning i Kuwait var for våbeninspektørernes arbejde i Irak.
»Hvor lang tid tror Blix, jeg kan fortsætte med det. Et år? Vi kan ikke blive siddende, mens Saddam leger kispus med os,« siger præsidenten.
Rice: »Du bliver nødt til at gøre alvor af din trussel. Når man bakker diplomati op med magttrusler, må man affinde sig med den beslutning (at skulle gå i krig, red.)«
Woodward fortæller, at Bush var bekymret over, at hemmelige CIA-operationer inde i Irak ville blive opdaget, hvis krigen blev udsat meget længere. Hvordan opretholde styrkernes moral i Kuwait? Hvad ville arabiske allierede sige, hvis USA endnu engang lod Saddam beholde magten?
»Saddam manipulerer med den internationale orden. Tiden er ikke på vores side. Vi bliver nødt til at gå i krig,« konstaterede Bush.
Samme forblændede logik driver i dag beslutningsprocessen i Washington. USA skal fortsætte kursen i Irak og fuldende opgaven. Ellers mister amerikanerne international prestige. Intet land vil længere respektere den militære supermagts ord. »Irakerne ser på os og spørger sig selv, om vi bare vil stikke halen mellem benene,« sagde præsidenten i en tale onsdag. Han tilføjede: »Men så længe, jeg er i Det Ovale Kontor, vil det ikke ske. Vi vil fuldende opgaven. Menneskeheden stræber efter frihed, og frihed midt i Mellemøsten er en historisk chance for at ændre verden.«

Hvad skal irakerne og for den sags skyld resten af verden stille op med en sådan fanatisme? I sidste uge gav Bush nådigst grønt lys til, at FN forvalter den politiske proces i Irak mellem 30. juni og valg til en nationalforsamling i januar 2005. Årsagen er, at prokonsul Paul Bremer og eksilirakerne i Regeringsrådet har mis-tet den sidste dråbe af legitimitet i landet. FN’s involvering er et første positivt skridt, men helt utilstrækkeligt. Den eneste chance USA og det internationale samfund har for at skabe et minimum af folkelig opbakning til stabilisering af Irak og en ordnet overdragelse af fuld suverænitet til et repræsentativt styre er at indordne den militære komponent under Sikkerhedsrådet. Der skal stå FN skrevet på de amerikanske generalers uniformer og en sand repræsentativ multinational styrke med deltagelse fra arabiske og muslimske lande skal stables på benene. Ellers brister drømmen om et frit Irak.
Desværre vil Bush aldrig give sig på dette punkt. Onsdag bekræftede viceforsvarsminister Paul Wolfowitz i Kongressen, hvad enhver allerede ved. USA’s militære styrker i Irak vil agere uafhængigt af den FN-udpegede overgangsregering efter 1. juli. Generalstabschef Richard Myers svarede ja, da han blev spurgt, om de militære beslutninger forbliver i hænderne på den amerikanske øverstbefalende på ubestemt tid. Koalitionspartnerne skal fortsat være pynt. Det er i længden en uholdbar situation. Spørgsmålet er, hvad de 30 bidragydere i Irak kan gøre. Nogle har valgt at trække sig ud, såsom Spanien og Honduras. Den Dominikanske Republik følger snart trop. Bulgarien kræver et FN-mandat. Thailand vil trække sine 450 soldater hjem, hvis de bliver beskudt. Måske vigtigst af alt er den polske regering i tvivl om, hvorvidt den vil forny sin aftale med USA om at lede en division på 9.000 soldater. Polens bataljon på 2.500 skal efter planen hjem 30. september. Om det vil ske, er endnu ikke afgjort.

Bush har ikke gjort livet lettere for sig selv ved at beskylde Spaniens statsminister for at »give terrorister og frihedens fjender i Irak en falsk tryghedsfornemmelse.« Hvad koalitionspartnerne tilsyneladende endnu ikke har begrebet er, at denne amerikanske regering handler ud fra devisen: Sabelraslen virker. Føj Jer, undersåtter! Bush og Cheney forstår kun en ting: Det er magtens sprog. Hvis USA skal tvinges ind på FN-sporet i Irak, kræver det derfor en enig front blandt koalitionspartnerne. I kor bør de råbe: Hvis du, Bush, ikke følger vort råd, trækker vi os alle ud.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her