Læsetid: 6 min.

Forelsket i en havneluder

Med arbejderblod, Grønkjær, rap og hvidvasket vodka er Aalborg blevet medie-darling som dansk udgave af nordengelske industribyer, hvor uslebne kulturperler har ligget hengemt i undergrunden. Men Aalborg som arbejderby er en fiktion
19. april 2005

Gennem længere tid har byen Aalborg optrådt i medierne som den uvorne dreng, der blev sendt ud af klassen, men nu inviteres tilbage i varmen som samme mediers kæledægge. Mens socialdemokrater blæser til klassekamp, og en hel vælgerskare forvirret ser sig omkring efter ægte arbejderværdier at klynge sig til, hives den nordjyske hovedstad triumferende ind på scenen som et bud på en arbejderby med gamle værdier. Alt imens den danske middelklasse er ved at lide en værdimæssig kvælningsdød i den sumpede andedam, dukker Aalborg frem af dybet, og som et mosefund lægges den frem i afpudset glans til alles hungrende fortæring.

Den voksne middelklasse fik syn for sagn i Jakob Ejersbos roman Nordkraft fra 2002, ungdommen blev fulgt til dørs af Aalborg-rapperen Niarn i 2004, og resten af Danmark kom med på vognen med filmatiseringen af romanen i foråret 2005.

At de kulturelle mainstream-udtryk lever af forsimplede portrætteringer af tingenes tilstand er ikke overraskende. Derimod var det skuffende, at Information i sit weekend-tema om Aalborg den 4.-6. marts faldt på halen og lod sig forføre af den hjemstavnsromantik, Niarn, Jonny Hefty (en anden Aalborg-rapper) og ikke mindst Allan Olsen udsmykker byen med i interview-serien samme sted. Efter at have læst og set Nordkraft har man tilsyneladende ignoreret portrætternes fiktive karakter og storhyldende placeret Aalborg i det tomrum på Danmarkskortet, man længe har reserveret til en ægte dansk udgave af nordengelske industribyer, hvor uslebne kulturperler har ligget hengemt i undergrunden.

For, som Information skriver, står den på druk, hor og nævekamp i Aalborg. En by præget af arbejdere med værftlukningstømmermænd og et brølende kraftværk lige midt i byen(!). Jomfru Ane Gade portrætteres som omdrejningspunkt for en hårdhudet befolknings mentale tilstand, hvor man efter gamle maskuline idealer slås om pigerne og drikker bajere sammen bagefter. Den nordjyske muld er gødet af arbejderblod og hvidvasket vodka.

Niarn har udnyttet dette billede af Aalborg til at profilere sin egen position som dansk raps pitbull, der med muldbeskidte poter sætter sine fodspor i København. Og de københavnske journalister følger dem som sultne blodhunde, parate til at springe over hvor gærdet er lavest og udråbe åbenbaringen af en skjult skat af blod og beton.

Ensidig overdrivelse

Hvor underholdende det hårdkogte Aalborg-portræt afgjort må siges at være, er der ikke desto mindre tale om en kæmpemæssig og ensidig overdrivelse. Den eneste, der forholder sig kritisk til byen i Informations interview-serie, er Carsten Jensen. Men han har ikke været i byen i et halvt liv, så hans skildring rodfæstes i en skolegårdsmaskulinitet, fra dengang værftet var dampende, og arbejderblodet brusede om kap med Limfjorden og de travle ølhaner i Jomfru Ane Gade. Hans kritik ender således med blot at være den negative udlægning af samme forestilling om en by i evig jovial gadedrengekamp.

Ærgerligt, for det kunne være interessant at læse noget mere om Aalborgs altdominerende middelklasse i stedet for øl-pis-og-blod-romantikken blandt en for længst marginaliseret arbejderklasse. Det er det, jeg husker bedst fra mine 13 år i Aalborg. Duknakketheden, hvor janteloven hersker i en sådan grad, at selv arbejderen med det fremskudte bryst flankeret af løstsiddende næver ville blive vingeskudt af denne altfortærende nordjyske lov om ikke at stikke næbet længere frem, end at vi alle kan være med.

Jeg har ikke oplevet en så stærk flokmentalitet andre steder end i Aalborg, hvor man hele tiden helst skal kigge på hinanden med forbehold og blikket placeret forsigtigt lige under hagen på den, man taler med. For at kigge de andre direkte i øjnene og mene noget klart i modsætning til eller overensstemmelse med sine medborgere er ikke ønsket blandt middelklassens ypperstepræster. Hvis man agiterer lidt for ivrigt for noget som helst, har jeg flere gange oplevet den joviale, men ikke desto mindre affærdigende kommentar, »du er da helt oppe at køre i dag, hahaha,« hvormed der menes, »slap nu af med at mene noget som helst, og lad os blive ved med at mene lidt det samme om alting og ingenting.«

Middelklasse-mentalitet

Aalborg præges af middelklassen, der uden mål bevæger sig mod fremtiden med duknakket blik, men som nu pludseligt stolt kan rette ryggen og blikket bagud mod en gammel, forsvunden arbejderby. For den skildres jo i bøger, film og musik, og i fælleskor skråler de om kap med medierne i opdagelsen af et ægte arbejdermekka med hårdtslående værdier og en kold-i-røven-pis-og-bræk-kultur, der skider på regler og normer.

Regler og normer er dog stadig den hellige gral for middelklassen i Aalborg. Det kan hverken Nordkraft eller Niarn ændre på. Hold dig til normen og den betonsolide konsensus, ellers trækker vi på smilebåndet og trækker følehornene til os!

I de aktuelle portrætter af Aalborg får man indtrykket af en påtrængende udadvendthed, en direkte tale mellem mennesker; en påtrængende kontakt mellem tætbyggede gutter formidlet af hård tale, hæs latter, nævekampe, lussinger, spyt og blod.

Men snarere end den påståede udadvendte arbejdermentalitet, der skulle gøre gaderne i Aalborg usikre, nærgående og vedkommende, er det den indadvendte middelklasse-mentalitet, der præger bybilledet. En indadvendthed der truer med at suge øjnene helt ind i det nordjyske mørke sind. Kend en ålborgenser på duknakketheden og de indfaldne øjne. Fodboldspilleren Jesper Grønkjær er et glimrende eksempel.

Hvis man kniber øjnene sammen, ser det ud som om, han bærer en Zorro-maske. Gennem sammeknebne øjne kan man se om en person kommer fra Aalborg: Får han Zorro-maske, er han »fra Aalborg a´«.

Det er derfor, at mange ålborgensere går rundt med sammenknebne øjne; »er ham der fra Aalborg a´?«. I forbindelse med denne sammenknibning opstår der en anstrengelse af muskulaturen omkring øjnene, som samtidig fremskynder de indfaldne øjne. Dermed understøttes den ubrydelige konsensus på de ålborgensiske gader: Man patruljerer rundt for at spotte outlaws, som kan kendes på deres maskeløse blik, men ender med at se Zorro-masker overalt, fordi alle går og kniber øjnene sammen i kollektiv selvkontrol under jantelovens tegn. Gadens justits i Aalborg udgør således en selvopfyldende profeti, som underbygger den konsensus, der kræver aalborgenserens indadvendthed og passen sig selv.

Nødvendig nuancering

Mange ålborgensere vil nok beklage sig over min lige så ensidige skildring af den nordjyske middelklassementalitet, men den heftige eksponering af byens autentiske industribystemning nødvendiggør i mine indfaldne øjne en tyk rød understregning af leverpostejshyggen i den byfornyede omkreds af Nordkraft. Jeg bor i København, men er glad for at komme fra Aalborg. Jeg har nydt godt af havnefront og industriområder, og jeg synes stadig, at Aalborg Havn er et af Danmarks smukkeste steder. Men når nu byen er i tidens sigtekorn, er det nødvendigt at stille kornet lidt skarpere. At arbejderbyen Aalborg er udsat for en ekstrem overeksponering, mens virkelighedens Aalborg på mange måder kan regnes for den danske middelklasses højborg, er symptomatisk for den politiske tilstand herhjemme. Der tales om klassekamp og fløjkrige i landets traditionelt største arbejderparti, mens virkelighedens politiske kamphaner ikke er til at skelne fra hinanden i den bredde midte af dansk politik. Aalborg som arbejderby er en fiktion, hvis succes skyldes den danske middelklasses mangel på værdier, der er værd at kæmpe for.

Jeg har boet klods op ad det »brølende kraftværk« midt i byen. Jeg har aldrig hørt det brøle, men har tit ligget i min seng og fra mit vindue kigget direkte ud på de to skorstene og fantaseret om at spænde en hængekøje ud mellem dem. Min far kom en gang i avisen som repræsentant for en række utilfredse naboer, der klagede over sodpletter fra skorstenene på bilernes kølerhjelme. Og jeg kan huske de sorte pletter i sneen. Og nogle gange lugtede det fælt af korn fra de store siloer ved havnen. Men Nordkraft lukkede for flere år siden og nu er skorstenene pillet ned. Resten af bygningskomplekset skal bruges til kulturhus. Jeg kan ikke huske præcist, hvornår værket lukkede, og da jeg søgte efter informationer om værket på nettet henviste de første 50 poster til enten bogen eller filmen Nordkraft.

Joakim Grundahl Kjeldsen er BA i litteraturvidenskab samt stud.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu