Læsetid: 4 min.

Foregangsland III

14. april 1997

NOGLE hævder, at det var Poul Nyrup Rasmussen selv, der i sin direktørtid hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond fostrede ideen om Danmark som foregangsland. Andre vil vide, at det er miljøminister Svend Aukens tanker af nyere dato om Danmark som grønt foregangsland, der har inspireret den samlede regering. D'herrer vil sikkert selv vide at fordele æren, når det om føje tid står klart, om den nu indledte kampagne bliver en fremgang eller et flop - for Danmark som for den regering, der ty deligvis har sat kursen mod valg.
Holder man sig for en stund til det grønne perspektiv, er der grund til at anerkende initiativet. Og erkende risikoen.
Fem år efter Rio-konferencen om Miljø og Udvikling, hvor 178 lande vedtog at skifte kurs mod bæredygtighed, meldes der om fortsat tilbagegang på de fleste områder. Mens den globaliserede markedsøkonomi fejrer triumfer, fortsætter udryddelsen af arterne, skovene skrumper, fiskebestandene svinder, drikkevandet forgiftes, fødevareproduktionen pr. indbygger falder, ulighederne vokser, og temperaturen stiger. I disse dage er landene samlet i FN's bæredygtighedskommission CSD i New York for at forberede Generalforsamlingens statusmøde, Rio+5, til juni. Tonen er ikke munter, og man slås allerede om den miljøbistand, som i-landene i Rio lovede u-landene, men som selvfølgelig ikke er kommet til udbetaling.
I en sådan situation er der brug for foregangslande. Lanterner i tusmørket som kan vise vej og tale dunder til dem, der svigter. Danmark er et af de få lande - de kan vist tælles på to fingre - der lever op til de økonomiske løfter fra Rio, og også af den grund er det en rigtig tanke, at Danmark påtager sig rollen som - grønt - foregangsland.
Men, men, men. Når man studerer de tre pjecer - en rød, en gul og en grøn - som regeringen lægger frem som oplæg til onsdagens foregangslands-konference, så bliver håbet næsten vissengrønt.
"Regeringen vil sikre et rent miljø. Der skal - såvel nu som for de generationer, der følger efter - være adgang til rent vand og ren luft," hedder det bl.a. i en rygmarvsagtig besværgelse, der giver mindelser om talløse nytårs- og åbningstaler og frister til en tolkning som ren valgkamps-propaganda.
For så vidt angår selve formuleringen - rent vand og ren luft - kan regeringen dog umiddelbart give dokumentation for foregangsviljen ved at sanktionere de radikales forslag om afvikling af det hjemlige pesticid-forbrug i løbet af ti år. En aktion, som er rigeligt begrundet i fundet af sprøjtegifte overalt i det danske grundvand.
Men også en aktion, der indebærer et opgør med en af denne verdens mest magtfulde brancher, og S-miljøordføreren Martin Glerup har da heller ikke signaleret mere end overvejelser om "en præcis tidsfrist for et principielt stop for anvendelse af sprøjtemidler i offentligt regi."

Dagens egentlige udfordring for et foregangsland på miljøområdet ligger imidlertid på et andet plan. Udfordringen er den, som væksten i den globaliserede markedsøkonomi præsenterer os for. Den manglende vilje til handling efter Rio-konferencen afspejler bl.a., at konkurrencen på det globale marked i dag er så ubønhørlig, at enkeltnationerne viger tilbage for miljø-beslutninger, der kan forringe de hjemlige virksomheders konkurrenceevne eller stimulere transnationale virksomheder til at flytte deres investeringer - ved tryk på en computer-tast - om på den anden side af kloden.
Væksten, som globaliseringen har stimuleret, indebærer samtidig, at bl.a. forbruget af fossil energi og dermed udledningen af CO2 stiger. Nogle - f.eks. Danmarks tidligere miljøminister Per Stig Møller (K) - fastholder, at teknologiudviklingen vil evne at neutralisere væksten, sådan atCO2-udledningerne kan holdes nede.
Ser man imidlertid på CO2-kurven for Danmark - selvudnævnt verdensmester i vedvarende energi og energibesparelser - så har 20 års indsats ikke formået at bringe udledningerne ned. Vi har i mange år befundet os på samme alt for høje niveau som da det hele startede i 1973-74.
Og for 1996 viser CO2-tallene en stigning, som internt i Miljøministeriet har fået Svend Auken til at skrue den alarmistiske tone på. Dermed bliver den grønne foregangs-dansker stående i statistikken som en af de mest CO2-forurenende individer på kloden.

Forklaringen er ikke, at teknologien ikke findes, men at politikerne - og Per Stig Møller er her en blandt mange - ikke evner at indføre de styringsmidler i f.eks. skattesystemet, der befordrer teknologiskift såvel som skift i livsstil. Fordi det kan genere konkurrenceevnen og provokere de globale markedsaktører.
Skatteminister Carsten Kochs melding i lørdagsavisen om, at den danske selskabsskat må sænkes for ikke at skræmme investorer over Øresundsbroen til Sverige er et vidnesbyrd om, at også dansk skattepolitik i stigende grad vil blive underlagt globaliseringens tyranni.
For fire år siden anbefalede vi på denne plads etableringen af en vækstkommission, der kunne granske den grundlæggende konflikt mellem bæredygtighed og økonomisk vækst. Ideen blev bakket op af både Lone Dybkjær, Per Stig Møller og Svend Auken, men hvad vi fik var en velfærdskommission, der i sit kommissorium og sin slutrapport helt overså det økologiske aspekt.
Nu er situationen den, at den globale markedsøkonomis triumf risikerer at blive fulgt af økologiens sammenbrud. Tiden er inde til for alvor at analysere, hvor meget marked miljøet - foruden mennesket og demokratiet - egentlig kan tåle. Det Økologiske Råd vil på lørdag fremlægge forslag til en Bæredygthedskommssion, der kan tage fat på en sådan udfordring.
Det ville være et godt sted at starte for et grønt foregangsland.

jsn (Jørgen Steen Nielsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her