Læsetid: 5 min.

’Forfærdeligt, at Dansk Folkeparti er største arbejderparti’

4. august 2005

Adressen Islands Brygge er blevet en af hovedstadens hotteste. LO’s næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger, står foran organisationens hovedsæde, der sortladent spejler havnevandets krusninger. »Magtens arkitektur? Nej, tværtimod. Jeg har selv haft stor indflydelse på udformningen,« siger hun. »Vi har med vilje valgt et hus, der åbner sig mod omgivelserne. Vi har undgået en atrium-gård, der lukker sig om sig selv.« »For tre år siden, da vi flyttede herud, var der nogle, der talte om ‘glaspaladset’. Det gør de ikke mere. Efter de andre bygninger er skudt op herude, er vi kun en lille klods.«
– Færre vil være medlemmer af en fagforening. Er det nogen skade til?
»Grunden til, at dansk fagbevægelse er så stærk, er, at vi – stort set – repræsenterer hele den danske befolkning. Det gør os troværdige – også på Christiansborg, når der skal laves trepartsforlig. Hvis vores medlemstal går markant ned, gør det os mindre attraktive, også for arbejdsgiverne.«

Raslende medlemstal
– Skræmmer fortilfældet fra USA, hvor medlemstallet i fagforeningerne rasler ned?
»Der er mange steder, der skræmmer. USA, ud over Europa. I England er man gudskelov ved at få vendt billedet?
– De britiske fagforeninger har været eksempel på total forstening?
»Perioden under Scargill (tidligere formand for de britiske minearbejdere, red.) var udtryk for en fagforeningstænkning, der – for nu at sige det pænt – var uhyre gammeldags. Det kan moderne, tænksomme mennesker ikke forbinde sig med. Men den britiske fagbevægelse blev sat under angreb i Thatcher-årene.«
– Den havde gjort sig så upopulær, at hun kunne slippe af sted med det?
»Sandt nok. Når hun kunne slippe af sted med det, var det fordi, engelsk fagbevægelse ikke havde bred appel. Det skal man huske som faglig leder: At holde forbindelse med medlemmerne. Ellers gør man sig sårbar. Og hverken borgerlige regeringer eller arbejdsgiverne elsker fagbevægelsen for dens blå øjnes skyld.«
– Mon ikke arbejdsgiverne elsker fagbevægelsen, fordi den er garanten mod anarki?
»Det er det fantastiske ved den danske model. De progressive blandt arbejdsgiverne kan se fordelen ved et veluddannet og velorganiseret arbejdsmarked. Det er grunden til, at Europa kommer rejsende hertil. Det seneste år har jeg brugt mere tid på udenlandske journalister end på danske.«
– Dansk fagbevægelse har et noget personlighedsspaltet syn på EU?
»Det er et spørgsmål om solidaritet. Mange af de syd- og østeuropæiske lande får løst deres problemer via EU, fordi deres eget arbejdsmarked er så dårligt. Men vi i Danmark har en dyb interesse i at forsvare, at vores arbejdsmarked er reguleret via aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.«

Det særligt danske
– Hvorfor denne særlige danske interesse?
»Vi kan ikke finde et sted, hvor arbejdsmarkedet virker bedre end i Danmark – og lad os bare sige Norden. Hertil kommer, at en lang række af de problemer, vi skal løse i velfærdssamfundet, skal løses på arbejdsmarkedet: Integration, uddannelse, arbejdsmiljø, nedslidningsproblemer.«
– Gør solidariteten med andre landes arbejdere, at vi er nødt til at køre både ad et EU-spor og et dansk?
»Jo, der er sket et paradigmeskift inden for de sidste otte år. Tidligere slog man syv kors for sig, når EU-regulering blev nævnt. Nu er der en erkendelse af, at den kan indarbejdes i overenskomster. Plus, at vi i Danmark som regel forhandler ‘ovenpå’ EU-reguleringen, f.eks. arbejdstidsdirektivet, hvor vi har overenskomster, der stiller lønmodtagerne meget bedre.«
– Hvor længe bliver det ved, før globaliseringen indhenter os?
»Vi går en lys fremtid i møde – modsat hvad så mange andre prædiker. For ti år siden begræd jeg, at Danmark ikke havde en stor Volvo- eller Nokia-virksomhed. I dag er jeg lykkelig, fordi den erhvervsstruktur, vi har, er langt mere omstillingsdygtig end de store industrikonglomerater. Og folk er langt mere fleksible. Samtidig er vi i stand til at tackle problemerne med udenlandsk arbejdskraft, der arbejder til sulteløn.«
– Det er ikke den udenlandske arbejdskrafts tilstedeværelse, der ophidser jer?
»Absolut ikke. Folk er velkomne til at arbejde på overenskomstmæssige vilkår. Ellers ødelægger de det danske arbejdsmarked. Og dermed også deres muligheder for på længere sigt at komme op på dansk standard.«
– I USA og Storbritannien har den udenlandske arbejdskraft presset lønningerne ned?
»Her spiller organisationsprocenten en afgørende rolle. I Danmark er den 83. I USA er den 17. I Storbritannien er den 30.«

Den kritiske grænse
– For folkekirken siger man, at den kritiske grænse for medlemstallet er 50 procent af befolkningen. Hvad er jeres?
»Den absolut kritiske grænse er 55 procent. Over halvdelen. Men jeg kan forsikre dig: Det sker aldrig i Danmark.«
– Men udviklingstendensen…
»Ja, det er rigtigt. Vi ser faldende tal overalt, bortset fra England og Australien. Men vores forbund er ekstremt opmærksomme på at hverve medlemmer.«
– Dengang i 1980’erne hvor du var medlem af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, var du yderst kritisk over for LO-ledelsen. Har den forbedret sig? Eller har du ændret dig?
»Hmm. Det er en skønsom blanding… Er det ikke et radikalt svar? Ting forandrer sig altid, når man kommer tættere på: Hvorfor beslutningerne bliver truffet, som de gør. Men det er et selvstændigt ansvar at spørge, om vi nu også gør det rigtige. Jeg og Hans (Jensen, LO-formanden, red.) har søgt at åbne LO. Men det er stadig ikke optimalt.«
– Har du en basisgruppe, du kan referere til blandt dine gamle DKP-venner?
»Tilbage til DKP-tiden? Nej, det har jeg dog ikke. Mange af dem, jeg var gode venner med i DKP, er blevet socialdemokrater i dag.«
– Er det beroligende eller foruroligende?
»Beroligende. Det er fedt, at mange af dem, der i sin tid var vældigt fagligt aktive, nu ser summen af deres holdninger bedst repræsenteret af Socialdemokraterne.«
– Var bruddet mellem fagbevægelsen og Socialdemokraterne en god ting?
»Ja.«
– Socialdemokraterne er ikke blevet stærkere af det?
»Sådan nogle dybtgående forandringer tager tid.«

Et svækket S
– Kommer Socialdemokraterne sig nogensinde?
»Det er jeg overbevist om. Og nu taler jeg også som socialdemokrat: Det er det parti, der samlet set har det bedste bud på, hvordan vores samfund skal udvikle sig.«
– Men partiet har jo ikke længere penge til at få sit bud ud?
»Man vinder ikke valgkampe ved annoncekampagner, men ved at være til stede dér, hvor folk er.«
– Fagbevægelsen hjalp jo ikke Lykketoft ved at organisere tilstedeværelse ved hans møder på arbejdspladserne, så der kom meget få?
»Modsat hvad mange tror, er det ikke fagbevægelsens opgave at organisere den socialdemokratiske leders valgkamp. Der er tale om manglende organisering i Socialdemokratiet. Men vi betragter stadig partiet som vores bedste venner på Christiansborg. Vi har et værdifællesskab både historisk og nutidigt.«
– Hvilket indtryk gør det, at Dansk Folkeparti er det parti, der tiltrækker flest arbejdere?
»Det gør dybt indtryk. Man må anerkende Pia Kjærsgaards enestående kommunikative evner. Venstrefløjen har systematisk undervurderet Dansk Folkeparti. Men det er forfærdeligt, at det er sådan. For når man ser på deres handlinger, forsvarer de ikke lønmodtagerne. Lige så snart den borgerlige regering var kommet til, var Dansk Folkeparti med til at afskaffe den økonomiske omfordeling via den sociale pensionsordning under ATP.«
– Hvorfor omfavner I ikke Dansk Folkeparti i et favntag, der forhindrer dem i den slags?
»Vi samarbejder med alle partier og gør dem bekendt med vores holdninger og analyser. Og så må de enkelte partier træffe deres afgørelser ud fra deres holdninger.«
– Det, du siger nu, lyder iskoldt?
»Det skal forstås iskoldt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her