Læsetid: 3 min.

Et foreløbigt vellykket gadekryds

Hvis man ville, kunne man beskrive DR-Dramas nye krimiserie, 'Forbrydelsen', som en blanding af 'Se7en', 'Murder One' og 'Mistænkt' - og det er ment som en ros
8. januar 2007

Der er ikke meget originalt i Danmarks Radios nye dramasatsning, krimiserien Forbrydelsen - ud over at det er på dansk.

Men det gør ikke noget, fordi den 20 afsnit lange serie er inspireret af en række af krimi- og thrillergenrens mest interessante film og tv-serier og i øvrigt tegner godt - i hvert fald efter første afsnit, der blev sendt søndag aften.

Bag serien står Søren Sveistrup, en slags elev af Thorsboe-brødrene, der debuterede for sig selv med Nikolaj & Julie.

Men i forhold til debutserien, der blev mere og mere sæbeoperaagtig med tiden, er Sveistrup denne gang anderledes genrebevidst.

Visuelt (serien er fotograferet af Eric Kress) og dramatisk knytter han og instruktør Birger Larsen an til både David Finchers uhyggelige seriemorderfilm Se7en, den amerikanske tv-serie Murder One, der i løbet af en sæson kun beskæftigede sig med én mordsag, og den engelske serie Mistænkt, hvor Helen Mirren spiller en viljestærk og dedikeret kriminalkommissær, der ikke kan få privatlivet til at fungere.

Oven i købet har Sveistrup så valgt at krydre retten med en forfriskende, Kongekabale-agtig omgang lokalpolitik, hvor man følger to politiske modstandere, som begge vil være overborgmester i København.

Beskidte tricks

Forbrydelsen følger fra begyndelsen tre handlingsmæssige spor, der i løbet af første afsnit - hvert afsnit varer en dag - smelter sammen: Theis Birk Larsen (Bjarne Henriksen) er flyttemand og lever i et tilsyneladende lykkeligt ægteskab med Pernille (Ann Eleonora Jørgensen) og deres tre børn, hvoraf den ældste er gymnasiepigen Nanna, der efter en større eftersøgning findes brutalt myrdet i en bil tilhørende skoleborgmesteren Troels Hartmanns kampagnekontor.

Der er november og snart kommunalvalg, og Hartmann (Lars Mikkelsen), som klarer sig godt i meningsmålingerne, har i sinde at vælte den siddende overborgmester, Poul Bremer (Bent Mejding, som må nyde at spille led satan). Men nogen er ude efter ham - en journalist stiller ubehagelige spørgsmål - og Bremer har vist mere end et enkelt beskidt trick oppe i ærmet.

Og så er der den dygtige og dedikerede vicekriminalkommissær Sara Lund (Sofie Gråbøl), Forbrydelsens egentlige hovedperson, der har sidste dag på jobbet og er på vej til lufthavnen og et nyt liv i Sverige sammen med sin svenske kæreste og teenagesøn. Men da sagen om den forsvundne Nanna havner på Saras bord, kan hun naturligvis ikke bare overlade den til sin efterfølger, Jan Meyer (Søren Malling), og hun kaster sig over efterforskningen og når ikke sit fly.

Den svære balance

Der er mange ting, som skal forklares i første afsnit af Forbrydelsen.

Men selv om Søren Sveistrup og hans medforfattere af og til er lige ved at snuble, lykkes det dem at holde de forskellige historier fint ude fra hinanden, godt hjulpet af de mestendels overbevisende skuespillere.

Afsnittet begynder med, at vi ser en bange og forslået Nanna blive forfulgt i en skov om natten, og som de eneste ved vi, seerne, hvad der er sket. Derfor er det også spændende at følge de mange involverede personer og finde ud af, hvor de passer ind i det komplicerede puslespil, Sveistrup har i sinde at lægge de næste 19 søndage.

Det store spørgsmål er, om han undervejs kan finde den svære balance mellem det personlige og det professionelle. Det spændende er jo at se politiet arbejde, i hvert fald når man har med krimigenren at gøre, og hvis Forbrydelsen kommer til at handle for meget om hovedpersonernes privatliv, kan det hurtigt blive kedeligt.

Men nu er politik og mord jo en sprængfarlig cocktail.

*'Forbrydelsen'. DR1, søndag kl. 20

Læs mere på: www.dr.dk/forbrydelsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her