Læsetid: 4 min.

Fordømmelsen af et folkemord

Nutidens Tyrkiet afviser det armenske folkedrab - men ledende, tyrkiske politikere anerkendte det i 1918
17. oktober 2006

Det har været en rædsom uge for Holocaust-benægtere - jeg sigter hermed til dem, som løgnagtigt påstår, at de osmanniske tyrkeres folkemord i 1915 på 1,5 mio. kristne armeniere aldrig skete.

Forrige tirsdag stemte Frankrigs nationalforsamling for en lov, der vil gøre det kriminelt at benægte, at armenierne var ofre for folkemord. Samme dag fik Orhan Pamuk, Tyrkiets bedst kendte forfatter, Nobelprisen i litteratur - han blev for nylig frikendt af en tyrkisk domstol for at have fornærmet 'tyrkiskheden' (sic) ved til en schweizisk avis udtale, at ingen i Tyrkiet tør tale om massakrerne på armenierne. I massegravene i Syriens ørken og under sydtyrkisk jord må dette have trøstet en og anden sjæl.

Mens Tyrkiet fortsætter med at bedyre sin uskyld - de systematiske drab på hundredtusinder af armenske mænd og deres massevoldtagne kvinder påstås at være de uundgåelige omkostninger ved 'borgerkrig' - fortsætter armenske historikere som Vakhan Dadrian med at afdække nye beviser på dette overlagte Holocaust (og jo, det fortjener at bogstaveres med stort, da det var den direkte forløber for det nazistiske Holocaust på Europas jøder - endda var nogle af de senere nazistiske chefarkitekter for dette til stede i Tyrkiet i 1915).

Grusomt drab

Armenierne blev dræbt med daggerter, sværd, hamre og økser for at spare ammunition. Massedrukninger af især kvinder og børn blev gennemført i Sortehavet og floden Eufrat - så mange at flodløbet blev tilstoppet med lig og måtte bugte sig over 800 meter. Men Dadrian, som taler og læser tyrkiske flydende, har nu også opdaget, at titusinder af armeniere blev brændt ihjel på hølofter.

Blandt de arkivfund, han har gjort, er en edsvoren erklæring fra den tyrkiske krigsret, som kursorisk retsforfulgte flere af de tyrkiske massemordere efter Første Verdenskrig - et dokument underskrevet af general Mehmet Vehip Pahsa, øverstbefalende for Tredje Hærdivision. Heri bevidner generalen, at han så adskillige huse med brændte menneskeskeletter så tætpakkede, at alle stod lodret op. "I hele islams historie," skrev general Vehip, "findes intet sidestykke til en sådan grusomhed."

Folkemordet på armenierne, som nu er så 'unævneligt' i Tyrkiet, var ikke nogen hemmelighed for landets befolkning i 1918. Millioner af muslimske tyrkere var vidne til massedeportationerne af armeniere tre år tidligere, og nogle af dem beskyttede deres armenske venner og naboer med risiko for dem selv og deres familiers liv. Den 19. oktober 1918 erklærede Ahmed Riza, formand for det tyrkiske senat og tidligere tilhænger af De Unge Tyrkere, hvis ledere iværksatte folkemordet, ligeud i sin tiltrædelsestale: "Lad os se i øjnene vi tyrkere myrdede armenierne på den mest bestialske vis."

Angrib og massakrer

Dadrian har dokumenteret, hvordan to parallelle ordrer blev udstedt (fuldstændig som nazisterne gjorde), af Tyrkiets indenrigsminister, Talat Pasha. I den ene befalede han, at armenierne fik brød, oliven og beskyttelse under deres deportation. I den anden gav han sine folk ordre, at "gå videre med jeres mission," så snart deportationskolonnerne var nået tilstrækkeligt langt fra befolkede områder, til at risikoen for vidner var lille. Som den tyrkiske senator Reshid Akif Pasha sagde under vidneafhøring i 1918: "'Missionen' var at angribe og massakrere... Jeg skammer mig som muslim, jeg skammer mig som osmannisk statsmand - hvilken skamplet på Det Osmanniske Rige!"

Hvor bemærkelsesværdigt, at højtstående repræsentanter for Tyrkiet kunne indrømme sådanne sandheder i 1918 over for deres eget parlament, og at datidens tyrkiske aviser kunne skrive kritiske ledere om disse grusomme forbrydelser begået imod landets kristne folkegrupper. Men hvor meget mere bemærkelsesværdigt er det så ikke, at deres efterkommere i dag påstår, at alt dette er en myte, og at enhver, som i vore dages Istanbul siger det samme, som disse mænd indrømmede i 1918, kan anklages for at begå en strafbar handling efter den berygtede § 301 om "krænkelse af nationens ære".

Vattet EU

Jeg er ikke sikker på, at det er nogen god idé at kriminalisere antiarmensk eller antisemitisk folkemordsbenægtelse. David Irving er en rigtig ulækker martyr for ytringsfriheden, og jeg tvivler på, at den symbolske bøde på en franc, Bernard Lewis blev idømt for at benægte det armenske folkemord i november 1993 i Le Monde, udrettede meget andet end at give mere opmærksomhed til en ældre historiker, hvis bøger bliver stadig ringere med årene.

Alligevel er det stærkt glædeligt, at præsident Jacques Chirac og hans indenrigsminister, Nicolas Sarkozy, begge utvetydigt har sat som betingelse for tyrkisk EU-medlemskab, at Tyrkiet erkender sit armenske folkedrab. Den slags politisk mod ville man aldrig få at se fra Lord Blair af Kut al-Amara eller fra EU selv, som vattet og tåbeligt har udtalt, at den franske lov kun vil 'ødelægge den vigtige dialog' om forsoning mellem Tyrkiet og vor tids Armenien. Hvad må være konsekvensen af dette: Ikke mere snak om det jødiske Holocaust, eller vi stopper forsoningen mellem Tyskland og Europas jøder?

I næste uge udkommer min bog The Great War for Civilisation på tyrkisk i sin fulde udgave med dens lange kapitel om folkemordet på armenierne, der bærer overskriften Det første Holocaust. Torsdag fik jeg en fax fra mit forlag i Istanbul, Agora, om, at dets advokater vurderer, at min bog formentlig bliver meldt til politiet og forlæggerne retsforfulgt efter paragraf 301.

Ærligt talt tvivler jeg på, at Tyrkiets Holocaust-benægtere virkelig vil gå så vidt. Men skulle de prøve på det, ja, så vil det være en ære for mig, at stå i anklageskranken sammen med mine tyrkiske forlæggere, tiltalt for at fordømme det folkemord, som selv den moderne tyrkiske stats grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, fordømte.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu