Læsetid: 4 min.

Forfattere på hjernen

To ud af tre titler i en boks med Henning Carlsen-film rummer en fatal forfatterforgabelse. Men den tredje, 'Man sku' være noget ved musikken', skrevet direkte for film, står sig som en fin lille klassiker
25. august 2006

Fra Hamsun til Sandemose, fra Schade til Benny Andersen, har Henning Carlsen været forfatternes mand. Det ses ikke mindst af denne dvd-boks' ekstramateriale, der i sjælden grad er forfattersnak og kun sporadisk kommer ind på selve filmene, som de er billedfortalt og spillet.

Kærlighed til litteratur kan gøre filmblind, og det sker desværre i ekstrem grad på to af denne boks' tre dvd'er. En duo af halsbrækkende litterære filmatiseringer, hvor Carlsen prøver at sætte billeder på det ufotograférbare og kun opnår tunge, demonstrative tydeliggørelser i stedet for den påkrævede flyvske poesi og suggestive underfundighed.

I sin Jens August Schade-filmatisering, Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet, fra 1967 lader Carlsen (med sin foregående anmelder-succes Sult som rygstød) filmmillionerne rulle til optagelser i Rio de Janeiro og New York og har et af datidens større navne, svenske Harriet Andersson, i hovedrollen. Men lige meget hjælper det: Digter Schades erotik-utopiske hjernespind om lykkelige ludere og herlig universel liderlighed lader sig ikke indfange som stort andet end en møjsommeligt sammenklippet, koket dagdrøm, trods (eller måske på grund af) hjælp fra en anden Rigtig Digter på manuskriptet (Poul Borum). Skiftevis farce-plat og anstrengt poetisk finder filmen aldrig sin tone.

Men som et tidsdokumenterende eksempel på et opulent, overmodigt 60'er-flip med erotisk bølgegang kan filmen sikkert stadig vække nysgerrig forundring, og i biroller viser Lotte Horne, Suzanne Brøgger og Lotte Tarp glimtvis den rette erotiske varmegrad.

Forsvindende Svante

Ekstremt beskeden på alle fronter er derimod Da Svante forsvandt fra 1975, der også siger en del om tiden, først og fremmest ved at rumme et fyldigt uddrag af Povl Dissing og Benny Andersens elskede Svante-viser i datidig fortolkning med en flegmatisk Peter Bastian i bandet.

Med øl i hånd optræder Benny Andersen selv som en lidt stiv guide i Svantes univers, foranlediget af vennens mystiske forsvinden. I tilbageblik høres Svante selv uden at blive set - en anden forfatter, Niels Barfoed, læser hans replikker op, og disse scener mellem hele to forsøgsvis agerende forfattere, virker særlig kejtede. Intet andet end musikken lykkes for alvor i den lille spøg, optaget for en klatskilling i en frygtelig fart, men alligevel strejfvis forgyldt af Benny Andersens verbale vid og af afgjort interesse for Svante-fans. Foreløbig dog en kultfilm uden kult.

Carlsens lille klassiker

En ganske anden sag er Benny Andersens og Carlsens første samarbejde, hverdagskomedien Man sku' være noget ved musikken fra 1972. Den står stadig som en af Carlsens allerbedste film - elegant iscenesat og meget fint rollebesat med et ensemblespil, der virker dugfrisk den dag i dag. Her slipper Carlsen lykkeligt for at leve op til et fint litterært forlæg: Han havde i stedet sin egen synopsis med til Benny Andersen og i en lykkeligt inspireret samarbejde "skrev manuskriptet sig selv" (som Carlsen siger) stærkt hjulpet af Andersens egne erindring som hyggepianist.

Bittersødmen gennemtrænger dette indlevede, men også ganske skarpe portræt af meget danske dagdrømmere, der hygger sig i værtshuset Strudsen, henne om hjørnet, nede i kælderen. Otto Brandenburg viste en ny side af sit talent som Benny Andersens alter ego, Strudsens pianist, tålmodigt lyttende til den unge svigtede Ellys hjertekvaler (men Brandenburg debuterede ikke her, som Carlsens hævder i ekstramaterialet, han spillede en halv snes filmroller inden!)

I centrum står Karl Steggers bryske tjener, der sammen med Strudse-vennerne drømmer om at blive sin egen herre - en af denne pragtskuespillers bedste præstationer. Det bliver dog til kompromis og samarbejde med storkapitalen, filmens tidstypisk politiske bitterpille af en pointe. Selv småkapitalen er ikke sådan at løbe over ende. Blandt gæsterne ses Ingolf David som en ensom ungkarl, Jesper Langberg som en slagteriarbejder, der hellere vil være operasanger og Lone Lindorff som den evigt ulykkeligt forelskede. Og de er alle fremragende.

Ekstramaterialet

Ekstramaterialet er næsten totalt forfatterdomineret, selv om fotografen på alle tre film, Henning Kristiansen, mig bekendt lever i bedste velgående, ligesom mange af de toneangivende skuespillere.

Den sagen uvedkommende Johannes Møllehave er indkaldt og hyggesnakker fredsommeligt med Benny Andersen om teksterne bag Svantes viser og Man sku' være noget ved musikken. Suppleret med Carlsens egne informationer går det lige akkurat an, mens den megen litteratursnak om Schade angående Mennesker mødes bliver rigeligt vidtløftig, især når den unge Schade-litterat Frank Kjørup stiller spørgsmål til en sagesløs Torben Brostrøm af typen: "Synes du ikke, at Schade som få formår i en mærkelig magisk blanding af tematisk indhold og æstetisk formidling at beruse sin læser i en form for eufori, som er ham megen særegen?"

Heldigvis får Sven Møller-Andersen, der kendte Schade, et par ord indført, der for alvor gør digteren nærværende som Minefelts-guddom. Men det højner ikke informationsniveauet, at boksens samle-omslag oplyser, at Schade-dvd'ens bonusmaterialet består af en samtale mellem Anker Jørgensen og Kjeld Olesen om arbejdsløshed i 30'erne. En vildledende fejl, der burde have været undgået.

n'Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet', 'Man sku' være noget ved musikken' og 'Da Svante forsvandt' Instruktion: Henning Carlsen. Region 2. SF-Film.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu