Læsetid: 7 min.

Forfattere er politiske væsener

På søndag afholdes der valg i Tyskland. Traditionelt har den ældre generation af tyske forfattere blandet sig i politik. Men hvordan er det med den yngre generation? Den unge forfatter Juli Zeh, der for alvor har slået sit navn fast i Tyskland og udlandet, taler her om Tyskland anno 2005, om de unge forfatteres problemer med at engagere sig politisk, og forskellen mellem journalistik og litteratur
12. september 2005

I 2003 fik den unge tyske forfatter Juli Zeh tildelt den såkaldte Ernst-Toller-Preis. Med god grund, fristes man til at sige, for prisen gives for et særligt engagement i grænseområdet mellem politik og litteratur. I takketalen funderede Zeh over hendes egen generations problemer med at engagere sig politisk. Under overskriften 'Vi tør ikke' hed det: "Folk fra min generation er ægte enspændere; de kan ikke lide at identificere sig med en gruppe. Når man allerede har problemer med at stifte familie, hvordan skulle vedkommende så kunne blive medlem af et parti? Den, som i dag ser sig selv som del af en bevægelse, bliver hurtigt mistænkt for mangel på individuel personlighed og for at have et temmelig utjekket, hvis ikke farligt flokinstinkt. I Tyskland kan man ikke længere lide uniformer, hverken stoflige eller åndelige."

Men Juli Zeh deler ikke denne holdning: "Man har, uendelig paradoksalt, erklæret politik for en privat sag. Det moderne menneske ligger under for en fatal fejltagelse, når det glemmer, at politik er noget, som på godt og ondt bliver lavet af mennesker for mennesker. For at være politisk, behøver man ikke noget parti, og man behøver slet ikke at være nogen statslig anerkendt ekspert. Derimod har man brug for to ting: sund fornuft og et hjerte på det rette sted."

- Men hvordan står det så til med de unge forfatteres courage og engagement for tiden?

"Næste søndag er der valg. Set udefra ligner Tyskland et land, som træder vande. På trods af megen snak om nødvendige reformer, er det de samme politikere, som diskuterer de samme spørgsmål, dog uden at komme nærmere en løsning. I stedet for at arbejde sammen om at løse landets problemer, spiller politikerne magtens spil og blokerer for hinanden. Det er jo også derfor, Gerhard Schröder har udskrevet valg i utide."

At der hersker stilstand i Tyskland, er Juli Zeh dog ikke enig i:

"Det billede er skabt af medierne, og har ingenting med virkeligheden at gøre, selv om der også i Tyskland findes mange mennesker, som er overbeviste om, at det ikke går fremad. I realiteten er der uhyre meget, som har forandret sig over de seneste år - både i politikken og i samfundet. Problemet er efter min mening, at folk i Tyskland for tiden reagerer ekstremt allergisk over for forandringer. Der hersker en hysterisk angst for fremtiden. På stort set alle områder tales der om 'sikkerhed' i stedet for om 'frihed', samtidig med, at man forlanger reformer af politikerne, dog helst uden at noget forandrer sig. Alle disse paradokser resulterer i en lammende effekt - især psykologisk."

- Alligevel har man indtryk af, at de intellektuelle, inklusiv forfatterne, står ved sidelinien og ingenting har at gøre med landets udvikling og fremtid?

"Noget er under forandring. I denne valgkamp er man begyndt at diskutere, endda på meget aggressiv vis, hvorvidt de intellektuelle, heriblandt forfatterne, burde ytre sig og vise politisk engagement. Meget overraskende har en del forfattere fastholdt, at de hverken ville eller skulle ytre sig, i hvert fald ikke i en valgkamp og slet ikke som fortaler for et bestemt politisk parti. Det så ud som om man nærmest burde skamme sig, hvis man som forfatter offentligt bekendte sig til en bestemt politisk retning. Det er naturligvis noget sludder. Forfattere er som alle andre mennesker politiske væsner, og deres rolle i offentligheden giver dem en mulighed at sige deres mening, sådan at det kan høres. Der er ikke nogen moralsk forpligtelse til at gøre det, men det er en meget luksuriøs mulighed, som især mange yngre forfattere er ved at genopdage i disse år."

- Det virker en smule underligt, at din generation, som har oplevet Murens fald på tæt hold er blevet så upolitisk?

"Den er ikke upolitisk, slet ikke. Men den yngre generation kæmper med et verdensbillede, som ikke gør det let at være politisk. Vi er blevet opdraget på lang afstand af alle ideologier. Vi har lært at kaste et meget differentieret blik på alt. Vi har lært hele tiden også at skulle inddrage det modsatte i vores tankegang, ikke at anse noget som helst for absolut eller sandt. Det er sjovt at tænke dialektisk, men det gør det ikke lettere at komme frem til en afgørelse. Den, som synes, at uniformer, paroler og partiprogrammer er noget ulækkert, må selv komme frem til en egen, ansvarsfuld politisk holdning. Det er kompliceret, og det tager længere tid. Der er få forbilleder på dette område. Jeg kan derfor godt forstå, at de, som er født omkring 1970, er tilbageholdende med at pruste en holdning ud i verden."

Men ifølge Juli Zeh hører der også en anden side til denne diskussion. Det er medierne, dvs. journalisterne, som ikke længere værdsætter de intellektuelles indblanding, fordi de betragter det - meningsdannelsen - som deres eget område. "Tænk bare på, hvor aggressivt en person som Günter Grass til tider er blevet behandlet", siger hun. Derfor skal man som forfatter i dag have rygrad, når man vover sig ud i offentligheden med sine synspunkter, også fordi man ikke kan regne med solidaritet og understøttelse fra sine kolleger.

Og i det hele taget medierne! Der eksisterer tit en stor kløft mellem virkeligheden og dens afbildning i medierne, siger Juli Zeh. "Good news are no news", og hun nævner alt snak om splittelsen mellem øst og vest som et eksempel. Det er en kliché skabt af mennesker, som ikke har berøring med folk fra den 'anden' side. Hun selv, en såkaldt Wessi, født og opvokset i Bonn, har boet i Leipzig siden 1995. "Min vennekreds er blandet, og der er fuld accept og ingen problemer i den gensidige forståelse." Heller ikke kan hun holde ud, hele tiden at skulle læse om samfundets forråelse og moralens forfald:

"Det er dog noget vrøvl. Enhver tidsalder påstår den slags om sig selv. For mig ligger det største og farligste problem et andet sted, ja på et åndeligt niveau. Vi forkaster ting, som vi har opnået, og råber efter ting, som vi egentlig har lagt bag os for lang tid siden - efter den stærke hånd, efter hurtige løsninger, karismatiske personligheder, enkle verdensanskuelser. Hårene rejser sig på hovedet, når jeg hører og læser den slags. Vi skal igen blive bevidste om, at afskeden med ideologi, religion og samfundsmæssige tvangsinstitutioner er et fremskridt, og ikke et tab. Vi er simpelthen nødt til at gå det næste skridt, nemlig at arbejde for individualismens ansvarsfulde integration i det kollektive.

- Men er det ikke netop individualismen, som er nutidens store problem?

"Nej, det er slet ikke noget problem. Tidligere generationer har i årtier kæmpet for denne individualisme, som jo ledsages af en stor grad af frihed og ansvar for sig selv. I første omgang burde vi være taknemmelige for, og glæde os over de utrolige friheder, som vi råder over. Derefter kan man begynde at tænke over, hvilke former for medvirken, der er for en individualist, som ikke har det godt med at løbe under et partis banner eller artikulere bestemte paroler."

"Selvfølgelig er det sådan, at den samfundsmæssige ramme bestemmer over og sætter grænser for den enkeltes liv. Individualisme er jo en åndelig bevidsthed og ikke en ydre livsform. Selvfølgelig er vi på alle mulige måder forbundet med samfundet. Indtil videre fungerer politik hovedsagelig via identifikationstilbud. Men denne identifikation fungerer ikke længere, idet mennesket i dag - lad os bare fortsætte med at kalde det 'individualisten' - hverken ønsker eller - efter sin egen opfattelse - har brug for den. Vores selvbillede defineres via andre ting. Derfor har vi brug for mere pragmatiske måder at knytte borgerne og staten sammen på og at åbne for nye kanaler for den enkeltes medvirken."

- Litteratur er ikke journalistik, har du skrevet. Hvad kan litteratur, som journalistik ikke er i stand til?

"Journalistik føler sig - for det meste - forpligtet på at sigte efter en eller anden form for objektiv sandhed. Den påberåber sig at være forpligtet på kendsgerninger og søger at opstille et verdensbillede, hvori man kan erkende og forstå, hvori der ikke findes modsigelser, hvori en objektiv sandhed kan identificeres. I et sådant verdensbillede må det naturligvis komme til løgn og hykleri. Forfatteren har fordelen af at kunne tænke, skrive, argumentere subjektivt. Han eller hun kan stille et ægte eller et fiktiv jeg over for verden. Han siger ikke: Sådan er det, men: Sådan kan man se på det. Dermed fremfører han en subjektiv sandhed, som ikke kan påberåbe sig almen gyldighed, men måske alligevel er i stand til at hjælpe en selvansvarlig læser med til at reflektere og forstå verden som andet end en påstået almengyldig virkelighed."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu