Læsetid: 7 min.

Den forbudte, miljøvenlige adfærd

De miljøbegrænsninger, der nu efterhånden også erkendes i erhvervs-kredse, kalder ikke blot på bedre teknik, men mindst lige så meget på det rette valg af velfærd - et 'frihedsscenario' eller et 'slavescenario'
20. juni 2006

Mens der debatteres, hvordan man sikrer fremtidens velfærd i Danmark, begynder erkendelsen af de miljømæssige begrænsninger med oliemangel, klimaændringer m.v. igen at skylle ind over vores flade, CO2-osende land. Men sammenhængen mellem de to problemer, velfærden og miljøet, er desværre totalt fraværende i de politiske overvejelser til trods for, at man for begges vedkommende for en gang skyld prøver at tage de langsigtede briller på.

Hvordan kan vi sikre os en god velfærd om 35 år og samtidig bidrage til en forbedring af miljøet hen imod en bæredygtig tilstand?

Hvis man mener reel velfærd i form af et rigt og tilfredsstillende liv, og hvis man mener reelle miljøforbedringer i form af fjernelse af vores overtræk på naturen - ja, så åbner der sig et vidt spektrum af muligheder for at løse begge problemer samtidig og endda i vidt omfang med samme midler. Det ser faktisk ikke så sort ud, hvis vi vil tænke åbent og kreativt.

Pervers målsætning?

En del af vor velfærd afhænger ganske givet af velstand, som den kommer til udtryk i vores produktion og forbrug. Men også kun en del, og en svindende del. Jo mere velstand vi opnår, des mindre glæde får vi ud af de næste kvadratmeter bolig, de næste kilo mad og de næste kilometer rejse, og med Danmarks og hele Vestens meget høje velstandsniveau, presser andre, ikke-materielle behov og ønsker sig helt naturligt stærkt på.

Selv en så konventionel økonomisk institution som de rige landes klub, OECD, er begyndt at tvivle på, om produktion og forbrug er vel-egnede som mål for reelle forbedringer. På baggrund af en række undersøgelser af folks tilfredshed udtrykker OECD sig i en nylig rapport endda ret skarpt om, "at det ville være perverst at stræbe efter højere vækst i produktion, hvis dette indebærer et fald i velværet for de nuværende og fremtidige generationer" med hentydning også til vore efterkommeres miljø. Mange andre undersøgelser bekræfter da også, at det i overflodslande som Danmark ikke er mere forbrug, der dominerer ønskesedlen for bedre velfærd, men snarere en mindre stressende hverdag.

Hvilke muligheder har vi da for at forbedre velfærden i Danmark? Lad os til et simpelt regnestykke benytte Velfærdskommissionens antagelse om en årlig stigning i produktiviteten, dvs. produktionen per arbejdstime, på to procent frem til 2040. Til den tid vil vi da i grove træk kunne producere dobbelt så meget per time som i dag. Denne produktivitetsstigning åbner for store valgmuligheder i udviklingen af vores samfund, her illustreret ved et par scenario-eksempler.

En mulighed er at bruge produktivitetsstigningen til at fordoble produktion og forbrug. Det er denne udvikling, som velfærdsdebatten i sin fokusering på velstand kredser om. I dette scenario skal befolkningen som forbrugere og arbejdskraft tjene økonomiens behov (og ikke omvendt), og vi kan således passende kalde det for "slavescenariet".

Det er faktisk lykkedes magthaverne på en manipulerende måde at give borgerne (og nok til dels også sig selv) det indtryk, at vores nuværende velfærd ikke kan opretholdes, medmindre vi producerer og forbruger dobbelt så meget som i dag. Det er naturligvis noget sludder, dels fordi produktiviteten vokser, og dels fordi velfærd er andet og mere end blot velstand.

Frihedsscenariet

En hel anden mulighed er, at vi stiller os tilfredse med den nuværende velstand og det nuværende forbrug og så vælger at bruge fordoblingen af produktiviteten til en halvering af landets samlede arbejdstid.

Da arbejdsstyrken på grund af aldersfordelingen forventes at falde en halv snes procent, kan vi dog ikke fuldt ud halvere den enkeltes arbejdstid, men kun nedsætte den med omkring 45 procent. Men det er da også et tilbud, der er værd at fremføre i en debat om velfærd, bl.a. fordi meget tyder på, at det er et af danskernes store velfærdsønsker at få frihed til at bruge mere tid med børn, familie, venner, sport, dans, hobby, politisk engagement, og - ganske enkelt - snak.

Lad os kalde denne udvikling for "frihedsscenariet". Velfærden i dette friheds-scenario kan også tænkes forbedret ved at "ofre" noget af den årlige to procents produktivitetsstigning på at mindske stresset på arbejdspladserne, bl.a. ved at skrue ned for tempoet og nyde et roligere og mere glædesfyldt arbejde med større variation, mere sund brug af kroppen, mere kreativitet m.m. Så kan arbejdstiden måske kun nedsættes med en tredjedel.

Under alle omstændig-heder burde det være oplagt i en debat om fremtidens velfærd at se på, hvordan man som i "frihedsscenariet" kan øge den samlede velfærd ved 1) at fastholde den nuværende levestandard og velstand og 2) at mindske arbejdspresset. Politisk burde debatten så dreje sig om, hvordan vi solidarisk fordeler disse velfærdsgoder.

Før man som forbruger fortvivler ved tanken om at skulle undvære fortsat vækst i det årlige forbrug, må det understreges, at uændret forbrug indebærer, at vi fortsat hvert år kan - eller snarere skal - anskaffe os lige så mange biler, køkkener, huse, computere, pelse osv. som nu, ligesom vi vil kunne underholdes, spise, drikke, ryge og rejse lige så meget som i dag. Værre er det ikke, hvis man vælger et mindre arbejdspres som velfærdsgode frem for et fortsat stigende forbrug.

Faktor 10

Med vores ekstravagante materielle velstand hører vi danskere til blandt de mennesker i verden, der belaster det globale miljø mest. Derfor er det naturligvis højst diskutabelt, om et fremtidsscenario med fortsættelse af vores nuværende overflod overhovedet er fysisk realistisk og moralsk anstændigt over for naturen og over for andre, ringere stillede mennesker på vor fælles, begrænsede klode.

Men politikerne diskuterer ikke, om det er rimeligt at fortsætte med vores nuværende, overdådige forbrug, eller om vi bør sætte det ned. Nej, her er der ingen vaklen: Produktionen og forbruget skal sættes op. Med næsten religiøs fasthed dikteres i "slavescenariet", at vi velbjergede danskere skal fordoble produktion og forbrug i løbet af de næste 35 år, og med disse groteske krav kommer man så oven i købet frem til, at vi som følge af ældrepuklen skal arbejde mere, ikke mindre. Koste hvad det må i velfærd og naturforbrug.

Hvor store er omkostningerne ved at vælge en mere afslappet fremtid som i "frihedsscenariet" frem for øget forbrug som i "slavescenariet"?

Konventionelle økonomer vil typisk opgøre omkostningerne som det forbrug, man må undvære. Men denne forbrugsfikserede betragtning falder naturligvis sammen som meningsløs, hvis folk i virkeligheden foretrækker mindre arbejdspres og mere fritid som velfærd. De egentlige og langt vigtigere omkostninger, der skal tillægges vores velfærd og fremfærd, er de ultimative omkostninger i form af miljøødelæggelse, klimaændringer, forbrug af naturens goder, osv. Her vil "frihedsscenariet" komme ud som en klar vinder over "slavescenariets" fordoblede forbrug.

Langt om længe er selv de mest konservative regeringer i verden og den udenlandske presse nu begyndt at tage naturens begrænsninger alvorligt - f.eks. den globale opvarmning - og de indser logisk, at der må gøres noget hurtigt.

Overalt er naturen under hårdt pres. Allerede i 1990'erne foreslog en gruppe forskere ved Wuppertal Instituttet i Tyskland derfor, at verden burde, og kunne, halvere presset på miljøet.

Det betød, at ud fra en tanke om alles lige ret til naturens miljø, skulle vi i de rige lande som Danmark reducere vores pres på naturen til ca. en tiendedel af vores nuværende pres - altså ikke med en tiendedel. En målsætning, som både FN, Nordisk Råd og den danske regering tilsluttede sig, men som er helt glemt i velfærdsdebatten, selv om Informations 'Frie Ord' ikke har forpasset nogen chance til at minde om den.

Myten om afkobling

Tekniske løsninger er politikernes første, og desværre ofte eneste, tanke, når der melder sig miljø- og ressourceproblemer. Og nok er teknologien en vigtig brik, men uanset hvad der kan opnås i form af tekniske forbedringer, så er der knyttet en miljøbelastning, stor eller lille, direkte til enhver økonomisk aktivitet og dermed til vores forbrug.

Det har længe været populært at postulere en afkobling mellem miljøbelastningen og bruttonationalproduktet (BNP), blot fordi de to ikke vokser lige stærkt, hvad de imidlertid kun undtagelsesvis har gjort i historien. I det virkelige liv vil BNP-vækst hele tiden trække ressourceforbruget og forureningen i opadgående retning og kan derved æde de tekniskemiljøgevinster.

Over de seneste 30 år har tekniske effektivitetsforbedringer f.eks. peget mod, at Danmarks energiforbrug skulle falde med ca. en fjerdedel. Men trods disse anstrengelser har vi overhovedet ikke formået at reducere energiforbruget. Hvorfor? Fordi energiforbruget ikke kun er et spørgsmål om teknik, men er koblet til BNP, som i denne periode er steget med ca. en tredjedel. Naturen 'bekymrer sig' ikke om, hvor stort vores energiforbrug er pr. BNP, men om hvor stort vores energiforbrug er. Punktum.

Ved at vælge ovennævnte "frihedsscenario" som velfærdsforbedring kan vi høste den fulde miljøgevinst af de tekniske landvindinger, f.eks. en reduktion af energiforbruget til en fjerdedel af det nuværende. Det siger sig selv, at valget af energiforsyning da bliver mindre presserende, og den vil på længere sigt let kunne klares med vedvarende energi.

Mens der således er en klar kobling mellem vores velstand og de truende miljøproblemer, så er koblingen mellem vores velstand og vores velvære meget mere tvivlsom. Man kunne sikre både menneskers og naturens velvære, hvis man ville opgive forældede økonomiske systemer, principper og paradigmer, centreret omkring BNP, og satse mere direkte på tilfredsstillelse af folks ønsker med mindst muligt naturforbrug. Det er ikke blot unødvendigt at basere fremtidens sikring af miljø og velfærd på teknologi alene, det er også højst risikabelt.

Piet Hein udtrykte faren ved at forlade sig på teknologiske løsninger således:

Teknoti som menskets herre/

er et fremskridt til det værre

Jørgen Stig Nørgård er lektor emeritus på DTU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her