Læsetid: 7 min.

Den forfærdende historie om Mao

Bestsellerforfatteren Jung Chang har begået en banebrydende biografi om den kinesiske leder, hvori han bliver stemplet et 'uhyre'
29. oktober 2005

Ingen udenlandsk gæst, der inden for de seneste år har besøgt Tiananmen-pladsen, rejser hjem uden at glemme det enorme portræt af formand Mao, som pryder facaden til Den Himmelske Freds Palads i Beijing.

Mao Zedong døde i 1976 i en alder af 82. Allerede seks år senere blev han af Kinas kommunistparti offentligt bebrejdet for fejl begået i forbindelse med Det Store Spring Fremad 1958-61 og den efterfølgende (politisk iscenesatte) hungersnød samt kulturrevolutionen 1965-75 med alle den periodes sagesløse politiske ofre.

Siden da er et utal af kritiske artikler og bøger blevet skrevet om Mao, mange af dem af kinesere i Kina. Til trods herfor har det nuværende ikke-valgte kommunistiske styre i Beijing aldrig vovet at skære navlestrengen over til republikkens grundlægger - den store rorgænger fra Hunan - skønt de fleste voksne kinesere i dag er udmærket bekendt med Maos personlige ansvar for måske 70 mio. tabte menneskeliv i sin tid som tyran over det kinesiske folk 1948-1976.

Faktisk lærer unge kinesere stadig i skolen, hvor rar en onkel Mao var - en leder, der kærede for sit folks vé og vel. Denne myte kunne let blive punkteret, hvis lederne turde prikke et hul i den. Men som Kina-specialisten Jonathan Mirsky skrev i juli i The International Herald Tribune:

"Formandens eftermæle bliver stadig forsvaret, fordi uden Mao ville et sort hul gabe under kommunistpartiets fødder. Man må erindre, at Lenin blev stående efter Nikita Khrustjovs fordømmelse af Stalin. Uden Mao ville hans arvtagere blive efterladt hængende i et ideologisk tomrum".

Det er derfor, portrættet af 'uhyret Mao', som Jung Chang og Jon Halliday stempler ham i deres nye biografi, bliver hængende på Den Himmelske Freds Plads. Skønt Mao sammen med Hitler og Stalin indtager en særplads blandt det 20. århundredes totalitære tyranner - og ifølge forfatterne endda overgår de to i brutalitet - repræsenterer han stadig et uomgængeligt symbolsk samlingspunkt for de kinesiske kommunistledere.

I deres imponerende og til tider ensidige biografi Mao, The Unknown Story leverer Jung Chang (forfatter til alle tiders bestseller De Vilde Svaner om hendes opvækst under kulturrevolutionen) og hendes husbond Jon Halliday (forsker i russiske og østeuropæiske forhold) kineserne krudtet til det endelige opgør med deres nationale faderskikkelse. Spørgsmålet er om dette projektet kan fuldføres.

Bandlyst og falske sejre

Biografien er allerede blevet bandlyst i Kina. Under et møde på Harvard University i mandags fortalte Jung Chang, at toldpolitiet rev siderne med en anmeldelse i The Economist Magazine ud og nummeret med Mirskys anmeldelse i The Far Eastern Economic Review blev konfiskeret ved grænsen. Et BBC-interview med hende blev aldrig transmitteret i den kinesiske udgave.

Men hun har selv oversat den på engelsk skrevet biografi til kinesisk og ser frem til, at en piratudgave i bogform og på internettet i den nære fremtid vil cirkulere i Kina.

Biografien vil utvivlsomt blive modtaget anderledes i Kina end i Vesten. I Kina vil det fremfor alt være forfatternes afsløring af den falske myte, som Mao byggede op om sig selv og sin rolle i revolutionen, der vil gøre et uudsletteligt indtryk.

Han deltog ikke personligt i grundlæggelsen af Kinas kommunistiske parti i 1920-21; hans arbejde var ikke drevet af social indignation over undertrykkelsen af de kinesiske bønder, men ene og alene af et personligt magtbegær; Den Lange Marchs succes var ikke et resultat af Maos politiske og militære lederskab, men tilskrives nationalistleder og generalisimo Chiang Kai-sheks fejldispositioner og uvilje mod at eliminere Den Røde Hær. Russerne have kidnappet hans søn og truede med at henrette ham, hvis nationalisterne besejrede Maos usle styrker.

I Vesten vil man derimod bide sig mere fast i Maos sadisme, hans komplette mangel på et moralsk kompas og svigtende indfølingsevne for andre menneskers lod.

"Jeg tror ikke på det moralske grundsynspunkt, at ens handling bør være til andres nytte. Selvfølgelig er der andre mennesker og genstande i verden, men de eksisterer alle for min skyld. Folk som jeg er kun pligtige over for os selv, vi er ikke pligtige over for andre," bliver han citeret i bogen for at have skrevet i en ung alder.

Dræberkniv til alle

Jung Chang hævder, at Mao blev fascineret af rendyrket vold, da han bevidnede, hvordan bønder i Hunan-provinsen mishandlede landejere under et oprør i midten af 1920'erne. Især ofrenes frygt for en skarpsleben, tveægget dræberkniv gav ham stor tilfredsstillelse. "De revolutionære myndigheder burde give hver yngre og middelaldrende mand én. Benyttelsen af den bør ikke være begrænset", skriver Mao, der i den periode var leder af provinsens kommunmistparti. I en rapport om sine iagttagelser til partiets ledelse i Shanghai (der også gik videre til Stalin i Moskva) skrev Mao, at han ved synet af de brutale overgreb på landejerne havde følt "en form for ekstase, som jeg aldrig har oplevet før. Det er vidunderligt, vidunderligt!"

Et terrorvælde var absolut nødvendigt for at fuldføre en revolution i Kina, mente Mao. Her adskilte han sig naturligvis ikke fra Lenin og Stalin. Men Chang og Halliday peger på, at hverken Stalin eller Hitler gik til så ekstreme yderligheder som Mao i deres benyttelse af vold som et politisk virkemiddel til at opretholde og ekspandere deres interne magtstilling i partiet og i landet.

Byg alt op på ny

Hvad der skete i Hunan, skriver de to forfattere, "var at Mao i sig selv opdagede en forkærlighed for blodtørstig bølleterror. Denne instinktive nydelse, som var tæt på sadisme, gik i spænd med hans følelse for leninistisk vold. Mao havde ikke en teoretisk tilgang til vold. Denne hang til vold udsprang af hans karakter og skulle senere have en vidtrækkende indflydelse på de metoder, han anvendte som Kinas fremtidig leder".

Det er endvidere forfatternes postulat, at Mao var en nihilist. Han sagde f.eks. ofte, at Kinas kultur burde tilintetgøres og bygges op påny. Andre gange talte han om at ødelægge hele landet som den eneste mulige forudsætning for reformer.

Ruslandsspecialisten Halliday er i kraft af sine studier af nyligt tilgængelige arkiver i Moskva - en kvart mio. sider korrespondance mellem det sovjetiske og kinesiske parti - i stand til at beskrive Stalins personlige styring af Mao. Den kinesiske leder fremstår i bogen som en villig lakaj af Moskva og en kynisk opportunist, der lige så godt kunne være endt som leder af nationalistpartiet fremfor kommunistpartiet.

"Det var blot et spørgsmål om at være på det rette sted på det rette tidspunkt", skriver Chang og Halliday om Maos valg mellem de to partier i slutningen af 1920'erne.

Alt dette er naturligvis deprimerende og sindsoprivende læsning for dem, der stadig nærer beundring for den kinesiske diktators samling af Kina til én nation efter kolonitiden, hans modernisering af samfundsøkonomien, frigørelsen af kvinderne og indførelsen af skolepligt for alle kinesiske børn. Spørgsmålet er i sidste ende om de kolossale menneskelige ofre, som Mao uden samvittighedskvaler var rede til at bringe, var nødvendige i denne proces.

Svaret er ifølge biografien nej. Men man kan med rette spørge, hvorfor det for er så vigtigt at give os et så selektivt og ensidigt portræt af 'uhyret' Mao. Det undrer Kina-eksperten Jonathan Spence fra Yale University sig over i en anmeldelse i The New York Review of Books.

Ensidig fremstilling

"Vi bliver ikke tilbudt en historisk kontekst", beklager han.

Spence noterer, at forfatterne gennem 10 år har interviewet hundredevis af personer, der kendte Mao godt eller havde mødt ham ofte. Men han efterlyser en kildekritisk behandling. Vidneudsagn tilbage til 1920'erne og 1930'erne bliver taget for pålydende. Han kritiserer også den ensidige fokusering på Maos ondskabelige natur.

"Det udelukker automatisk vurderingen af andre faktorer i Maos personlige udvikling som politiker og underkender den rolle som utallige kinesere, der kæmpede for ændringer i Kina, spillede i historien. Uden balance mangler vi nuancer og ser kun nat og dag. Hvis Maos ikke havde nogen samvittighed og ingen meningsfuld forestilling om en anden verden, bortset fra en verden styret af ham selv, så kan vi intet lære fra et sådant menneske", skriver Spence, selv forfatter til en biografi om Mao.

Hvorfor så skrive historien?

Det er problemet ved denne megabiografi i en nøddeskal. Den virker mere som et politisk manifest end en redelig historisk biografi, hvilket er en skam, fordi Chang og Halliday har talt med næsten alle nulevende mennesker, der kendte Mao, og læst alle relevante dokumenter af og om ham. Alt for ofte får man indtrykket, at de tolker kildematerialet i den retning, som passer ind i deres overordnede tese.

Under bogmødet på Harvard University i mandags spurgte menneskerettighedstænkeren Michael Ignatieff Chang, om der for hendes vedkommende skjuler sig et hævnmotiv. "I De Vilde Svaner høre vi jo om Deres lidelser under kulturrevolutionen", sagde han.

"Min bedstemor døde dengang, men i De Vilde Svaner skrev jeg mig ud af vreden," svarede Jung Chang.

"Biografien om Mao var motiveret af min nysgerrighed. Jeg blev virkelig overrasket over, at han f.eks. ikke var grebet af social indignation og i virkeligheden var ideologiløs, at han bevidst lod millioner af kinesiske bønder dø af sult, at han nød vold og absolut intet følte for sine medmennesker, selv ikke for sine hustruer og børn. Mao førte uophørlig krig mod sit eget folk - lige til sit livs afslutning. Da Chou En-lai fik kræft, gav Mao lægerne ordre til at lade ham dø. Mao ville ikke være den første af de to til at dø".

Jung Chang and Jon Halliday: MAO, The Unkown Story, Alfred A. Knopf, New York 2005, 814 s.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer