Læsetid: 4 min.

Foregangsland I

9. april 1997

ONSDAG DEN 16. april 1997 afholder regeringen i Meldahls Smedje på Holmen i København en formiddagskonference om intet mindre end Danmark som foregangsland.
En vis Michael Christiansen byder velkommen klokken ni, men allerede fem minutter efter overtager værten, statsminister Poul Nyrup Rasmussen i et kvarter selv ordet for at forklare, hvad meningen er med - det hele.
Ikke bare hele projektet , som regeringen kastede sig ud i for snart et år siden og agter at fortsætte og intensivere frem til næste folketingsvalg om senest et år. Med udtrykket "foregangsland" rejser Nyrup også det fundamentale spørgsmål om, hvad det - i det hele taget - vil sige at tale om fremskridt, tilbageståenhed og tilbageskridt.
Foregå andre med et godt eksempel til efterfølgelse er kun mulig, hvis de andre ønsker det samme gode.
Gør de det? Som det fremgår af dagens omtale af de engelske kirkers kritik af Major-regeringens socialpolitik, er der åbenbart voldsom uenighed i Storbritannien om, hvorvidt atten års konservativt styre har været noget - at gå efter.
Hvem er med andre ord "de andre", Danmark skal måles i forhold til og helst være et foregangsland for?
Og hvad er målestokken? Er "Danmark", forstået som danskerne, selv enige med hinanden om kriterierne for fremskridt, tilbageståenhed og tilbageskridt?

POUL NYRUP Rasmussen har foreslået "tid i stedet for ting". Det betragter supermarkederne og ufatteligt mange andre næppe som noget, der bringer lige dem på forkant af udviklingen. Sådan som de ønsker, den skal forme sig.
I lørdagsavisen forklarede statsministerens partifælle og finansminister Mogens Lykketoft, at faldet på det danske arbejdsmarked i den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder "er udtryk for en ganske bestemt ting: man har politisk og fagligt prioriteret at få en del af velfærdsfremgangen hjem som fritid, der kan bruges i den fase af livet, hvor man kan udnytte den. Man vil godt være mere sammen med børnebørnene, dyrke kolonihaven og rejse mere, i en fase hvor ens arbejdsliv fylder lidt mindre."
Hvordan måler BruttoNationalProduktet foregangen ved mere tid til børnebørnene og færre ting i supermarkederne?
Som det i dag er indrettet, målet det foregangen som tilbagegang.

GÅR VI ET afgørende skridt videre og stiller spørgsmålet om efterstræbelsen af økonomisk vækst, målt i ressource- og energiforbrug og i affalds- og forureningsbelastning, over for ønsket om at være økologisk foregangsland, er statsministeren uden tvivl fuldt klar over, at der her råder en uløselig konflikt på globalt plan og lidt længere sigt.
Vores lille foregangsland på fem millioner mennesker optager i dag et BruttoNationalProdukt, der er lige så stort som en fjerdedel af hele Kinas! Det er ikke noget at prale af.
Placeringen som foregangsland på det felt må vi af hensyn til Jordens begrænsede ressourcer og energier og evne til at bære vores affald og forurening hurtigst muligt opgive for at give plads til Kinas en milliard og to til tre hundrede millioner menneskers efterstræbelse af deres økonomiske vækst.
Det måske helt afgørende skridt tages i disse år af mennesker, der med udgangspunkt i kloning og anden teknologisk foregang stiller spørgsmål om ønskværdigheden af videnskabelig forskning og "fremskridt" for enhver pris.
Hvordan måles forsigtighedsprincippet som godt eksempel til efterfølgelse?

ØMTÅLELIGE SPØRGSMÅL af den art vil statsministeren klare - på et kvarter. Skulle han lade som om de ikke er så presserende som den marginalisering og udstødelse af mennesker fra arbejdsmarkedet, han selv satte øverst på dagsordenen ved årets begyndelse, render han alligevel hurtigt ind i spørgsmålet om, hvad der egentlig er fremskridt.
For et par uger siden udkom det tyske ugeblad Der Spiegel med en forsidehistorie illustreret af to kurver, der begge gik dramatisk opad. Aktiekurserne og arbejdsløshedskurven. "Det nye tyske 'Wirtschaftswunder', (økonomiske mirakel)" hed historien ironisk nok.
I sidste uge udkom det engelske ugeblad The Economist med en forsidehistorie, der hed Europe isn't working (Europa virker ikke), som sarkastisk nok stiller spørgsmålet: "Politikerne siger, at de desperat prøver at udbedre Europas arbejdsløshed. Virkelig?"
Pointen er, at hvad der ved velfærdsstaternes grundlæggelse var tiltænkt de dårligst stillede som hjælpeforanstaltninger, i dag ofte virker som beskyttelse af de beskæftigede imod de arbejdsløse.
Vort eget hjemlig HK-Forbund fører åben kampagne på denne omvending af tidligere tiders foregangsinitiativer: Vær solidarisk med dig selv. "Det er ligeså skamløst, som det er forvrøvlet og absurd," konstaterede højskoleforstander Jens Bonderup forleden her i bladet.
Mogens Lykketoft sagde det mere tilsløret i lørdags. Med henvisning til "den organisationsstruktur vi har" afviste han skattelettelser til de lavestlønnede, skønt det giver dem mulighed for at opnå arbejde til lavere udbetalt løn uden at gå ned i levestandard.

REALITETEN ER, at totredjedelssamfundet rotter sig sammen mod tredjedelssamfundet af angst for løntryk.
Som om det ikke netop er løntryk, tid i stedet for ting og økologisk råderum for også Kina, der i i dag ville gøre Danmark til et foregangsland.
Først den dag, de to fra totredjedelsdanmark nægter at tage arbejde, hvis deres tredje medmenneske fra tredjedelsdanmark ikke også får et arbejde, foregår Danmark verden med et godt eksempel.
Det kan siges på mindre end et kvarter.

el (Ejvind Larsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her