Da jeg ved et offentligt arrangement udspurgte en digter om et af mine yndlingsvers fra hans seneste bog, var svaret, at det var en scorereplik fra hans franske fætter. Så blev jeg så klog! Ved siden af ham sad en udenlandsk digterindekollega, i hvis tekst jeg mente at have fundet en reference til T.S. Eliot. Men den affejede hun prompte, for digtet handlede simpelt hen om dengang, hun steg op i en bus og mødte en forretningsmand. Så fik vi den på plads! Men hvad nu hvis den franske fætters scorereplik avler et mylder af nye betydninger ved at flettes ind i et digterværks tæppe? Og hvad hvis mødet med forretningsmanden i bussen fremkaldte engelsk modernistisk poesi i digterindens litterære underbevidste?
I litteraturvidenskaben regnes henvisningen til forfatterens intention ("Det, Pia Tafdrup har villet med dette digt-") siden nykritikken for en dødssynd, der går under betegnelsen 'the intentional fallacy', den intentionelle fejltagelse. Men man skal ikke langt uden for professionelle litterat-kredse, før denne dødssynd er almindelige praksis. Jeg husker stadig min forargede gymnasieklassekammerat, som på ingen måde lod sig overbevise af læreren om, at blodet fra Torneroses finger kunne forstås som menstruationsblod, når man nu ikke kunne bevise, at det var det, brødrene Grimm havde villet.
Velgørende snusfornuft
Men lige så problematisk det er at gøre forfatterens intention til facit, lige så tåbeligt er det at ville frakende den enhver relevans. Thomas Bredsdorff skriver med velgørende snusfornuft om problematikken i sin seneste samling litteraturanalyser, Dansk litteratur set fra månen: "Ikke at forfatterens egen mening [-] er afgørende. Teksten har sit eget liv, formet som den er af meget andet end en bevidst hensigt. Men det, vi kan vide, skader det aldrig at vide".
Forfatterens intention og livshistorie betragtes måske bedst som det, man inden for litteraturvidenskaben kalder 'intertekster', altså tekster, som teksten i en eller anden forstand henviser til eller står i dialog med. Og for at læse en tekst ordentligt, må man inddrage alle de intertekster, man kan spore. Der er bare ingen af disse intertekster, der har større autoritet end andre: forfatterindens dagligliv har ikke større autoritet end de T.S.-Eliot-digte, hun har læst. Det skader ikke at kende til forfatterens intention og livshistorie. Nogle gange er det ganske uskadeligt at kende den (fransk scorefætter, come on!), nogle gange er det skadeligt ikke at kende den (kan man læse Paul Celans digt Todesfuge uden at vide, at han har siddet i tysk arbejdslejr?), men den egentlige skade er at gøre den til facit.
Infantilisme og totalitarisme
Lad det være mig tilladt endnu en gang at diske op med et af mine store litterære idoler, den ungarske forfatter Imre Kertész. Som 15-årig sad Kertész i kz-lejren Buchenwald. Hans første roman, De skæbneløse, er en 15-årig drengs fortælling om sit liv i Buchenwald. Her har vi altså tilsyneladende et fuldstændigt sammenfald mellem forfatterens værk og biografi. I et interview har Kertesz imidlertid udtalt, at hvis han lod bogen fortælle af en 15-årig, var det fordi infantilismen er det bedste perspektiv at skildre totalitarismen fra. Se her har vi en forfatter, hvis intention jeg gerne gør til autoritet! Rent bortset fra, at det 'infantile' perspektiv i De skæbneløse kommer til at rumme modgiften mod samme totalitarisme, som det er forfatterens intention at skildre med det. Men det er en anden historie.
