Læsetid: 4 min.

Om forfattere, læsere og ikke mindst anmeldere

Når forfattere bliver anmeldere...
18. november 2006

Som det vil være enhver læser af denne avis bekendt, valfarter titusinder af læseheste denne weekend til Frederiksberg for at bede på det årlige BogForum.

Fra stand til stand styrter de rundt mellem hinanden for at nå at høre og ikke mindst se så mange af de hædrede eller forkætrede forfattere som muligt. Ved dagens ende er de netop så meget klogere, som de ville være efter at have bladret lidt i hver 10. af samtlige bøger på det lokale bibliotek.

Alligevel er de glade og fornøjede, for som med enhver anden form for overfladisk konsum er det først og fremmest synet, der mætter øjet. Ingen går i rette med dem - og mindst af alle forfatterne, for selv om de hellere vil læses end ses og høres, så går de hjertens gerne på kompromis, når de blot tror at kunne øge salget af den vare, de falbyder, i håb om at kunne skrabe sammen til den næste husleje.

Et lige så ambivalent forhold som til læseren, har forfatteren til anmelderen, for også ham må han tækkes, selv om han ikke tiltror ham synderligt bedre forudsætninger for at bedømme hans værk. Forfatteren har immervæk spenderet et år eller mere af sit liv på at skrive værket, mens anmelderen blot har forlystet eller kedet sig med resultatet af sliddet et par dage, hvorefter han har fældet sin inappelable dom over produktet.

At læse eller baldre

Tilmed ynder en og anden anmelder at lægge ud med et par spalter, hvor han udbreder sig om bogens emne ved at strø om sig med citater og referencer for at overbevise læseren om sin lærdom - men uden at oplyse, at al hans viden skyldes den bog, han endelig i tredje og sidste spalte kommer frem til. Her bekræftes det, at bogen skam er næsten lige så lærd som anmelderen selv. At tænke sig!

Andre anmeldere har knap så god tid og får derfor ikke læst den bog, de anmelder, men blot bladret tilstrækkeligt i den til at kunne divertere læseren med nogle almindelige betragtninger, der for en ordens skyld relateres til bogens emne - som til nød erfares af forordet og bagsideteksten - så ingen andre end forfatteren aner uråd.

Utilfreds med at blive spist af med en så ukyndig taksering sætter han sig til pulten og skriver et genmæle til anmelderens avis for at berigtige og nuancere hans vurdering. Imidlertid opnår forfatteren sjældent stort andet end en vis mental beroligelse ved at give sin vrede luft, for replikken ender som regel i papirkurven - enten forfatterens egen eller avisens.

Hvis forfatteren er klog, lægger han selv papirkurv til, så han ikke risikerer at lægge sig ud med anmelderen og hans redaktion, der nok forstår at hævde deres uomtvistelige kompetence, når han næste gang skal anmeldes.

Er han derimod rethaverisk nok til at gøre indsigelse, så får han først at vide af litteraturredaktøren, at sagen sorterer under debatredaktionen, hvorefter han af debatredatøren får at vide, at avisen - hovedlandets største - af principielle grunde ikke bringer kommentarer til anmeldelser på debatsiderne. Princippet er vistnok, at anmelderen af kollegiale grunde skal beskyttes, så han ikke taber ansigt over for avisens 100.000 læsere, mens forfatteren med sine sølle 1.000 læsere jo ikke har så meget i klemme.

En prosaisk pjalt

Forfatteren vil rigtig nok mene, at argumentet savner proportionalitet, da han netop med sine få læsere er afhængig af at kunne mobilisere nogle flere blandt avisens. Desuden vil han henholde sig til, at avisen i andre sammenhænge respekterer det såkaldte kontradiktionsprincip, som tilsiger, at begge parter i en sag skal høres.

Det kommer han imidlertid ingen vegne med, da han jo for så vidt allerede er kommet til orde - i sin bog.

Således reduceret fra idealistisk forfatter til prosaisk pjalt er der ikke andet for end at supplere forfatterskabets sparsomme indtægter med honorarer for allehånde tjenesteydelser. Det første, der falder den slukørede forfatter ind, er naturligvis selv at skrive anmeldelser. Dels mener han nok i kraft af sit eget forfatterskab at have forudsætninger for at kunne yde andre skribenter retfærdighed, dels har han en hidsig trang til at vise anmelderne, hvordan arbejdet skal gøres.

Desværre for den konverterede forfatter viser der sig hurtigt at ligge adskillige hindringer i vejen for, at han kan realisere sine tanker.

For det første har han ikke længere ubegrænset plads til sin rådighed, men får sjældent lov at disponere over mere end 600 ord, som både skal række til den pædagogiske præsentation af bogen, den sobre vurdering og den kritiske diskussion.

For det andet må han bestandigt slå knuder på sig selv for ikke at ophidse forfatterne, som i vid udstrækning tilhører hans egen kreds af venner og fjender. Landet er nemlig så lille, at enhver nogenlunde etableret forfatter kender omtrent alle de andre nogenlunde etablerede forfattere og derfor kan være nogenlunde sikker på at være inhabil, ligegyldigt hvilken bog hans redaktør beder ham anmelde.

Trods sine betænkeligheder ender anmelderen - som forfatteren nu tør kalde sig - med at varetage sin stilling til redaktørens tilfredshed.

Kun en enkelt gang må redaktøren bede anmelderen om at overveje sin stilling, nemlig da han ganske upassende i en anmeldelse kommer for skade at tilstå, at han ikke kan udstå forfatteren, ikke har læst mere end halvdelen af hans bog og forresten ikke aner et kvidder om det, han skriver om. I dette anfald af redelighed er anmelderen på nippet til i stedet for at love bod og bedring at foreslå redaktøren at formulere et sæt etiske retningslinier for avisens anmeldelser. Imidlertid besinder han sig, så han ikke ender med andre følger af det lille sidespring end en enkelt aften med urolig længsel efter igen at skrive bøger, spændt vente på anmeldelserne og beredvilligt møde sit eksistensgrundlag, de kære læsere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu