Læsetid: 6 min.

Er vi forbrydere eller er vi blot forrykte?

3. juni 2005

Han er svær at få fat i. Fikspunkterne i hans liv er kontoret i Stockholm og boligen i London. Når man får mails fra ham, er de altid sendt sent om aftenen; sjældent indeholder de mere end et par sætninger. En mobiltelefon ejer han ikke, siges det i hvert fald.
Efter fire måneders korrespondance lykkedes det endeligt. Hverken i London eller Stockholm, men i Hamborg, på det mondæne Atlantic Hotel lige ved det ydre af Alster. Dybe lænestole i mørkt læder, små borde i mahogni, te i engelsk porcelæn serveret af tjenere med hvide handsker og i stram uniform – stedet oser af overklasse, pakket ind i det typisk hanseatiske understatement. Millioner er noget, man har, men ikke taler om; i München er det omvendt.
På en måde passer Jakob von Uexküll perfekt ind i dette scenarie. Allerede det lille ’von’ i navnet antyder en vis status. Kigger man nærmere på familiens historie, støder man på en fortid i Estland og en berømt bedstefar, som var biolog. Det siges, at den gamle adelsfamilie er stenrig, og at formuen voksede betydeligt i årene efter 1933, fordi bedstefaren var tilhænger af den nationalsocialistiske ideologi og blandt andet solgte værker forfattet af sin gode ven, antisemitten Houston Stewart Chamberlain. Sammenbruddet af det nazistiske regime betød dermed ligeledes en cæsur for familien von Uexküll. Jakob blev i 1944 født i Uppsala, hvor han også voksede op. Efter et skoleophold i Tyskland drog han til England for at læse statskundskab, filosofi og økonomi. I Oxford af alle steder.
Og alligevel passer han ikke ind i billedet. Der er intet snobbet over Jakob von Uexküll, der den dag i dag både er tysk og svensk statsborger. Tværtimod! Med hans tøj, de store briller, den lille notesbog og det lidt utæmmede skæg minder han mere om en gammel folkeskolelærer end en multimillionær. Da han bestiller te i anden omgang, beder han udelukkende om varmt vand. Tebladene bruger han igen, selvom de nu har stået der i en time.
»Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi lever med problemer, som godt vil kunne løses.« Efter studiet i Oxford begynder Jakob von Uexküll at rejse. Han køber sjældne frimærker og formår i løbet af nogle få år at opbygge en betydelig samling. Allerede som barn havde han vist en stor interesse for fremmede lande og deres kultur. Frimærker er dog ikke det eneste, han har øjne for, mens han bevæger sig rundt ude i verden. Han ser, hvordan mennesker lever i sult og uden rent vand, hvordan krige om råstoffer driver mange mennesker på flugt, hvordan regnskoven bliver brændt ned pga. kortsigtede økonomiske interesser. Han oplever Den Tredje Verdens afhængighed af den første og de mange økologiske katastrofer, som den vestlige civilisations way of life fører med sig.
Jakob von Uexküll beslutter at gøre noget, at bruge sin privilegerede baggrund for at tale de fattiges sag. Hjemme i Sverige kontakter han nobelkomiteen og foreslår dem at oprette en pris for økologi, ligesom man i 1968 havde udvidet de oprindelige nobelpriser for fysik, kemi, medicin, litteratur og fred med en pris for økonomi. »Når man som jeg er opvokset i Sverige, så ved man, at den som får en så renommeret pris som nobelprisen, pludselig bliver taget alvorligt. Priser af denne slags er retningsvisende, især for unge mennesker. Og derfor er det vigtigt, at det er de rigtige mennesker, som får priserne. Alfred Nobel ville støtte de mennesker, som ydede det største bidrag til menneskeheden. For ham drejede det sig om fremtidsorientering og om samfundsmæssig relevans, og ikke udelukkende om videnskabelig-teknologisk brilleren.«
Jakob von Uexküll selv tilbyder at bidrage til prisen. Han sælger sin frimærkesamling, som i mellemtiden er vokset til fem kufferter, og tilbyder nobelkomiteen summen af én million dollars. Men de svenske forvaltere af Nobels arv takker nej. Ideen er imidlertid stødt på så megen interesse, at von Uexküll beslutter selv at stifte prisen. Under navnet Right Livelihood Award bliver prisen i 1980 uddelt for første gang – modtagerne er den egyptiske arkitekt Hassan Fathy, som har udviklet huse for fattige mennesker, og hjælpeorganisationen Plenty International. Siden hen er priserne blevet overrakt i det svenske parlament – dagen inden den egentlige nobel-ceremoni i Stockholm.

Men er der en rigtig måde at leve på, som prisens navn antyder det? »Vi bliver altid fortalt«, siger von Uexküll, »at vi lever i en postmoderne relativisme, hvor én holdning er lige så gyldig som en anden. Efter min mening er det det totale vrøvl. Når vi i dag lever på en måde, som indskrænker og umuliggør livet for vores børn, børnebørn og alle fremtidige generationer, så er det en forkert måde at leve på. Hvordan vi kommer fra det forkerte til det rigtige liv, det er naturligvis et kompliceret spørgsmål. Vi alle er jo indbundet i et system. Men samtidig er der ingen tvivl om, at enhver af os hver dag kan beslutte, om vi vil være del af løsningen eller del af problemet.«
Især det tidsspilde, der er gået de sidste tre årtier, betegner Jakob von Uexküll i dag som skandaløst. Mange af de problemer, som vi står overfor, var allerede kendte på et tidligt tidspunkt, siger han. »Det er chokerende, hvor stor en politisk fejhed der findes også på venstrefløjen med hensyn til at konfrontere de økologiske og udviklingspolitiske problemer. Og det er virkeligt et fundamentalt problem, fordi vi har brug for politiske løsninger. Der er en udbredt tro på, at globaliseringen er en slags skæbne, som man ikke kan gøre noget ved. Men det er helt forkert! Den beror på politiske afgørelser, som har skabt de rammebetingelser, uden hvilke ingen virksomhed ville foretage nogen som helst investering. Og selvfølgelig er det muligt at forandre disse rammebetingelser, hvis viljen altså er der.«
Og der er, ifølge Jakob von Uexküll, mange muligheder for forandring i dag. Der er et væld af information. Internettet byder muligheden for at etablere kommunikation og netværk mellem forskellige grupper. Der er masser af organisationer, som engagerer sig bl.a. på det økologiske, det udviklingspolitiske og det menneskeretslige område. Hvad der dog mangler, er en bedre koordination mellem disse forskellige aktiviteter. »Det er påfaldende, at modparten, som repræsenterer status quoen, og som snakker så meget om konkurrence og individualisme, er forbavsende godt organiseret. De har i årtier arbejdet sammen, har etableret deres tænketanke, organiserer konferencer, har placeret deres lobbyister i medierne og hos de politiske partier. Og rent faktisk har de haft en utrolig succes: med deres neoliberale tidsånd og princippet om økonomiens herskab over alle andre livsområder har de forvandlet verden. I bund og grund er det meget symptomatisk: når kirken dominerer et samfund, er der tale om et teokrati. Når staten er det alt-beherskende element, er der tale om et totalitært diktatur. Men når økonomien bestemmer over alle områder i samfundet, er der tale om toppen af frihed og demokrati. I dag spørger vi os selv, hvad vi har råd til – hvilken kultur, økologi, hvilke socialsystemer; i stedet for at spørge, hvilket økonomiske system vi har råd til set under kulturelle, økologiske og sociale fortegn.«

For netop at forbedre koordinationen og samarbejdet mellem alle personer og grupper, der kæmper imod denne økonomisering af samfundet og som engagerer sig for en mere bæredygtig livsform med en mere retfærdig fordeling af verdens goder, arbejder Jakob von Uexküll lige nu med etableringen af den såkaldte World Future Council. Grundtanken med dette nævn for verdens fremtid er, at der i et hvert samfund findes personer, som borgerne stoler på, og som bliver respekteret som en etisk instans. Hvis disse personer bliver bragt sammen i ét råd, så vil det være en verdensomspændende institution, hvis stemme næppe vil kunne ignoreres af de politiske beslutningstagere. »Det, som det i dag handler om, er at overvinde grøften mellem vores viden og til dels vores beslutninger på den ene side, og omsætningen af de politiske konsekvenser på den anden side. I dag mangler vi ikke viden, men vilje. Vi ved, at det i dag blot er et spørgsmål om år, ikke om årtier. Enten begynder vi at løse vores globale problemer nu, eller vi ender i en situation, hvor vores børnebørn kommer til at spørge sig selv, om vi var forbrydere eller blot forrykte.«

Link: www.rightlivelihood.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her