Læsetid: 3 min.

Den fordrejede Munk

13. januar 1998

TV-AVISEN markerede søndag Kaj Munks 100 års fødselsdag og understregede, som det er sket før i omtalen af digterpræsten fra Vedersø, dennes uafviselige tilknytning til den barske vestjyske natur og det vilde hav, hans rodfæstethed blandt de almindelige sognebørn, samt hans indædte modstand mod nazismen. Ikke et ord til distraktion af fødselsdagsbilledet. Denne indforståethed med myten Kaj Munk finder TV-Avisen - som andre, der beskæftiger sig overfladisk med den - forståeligt nok i Munks tragiske endeligt på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg.
Her fuldbragte besættelsesmagtens mordere i vinteren 1944 jo det martyrium, som Kaj Munk efter egne udsagn at dømme mere eller mindre målbevidst stræbte efter. I den således virkeliggjorte martyrfortælling, som fandtes hensigtsmæssig og tilfredsstillende som arketype for den nationale selvoplevelse af 30'ernes tvivlsomme årti og de fem forsmædelige besættelsesår, levnes ingen eller ringe plads for påmindelser om Kaj Munks oprindelige holdning. Denne fyldte ellers ganske godt i datidens meningsunivers, og betød, at folk, der nærede dyb angst og forfærdelse over det hastigt fremadskridende barbari i Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland, måtte tage afstand fra personen Munk og - måske mere modvilligt dengang - hans overordentligt synlige og i sandhed dramatiske digterværk.
Poul Henningsen gav i 1938 denne så at sige modvillige modvilje mæle: "Omskaarne rotter, piskescener og tilsidst guds mor med kristusbarnet paa armen ind paa det kongelige teater - naar den coctail er rystet af en præst, der ogsaa er ubestridelig digter og dramatiker, saa blir det sukces, og borgerskabet tar de lange silkekjoler frem og gaar hen og gyser. Én Munk gør ingen middelalder, men der er nu dog noget gruopvækkende og manende ved, at en præst overhovedet har talent i vores tider". PH ser altså gerne Munk spillet, men harcelerer i øvrigt over, at Nordahl
Griegs Nederlaget tages af plakaten i utide, og at den Kgl. Ballet gæster Berlin: "Sammenlagt og det vil i høj grad sige pastor Munk medregnet, betyder det, at det demokrati, vi andre ofrer vores bedste tanker, kulturelt staar svagt og ledes svagt".

NÅR REAKTIONEN mod Kaj Munk på denne måde fik mæle - omend her i PH's trods alt accepterende formulering - skyldes det den dramatiske præsts utilslørede, ja aktive sympati for de fascistiske diktaturer syd for grænsen. Gennem 30'erne havde Munk - så lidt som adskillige andre i konservatismens Danmark - lagt skjul på deres begejstring for fascismen og ønsket om i en eller anden form også i hjemlandet at indføre den kooperative stat, hvor parlamentarismens palaver passende kunne afskaffes til fordel for stærke, nationale mandfolk - helst kun ét af slagsen - med blikket det blå rettet mod Gud, Konge og Fædreland. Herefter ville togene gå til tiden og landbruget få ordentlige vilkår. Og heri lå det afgørende skel i den til tider forbitrede kulturkamp: diktaturet og fascismen på den ene side, versus det parlamentariske demokrati, hvor dettes forkæmpere - naivt kan man mene - på den anden side troede at kunne hente garantien for en demokratisk udvikling i den sovjetiske kommunisme. Efterkrigsårene lagde et røgslør ud over denne modsætning og ophøjede af velforståelige grunde pastor Munk til national helgen. Digterens voldelige død gjorde det vel også i enhver henseende smagløst at dvæle ved førdatiden. Parnasset havde da også taget ham til sig, i og med Kjeld Abell ved meddelelsen om mordet personligt og med stort mod demonstrerede fra det Kgl. Teaters scene. Dertil kom at den Kaj Munk, der stadig sent i 30'erne mente at kunne appellere til "min ven Mussolini" om venligt, men bestemt at snakke Hitler fra jødeforfølgelserne, dog havde taget klar og utvetydig afstand fra diktaturets menneskefornedrende og raceforkvaklede overgreb. Men fejltagelsen var jo engang begået.
Munk havde i bogen Vedersø-Jerusalem retur fra 1934 portrætteret Hitler som den ensomme, tragiske skikkelse, der med ridepisk i hånd havde måttet tage skæbnen på sig og heltemodigt myrde sine gamle venner i SA. Hvad der end senere tilføjedes af holdningskorrektion, bod og bedring, må det for en mand af Kaj Munks kaliber have været umuligt at omdefinere sig selv og sin egen fortid.
Med overfaldet på Danmark, der anskueliggjorde - også for Munk - at Hitlers Neuropa ikke tålte individdyrkende, autoritære nationalister ved siden af nazismens egne, var køreplanen mod martyriet lagt.
Såfremt nogen fortsat skulle være af den opfattelse at Kaj Munk som dramatisk digter er værd at dvæle yderligere ved - og det kan med få undtagelser blandt værkerne være vanskeligt at forstå - giver forfatterskabet i hvert fald ikke megen mening uden disse historisk-biografiske noter.
Men hvad udelader man ikke gerne i højtidelige stunder! mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu