Læsetid: 9 min.

'Han forenede det nyttige med det nyttige'

Forfatteren Niels Barfoed lærte direktøren og modstandsmanden Ole Lippmann at kende på dennes gamle dage. Nu har Barfoed skrevet et stort portræt af en mand, der havde sine meningers mod og var parat til at kæmpe for dem
23. november 2005

Niels Barfoeds bog En kriger udgivet af forlaget Gyldendal, handler om direktør og modstandsmand Ole Lippmann, som under Anden Verdenskrig kom til London og blev major i den engelske hærs hemmelige specialkorps, SOE, til organisering af modstandsbevægelserne på fastlandet.

Fra London blev han i februar 1945 sendt tilbage til København inkognito som faldskærmschef, cheforganisator og de allieredes repræsentant i Frihedsrådet. Koordineringen af modstandshæren og de fremtrængende allierede styrker skulle forberedes.

Det var Lippmann, der gav grønt lys for bombardementet af Shell-huset. Han var 28 år.

Ole Lippmann var for modstandsbevægelsen og på kollisionskurs med samarbejdspolitikerne og den såkaldt 'lille Generalstab': Danske officerer, der hellere ville bekæmpe danske kommunister end tyskerne.

Niels Barfoed skildrer ham med stor sympati. Har han mon overvejet, at hans bog kan opfattes som et indlæg i den debat om samarbejdspolitikken, som Anders Fogh Rasmussen har rejst?

"Det kommer bag på mig, at den kan virke, som om den er skrevet med et øje til den politiske tilstand i dag," svarer Niels Barfoed.

"Den er selvfølgelig skrevet i nutiden og med det uundgåelige bakspejl i hånden. Og det er mig, der vender og drejer spejlet. Men den er ikke skyggen af et indlæg. Føler nogen trang til at tage den til indtægt, er det deres hovedpine."

"Hele den der tænkning med være bange for 'at blive taget til indtægt' forekommer mig at være en rygmarvsreaktion fra en gammel indbildsk frontmentalitet, der ser enhver nuancering som et forræderi."

"I en tid, hvor der menes og kommenteres og slås mønt af besættelsen, har det været en stor lyst at dykke ned i dokumenterne og ud fra dem - inden for deres horisont - fortælle en historie om det, der skete, og som Lippmann fik til at ske."

"Det er klart, at bogen trækker på en respekt for den skæbne, den tager op, 'arrangerer' og fremlægger. Og Lippmanns skæbne hører til på modstandens side. Jeg har haft mine problemer med det pålæg, jeg ved lejlighed har modtaget fra Bo Lidegaard: At det ikke er en historikers opgave at gøre sin hovedpersons fjender til sine."

Friheden er skabt

"Men jeg er jo heller ikke rigtig historiker. Jeg er litteraturhistoriker, hvad der vist kan mærkes. Og jeg er ikke relativist. Der skal ikke indrettes et anneks i Frihedsmuseet til Schalburgkorpsets historie. Vist er der ingen ende på, hvad der kan forskes i, forskningen er fri. Men jeg kan ikke komme udenom, at den frihed ikke er noget, der bare er der. Den er skabt. Den blev, lige som samfundet, befriet af - ja, af modstandsbevægelsen with a little help from its friends."

"Afmytologisering, der fører til større og mere sandhed, er både nødvendig og smertefuld, men uden proportionssans duer det ikke. At gamle modstandsfolk må opfatte den danske deltagelse i Waffen SS som landsforræderi, bør ikke få unge historikere til at trække på smilebåndet."

- Har Anders Fogh Rasmussen så ret i sin kritik af samarbejdspolitikken?

"Det er enhver politiker og statsmands ret at pege på stjernestunder i den nationale historie, selvfølgelig. Men at spille helt på gamle politikeres vegne, der for 60 år siden stod med et centnertungt ansvar, er både uklædeligt og manipulerende. Og fuldkommen gratis."

Sammenbindende

"Min bog handler - med sympati - om en mand, der tidligt fik sin forankring i anglo-amerikanske værdier, selv om han hadede main stream amerikansk livsform. Og han blev atlanticist, som det hedder, om en hals. Men sine sidste mange år var han mere optaget af, hvordan det europæiske fællesskab kunne vokse og især 'tænde' folk. At være europæer var ikke noget med 'så pyt'. På samme måde hadede han den underlige fedtede danske måde, vi var NATO-medlemmer på fra 50'erne, sådan halvt bortvendt og samtidig stærkt indkasserende. Det skulle betyde noget. Han efterlyste helhjertethed."

"Der er noget sammenbindende i ham, en karisma, så det han gør, udgår fra et centrum, uden at det på nogen måde bliver monotont eller modsigelsesfrit. Det lyder banalt, men måske kan man sige, at han var drevet af kærlighed til livet, han var ikke destruktiv, men principielt konstruktiv."

- Er det det, Ole Lippmanns historie har at sige nutiden?

"Jeg synes, det Lippmanns historie kan sige nutiden, er, at der gives tider og forhold, hvor folk bliver stillet over for nogle meget store valg, både personligt og på andres vegne. Det er ikke valg, der træffes efter en række indre udvalgsmøder, men grundlæggende intuitivt. Og de er bindende. Derefter kan alt ske. Men han havde ingen hangs med de mennesker, der valgte at blive hjemme. Det der talte for ham, var, hvad folk var lavet af. Nogle af hans nærmeste venner, filmmanden Theodor Christensen og lægen Paul Thygesen, var ærkekommunister. Hvad han ikke kunne døje, var de gnidrede, der under fromhedens og hellighedens maske var hævet over det hele. Dem havde han et komisk ord for: Ferskvandsmoluskler. Nationer kunne være neutrale, ikke mennesker. Selv havde han fingrene langt nede i det blodige forsøg på få Danmarks anseelse halet i land."

- Skulle Danmark have ladet være med at indgå ikke-angrebspagt med Tyskland?

"Det er jeg ikke sikker på. Ole Lippmann måtte nødvendigvis se på det med sarkasme. Men han var ingen drømmer, jeg tror han var enig i, at det måtte gå sådan til, selv om det var noget møg. Han var ikke tapper på neturalitetspolitikernes vegne. Churchill havde jo også sagt, at det var forståeligt, at der måtte smides nogle lunser over muren. England havde vand mellem sig og Tyskland, Danmark havde ingenting."

"Det, der var Ole Lippmanns største problem, var vores neutralitetspolitik, som havde medført en fuldstændig naivt blind tro på, at bare vi lå tot, skulle det nok gå. Den politik blev vi tvunget bort fra ved besættelsen, hvor vi i verdens øjne tålte et samarbejde, som så mere og mere uheldigt ud. Men han erkendte, at det i Danmark måtte det gå langsomt til - vi var ikke Norge - vi måtte først vågne af vores tornerosesøvn."

- Alligevel valgte han selv modstanden?

"Ole mente vist bare, at der måtte være en grænse, hvor anstændigheden var nødt til at tage over uanset konsekvenserne."

Det politiske spil

"Oles problem var, at han havnede i et politisk spil, hvor de gamle politikere satte sig på Danmark og brugte officererne til at sikre en tilbagevenden til tilstandene fra før krigen, og dér stod Frihedsrådet i vejen. Det havde de unge mennesker problemer med. Og Ole var helt på Frihedsrådets side."

Men også hans britiske SOE-overordnede Ralph C. Hollingworth, der er forpligtet over for den engelske efterkrigspolitik, støtter de konserverende kræfter. Og Ole Lippmann føler, der er et spil gående bag hans ryg.

Ole Lippman havner i den samme situation på de afgørende tidspunkter i sit liv. Da han i 1956 vil sende et feltlazaret for Dansk Røde Kors til Ungarn, sker det igen. Inde i Budapest kæmper han ene mand med russerne om at få lov at sende lazarettet ind, og da det efter 10 dage i krigshelvedet lykkes ham at slippe ud til Wien, har Internationalt Røde Kors overtaget hele butikken og er parat til, i samarbejde med Lippmanns overordnede i Danmark, at danse efter russernes pibe og sende lazarettet af sted ubemandet og i bidder.

Selv om Lippman ved, nødhjælpen blot vil blive solgt på det sorte marked og derfor unddrages de sårede og døende. Begge gange går de konserverende og pacificerende kræfter bag om ryggen på ham, og begge gange taber han. Alligevel fremstår han med en vinders glans.

Det er disse to hovedbegivenheder i Lippmanns liv, der er kompositoriske omdrejningspunkter for bogen, og de melder sig af sig selv, når man først har fået blik for det centrale i Ole Lippmann, fortæller Niels Barfoed.

"Faktisk sker det endda flere gange, end jeg har medtaget i bogen: Han skal ind i løvens hule. Det er et dybt anlæg i ham. Når det var nødvendigt, og det ikke kunne være anderledes, var han frygtløst parat til at tage chancen ligesom han var formidabel til at analysere situationen i løvens hule."

"På sine præmisser havde han ret! Også i tilfældet Ungarn. I sine 10 dage inde i Budapest var han nærmest gået i spin for at skaffe underretninger om, hvordan ungarerne virkelig havde det og for at fremskaffe, hvad de virkelig havde brug for. Så kommer han ud, og dér står 12 Røde Kors-chefer, danske og internationale, og ryster på hovedet ad ham og siger, at dagsordenen nu er en anden. Jamen, det er hans lazaret, det er hans idé, og den danske stat har skudt penge i det, han kan ikke bare smide det fra sig. Det er en tragedie."

"Mange senere internationale iagttagere er enige om, hvad Ole så med det samme: Der blev udvist al for stor appeasement i FN over for russerne. Det forlængede Den Kolde Krig og gjorde, at de turde gå ind i Prag i '68."

- Han tjente jo også penge på det. Hans feltlazaret er udstyret med Simonsen & Weels produkter?

"Han forener altid det nyttige med det nyttige. Men det ene er ikke alibi for det andet, hvilket ellers er normen. Simonsen & Weel var ikke et sted, hvor han tjente en masse penge. Det var dels en del af læge- og hospitalsverdenen, dels en modstandsrede - maskinpistoler måtte dog kun produceres efter fyraften - og et 'universitet', samt et sted, hvor folk er blevet behandlet ordentligt - jeg har snakket med talrige medarbejdere."

"Han tager også til Tyskland i december 1943! Det er både fordi Simonsen & Weel har underleverandører dér og for at finde ud af, hvordan det tyske folk vurderer situationen. Og for at rapportere til sine fæller i det illegale efterretningsarbejde. Det ene er aldrig skalkeskjul for det andet, begge formål er ægte."

"Når han fattede interesse for noget, tænkte han, at det må kunne bruges til noget mere. Mange har oplevet, at de dagen efter at have været sammen med Ole modtog en lille bog eller en udklippet kronik med en bemærkning om, at det vist måtte være noget for dem. Han var en 'ernærer', en forsørger, kunne man sige. Selv har jeg oplevet det højst besynderlige pludselig at blive bedt om at indtræde i bestyrelsen af Ebbe Muncks Mindefond. Hvorfor? Det viste sig selvfølgelig, at Ole stod bag. Den og jeg kunne gøre noget for hinanden. "

"Han var helt ufanatisk, let og uhøjtidelig, med et hvileløst blik for uret og en renlivet evne til at forarges. Men han tænkte aldrig i personlig gevinst, han havde ingen glorie, der skulle pudses. 'Djævelen må da kunne standses i sit fantastiske arbejde', skrev han engang i sin Ungarn-dagbog. Den slags gik en stor del af hans liv med. Der var en form for renhed over ham, en permanent ungdom, selv om der var kommet meget bark og rust udenpå. Han var en Puer Aeternus."

Litteratur og historie

- Du sagde før, at du jo var litteraturhistoriker, og din bog er vitterlig litterært komponeret. Eksempelvis fortæller du, hvordan han som barn ved hjælp af spejle imponerede en legekammerat med at kunne kigge om hjørner. Det kan man koble med, at han senere bliver direktør for Simonsen & Weel og storforhandler af endoscoper til kikkertoperationer. Dermed får du sagt, at han vil se, hvad der er om hjørnet?

"Ja, den trang driver ham, trangen til at gå ind i det ukendte, der egentlig er utilgængeligt, for at udforske det og finde ud af, hvordan man håndterer det."

Man kan dog godt sætte spørgsmålstegn ved Ole Lippmanns konkrete historiske betydning, mener Niels Barfoed, netop fordi hans overordnede tager magten fra ham i de afgørende situationer.

"Da Ole Lippmann kom til Danmark, var krigens afslutning klart forestående, blot vidste man endnu ikke helt, hvor man havde tyskerne. Det gjaldt om ikke at provokere dem unødigt."

"Englænderne var flere ting. De var SOE, men også Foreign Office, den afdeling, der lagde den politiske linje. Og den havde andre planer end modstandsbevægelsen. Danmarks trygge kurs ind i freden skulle ikke forstyrres af en politisk bevægelse baseret på modstandsbevægelsen som i Belgien og Jugoslavien. Foreign Office ville have de gamle politikeres hænder på roret, så Danmark kunne fastholdes i den engelske interessesfære. Fra at være uddannet til subversivt arbejde bag fjendens linjer blev Ole sat til at sørge for en udgang på krigen, hvor modstandsbevægelsen både bestod som garant for danskernes allierede orientering og ikke forstyrrede restaureringen af det gamle Danmark."

"Han gjorde det job som en god officer - men stærkt knurrende."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu