Læsetid: 2 min.

For(d) meget røv

Bilproducentens image kan ikke tåle at komme i nærkontakt med rapperen Eminems beskidte kæft
4. august 2005

New York - Bilproducenten Ford har trukket sig fra en reklameaftale med rapperen Eminem på grund af teksten i stjernens seneste hit. "Det er bare ikke Fords stil," sagde en talsmand for bilfirmaet tirsdag om Eminem-sangen Ass Like That. Ifølge marketingsfolkene hos Ford er teksten, der blandt andet indeholder følgende appellen "Vil du ikke nok tisse på mig?" til sangerinden Gwen Stefani og observationen "Britney Spears har skuldre som en mand" "simpelthen er for meget." Omkvædet indeholder følgende linjer: "The way you shake it, I can't believe it. I ain't never seen an ass like that. The way you move it, you make my pee-pee go doing, doing, doing." Det afbrudte samarbejde er en streg i regningen for Ford, der kæmper for at øge salget. Bilfolket slog i første omgang til, da Eminem, der bor i Detroit, hvor Ford har sit hovedkontor, spurgte, om han måtte låne en helt ny Ford-model, som skulle bruges i hans nye video. Ford tilbød rapperen et eksemplar af den nye sedan-model 'Fusion' i håb om, at det ville øge firmaets popularitet blandt de yngre bilister, men nu har bilproducenten altså alligevel trukket i håndbremsen. "Vi havde ingen problemer med Eminem. Det var kun sangen, der var for meget for os," lød forklaringen fra en talsmand.

Grin med Jackson

Lige siden 33-årige Eminem, hvis rigtige navn er Marshall Bruce Mathers III, slog igennem i 1999 med albummet The Slim Shady LP er han blevet både hyldet og hånet for sine raptekster. Sidste år tog han afstand fra præsident Bush og krigen i Irak i sangen Mosh og fik Michael Jackson på nakken på grund af sangen Just Lose It, der gør grin med Jacksons påståede pædofili og mange plastiske operationer. The Slim Shady LP vandt tredobbelt platin, men mange af teksterne blev betragtet som kontroversielle. I sangen 97 Bonnie and Clyde beskriver Eminem, hvordan han under en køretur med sin spæde datter skiller sig af med ligene af sin kone, hendes elsker og dennes søn. Eminems andet album, The Marshall Mathers LP, blev nomineret til en grammy. Selv om han altid selv har hævdet, at hans tekster ikke skal tages alvorligt, har homoseksuelle grupper tidligere protesteret over Eminems hyppige brug af ordet "bøsserøv" og hævdet, at han hader bøsser. Selv om Ford måske havde håbet at kunne lægge sit lidt støvede image bag sig med aftalen med Eminem, er det nu nok - i hvert fald delvis - selskabets forsigtighed i forhold til den magtfulde organisation American Family Association (AFA), der har fået Ford-folkene til at trække næsen til sig. I marts indledte AFA en kampagne, der skulle få forbrugerne til at boykotte Ford, fordi firmaet "favoriserede homoseksuelle." Ifølge AFA gennemførte organisationen kampagnen, fordi Ford havde lavet en aftale med homobevægelsen Glad om, at kunder, der købte en bil, kunne vælge at donere 6.000 kroner af købsprisen til Glad.

Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu