Læsetid: 6 min.

Forfatter i krig

Myten, macho-journalisten og reportagekunstens danske stormester ville i dag være fyldt 70 år
1. marts 2007

Billedet af krigsreporteren, der sidder i et udbombet hotelværelse i Beirut, bøjet over skrivemaskinen, mens krigen raser udenfor, er legendarisk, og medvirkende til, at Jan Stage nærmest er blevet synonym med en form for journalistik, der i dag stort set er forsvundet fra avisernes spalter.

Fra midten af 1960'erne og frem til sin alt for tidlige død i 2003 var Stage en af de mest markante og kritiske skribenter i Danmark. I en næsten uendelig række artikler og reportager fra verdens brændpunkter bragte han histo-riens begivenheder helt ind på livet af sine læsere, der ikke blot fik de nødvendige informationer til at forstå de politiske og sociale begivenheder, men samtidig en reportagekunst rig på steder, stemninger, situationer og virkelige mennesker. Stage havde en særlig evne til at se den store historie og dens konsekvenser i detaljen.

"I Stages tekster bliver virkeligheden set gennem et temperament og med en usædvanlig indfølingsevne," siger vennen og kollegaen siden årene på Information, Lasse Ellegaard, der netop har redigeret en samling af Jan Stages bedste tekster under titlen Signatur: Jan Stage.

Stage blev med årene en myte i journalistkredse, beundret for sit umiskendelige skrivetalent og berygtet for sit temperament og sine excesser på den københavnske dødsrute. Han fremstod som et levende billede på den fandenivoldske krigsreporter, der altid var på farten og aldrig holdt sig tilbage. En myte han selv var med til at skabe ud fra sit klare forbillede machoforfatteren Ernest Hemingway.

"Jan ejede meget få ting. Ganske enkelt fordi det hænger dårligt sammen med det at rejse. Han var altid undervejs med skrivemaskinen og den sirligt pakkede svineskindskuffert, han kaldte 'kontoret',",fortæller vennen og rejsefællen Lasse Jensen, vært på P1-programmet 'Mennesker og medier'.

Rastløshed og idealisme

I 1960'erne og 1970'erne kom artiklerne og reportagerne fra Cuba og Mellemamerika, som også var hans base og hjem, indtil han i midten af 1970'erne vendte tilbage til Danmark. I det melankolske selvportræt af den unge Stage i bogen Havana tur/retur fra 1994 fortælles først om den unge idealistiske kommunist, der kommer 'sejlende for at bevidne revolutionen', mens det 30 år senere er en illusionsløs journalist, der minutiøst registrerer den hårde dollarvalutas regime på trope-socialismens sidste bastion. I årene inden ankomsten til Cuba var Stage skribent på det kommunistiske dagblad Land og Folk. Stage forblev tro mod dette engagement hele livet, som kolle-gaen Lasse Jensen fortæller:

"Jeg tror, at Jan hele vejen igennem havde en form for ren idealisme. Den ændrede sig aldrig. Han forblev vel, hvad man kunne kalde socialist, til trods for at han gang på gang oplevede, hvordan realiseringen af denne socialisme slog fejl. Han var måske snarere en form for utopist, der altid forholdt sig skeptisk til den politiske virkelighed, der omgav ham." 'Utopisten' Stages engagement kom også til udtryk i årene på Cuba, hvor han fungerede som agent for den cubanske efterretningstjeneste og brugte de danske avisers pressekort som alibi for at få adgang til verdensrevolutionens frontlinjer.

Den venstreorienterede holdning hos Stage havde også en eksistentiel karakter og blev brugt som et middel mod konformiteten og rastløsheden. I erindringsbogen - og ham der slår på tromme... skriver han: "I nogen påfaldende grad er jeg ikke ideologisk orienteret. Jeg har meldt mig ind i DKP af eksistentielle årsager". Stage var altid med, hvor tingene skete, og hele værket synes drevet af et indædt oprør mod kedsomheden i den danske andedam.

Da Stage kommer hjem fra Cuba og Mellemamerika i midten af 1970'erne bliver han omrejsende korrespondent først for Information og siden Politiken. I de efterfølgende år rejser han rundt til verdens brændpunkter og udvikler en særegen reportagestil. Herbert Pundik, der var Stages redaktør under de mange år på Politiken, beskriver ham således:

"Jan var kreativ som få i sin generation. Hans reportager var båret af en sanselighed, der forplantede sig til læseren. Man oplevede krigens røg og damp, når man læste hans krigsreportager fra Libanon. En krig, der varede i 15 år, og som han hadede og samtidigt følte sig tiltrukket af. Han bevægede sig i grænselandet mellem journalistik og litteratur. Det var journalisten i ham, der oplevede, men kunstneren i ham, der formidlede."

Litterær ekvilibrisme

Grundholdningen i Stages stil er anti-akademisk og anti-autoritær. Fakta og teori er blot nødvendig baggrundsviden. I den forstand er han på linje med sin ven og kollega, den nyligt afdøde polske forfatter Ryszard Kapuscinski, for hvem det forudgående studie og research er en forudsætning for reportagerne. Stage er optaget af tingenes sammenhæng og deres tidslighed. Når den venstrerevolutionære regering i Bolivias hovedstad La Paz træffer en beslutning om at lukke de berygtede Siglo XX-tinminer, vil han se, hvilke konsekvenser netop denne beslutning har for de mange tusind arbejdere i provinsen, hvor tinminerne siden 1950'erne har været deres bread and butter. Eller når Fidel Castro og Che Guevara (blandt mange andre) proklamerer verdensrevolutionen i 1960'erne, så er Stage interesseret i at se de reelle virkninger af deres engagement ude i landsbyerne, i familierne, i de skæbner han møder undervejs på vejene i Mellemamerika i 1980'erne. For først her - med menneskene og med tiden - bliver historien konkret, først her bliver ordene og tankerne til kød og blod.

Efterhånden som erfaringerne påvirker Stage, bliver han skeptisk over for enhver ideologi, og mere opmærksom på historiens paradokser og hykleri, uanset om det er iklædt kapitalistiske eller kommunistiske gevandter.

Netop skepticismen bliver sammen med nysgerrigheden en form for livsholdning, der er kendetegnende for alle Stages sidste store og suveræne reportager fra 1980'erne og 1990'erne blandt andet fra ex-Jugoslavien, der mestendels bliver trykt i den tyske udgave af magasinet Lettre Internationale. Det er også her Stages store sproglige mesterskab for alvor folder sig ud. Og det selvom Stages formidable pen allerede i de tidlige år er til stede sammen med hans fantastiske evne til at give et sted, en situation liv og nærvær med få ord. I disse sene år begynder Stage også at skrive spændingsromaner, hvor erfaringer og oplevelser kondenseres og gennemspilles i genuint veldrejede plots.

I alle disse mange store og små værker fra mere end 40 års tekster er projektet at afdække og skildre virkelighedens konkrete konflikter gennem beretninger og billeder, så læseren selv kan tage stilling til historien og dens begivenheder. På bunden af disse tekster ligger der således en form for tolerance (eller måske snarere indifference), der undgår at dømme det sete og i stedet hober billeder og situationer op for at kortlægge virkelighedens kompleksitet. Hos Stage er den historiske ligning aldrig enkel.

Ikke uden omkostninger

Stages ubændige trang til at være on the road er legendarisk, og prisen herfor betales altid ved kasse et; en form for stille melankoli og uforløst oprør dominerer ordene og giver dem en knaldhård nødvendighed i modsætning til den blodfattige livsstils- og petit-journalistik, der i dag præger store dele af det danske mediebillede.

"I takt med professionaliseringen af avisbranchen er det personlige udtryk og den journalistiske vildskab a la Stages forsvundet over i andre brancher, som for eksempel it- og filmbranchen," siger Lasse Ellegaard.

Stage havde noget andet - et usædvanligt litterært talent og en sproglig følsomhed, der gjorde reportagerne til fascinerende læsning, uafhængigt af det emne, de beskæftigede sig med. Det bragte ham også på kant med dele af den danske presseverden. For hvor trækkes grænsen mellem fakta og fiktion i den litterært iscenesatte reportagekunst? Som Lasse Jensen vurderer:

"Han havde en stilistisk suverænitet, der sprængte rammerne for og gik ud over den traditionelle journalistik. Nogle ville sige, at han forrådte journalistikken, men jeg mener, at han berigede den."

Stages reportager blev til i en tid, hvor journalistikken havde andre kår, hvor de økonomiske prioriteringer på dagbladene var anderledes, hvor friheden og råderummet for den enkelte journalist var meget større. Men det personlige engagement havde sine omkostninger for en splittet sjæl som Stage. Som Herbert Pundik formulerer det: "Hans indre splittelse krævede omsorg, som blev gengældt på brysk macho-facon. Når han var hjemme på redaktionen kunne man af og til ønske ham langt bort. Men når han var ude, kunne det ikke sjældent ske, at man savnede ham."

Skribenterne til denne artikel arbejder på en biografi om Jan Stage, der udkommer næste år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu