Læsetid: 4 min.

Forbudte følelser

En integrationspolitik, der som udgangspunkt har, at alt, hvad vi har skabt og opfundet, er ufejlbarligt, vil altid ekskludere mange
16. marts 2006

I Information mandag den 13. marts finder vi overskriften: "Hver tiende danske muslim accepterer flagafbrænding". Det refererer til en undersøgelse fra Catinét Research for Ugebrevet A4, og det drejer sig helt nøjagtigt om, at 11 procent har "fuld forståelse for flagafbrænding, ambassadeødelæggelser og boykot af danske varer", mens under halvdelen tager klart afstand fra dem. Helle Thorning-Schmidt er skuffet over resultatet og ønsker mere dialog med muslimerne om, hvilke værdier vi tror på i Danmark, herunder retten til at satirisere over religion.

Villy Søvndal siger det sådan: "Jeg føler mig dybt krænket over at se mit flag og mine ambassader brændt af, og at Danmark bliver kogt op til et fjendebillede rundt omkring i verden".

Derfor er det helt afgørende, at indvandrere i Danmark lægger afstand uden nogen form for forbehold. Den ansvarlige minister for integrationen af mindretal i det danske samfund, Rikke Hvilshøj, går endnu videre: "Til de 11 procent, der har fuld forståelse for handlingerne i Mellemøsten, vil jeg sige, at de måske skal overveje, om Danmark er det rigtige sted for dem at bo".

Det er en reaktion, som vi også fandt efter 11. september, da nogle få palæstinensere ikke kunne styre deres følelser og offentligt glædede sig over terrorangrebet på New York og Pentagon. Også her reagerede ledende danske politikere med udbruddet: "Så rejs dog hjem".

En sådan følelsesmæssig reaktion på noget, man ikke bryder sig om, er forståelig nok. Kan du ikke lide lugten i mit bageri, så forsvind. Sådan er det i skolegården, og sådan er det i politik. Men det bliver det ikke mere hensigtsmæssigt af.

Værdifællesskabet

For det første viser det igen, at ytringsfriheden har sine grænser, og at der findes politisk ukorrekte følelser og meninger i Danmark. Hvis man tænker noget forbudt, skal man forlade landet.

For det andet er denne ekskluderende holdning i den grad en forhindring for at opnå den form for integration, hvor alle føler sig som ansvarlige medborgere i det danske samfund. Derfor burde undersøgelsen snarere afføde en reaktion i retning af at undersøge, hvorfor vi ikke i højere grad har kunnet skabe et værdifællesskab.

Hvorfor et betydeligt mindretal stadig føler en større tilknytning til andre fællesskaber end det danske. For meget troende muslimer, der ifølge en stor dansk avis har skullet lære at finde sig i, at det er en særlig dansk værdi at få deres tro bespottet, hånet og latterliggjort gennem satiriske tegninger, er det måske ikke så underligt, at de ikke ubetinget tilslutter sig et sådant værdifællesskab, men har mere sympati med dem, der udtrykte deres vrede mod denne særlige danske form for humor. Specielt efter en proces i selve Danmark, hvor deres reaktioner havde mødt meget lidt forståelse. For nu at sige det mildt.

Alt dette skriver konfliktforskeren Mie Roesdahl noget meget klogt om i den samme udgave af avisen. Hun forklarer, at "det svære ligger i at turde udfordre sine egne forestillinger om virkeligheden, ikke for at ændre på sine værdier og principper, men for at se dem i lyset af, at andre har andre værdier end én sel." Hun forsætter: "Det drejer sig altså om at turde se sine fjender som mennesker lige som én selv; at turde udforske, hvad der ligger bag disse handlinger og forsøge at forstå mennesker, der tænker og handler så fjernt fra, hvad man selv kan acceptere". Dette vil mange kalde lalleglad tolerance. Jeg vil snarere kalde det en frugtbar nysgerrighed over for, hvad der driver andre mennesker andre steder hen, end jeg selv er gået. En vilje til at undersøge egne meninger i lyset af andres. , fordi den ikke viser vilje til at inkludere dem. Navnlig i et samfund fyldt med dobbeltmoral. Hvor der postuleres ligeværd, men hvor praksis på arbejds- og meningsmarkedet viser noget helt andet. Som Helen Hajjaj beretter i samme udgave af Information kan en mørkhåret dansk statsborger opleve adskilligt, som får hende til at tænke på, om også hendes børn vil kunne klare at blive kaldt for 'perker'. Mine egne erfaringer med drengene i Vollsmose har fortalt mig alt om, hvor splittede de er. Selv dem, der klarer sig bedst, føler hele tiden et voldsomt pres fra det danske samfund for, at de skal 'optræde rigtig dansk' ved hele tiden at tage afstand fra en masse ting i deres egen kultur og tænkemåde, mens de stadig bliver set som udanske i en masse situationer, når de bevæger sig rundt i det danske samfund. En af drengene, der nu er blevet voksen og snart færdig med en stor uddannelse, fortalte mig forleden, at han efterhånden er bange for at færdes alene uden for Vollsmose, fordi han føler, at folk tænker: Der går en af disse arabere. Jeg forsøgte at fortælle ham, at det havde han da ingen grund til. Men han svarede: Følelsen er inde i mig og forsvinder ikke.

Jørgen Flindt Petersen er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu