Læsetid: 4 min.

Forfejlet kritik af det Arabiske Initiativ

Kritikken af det Arabiske Initiativ er forfejlet og resultat af mediernes brug af praktikere i stedet for forskere
30. januar 2006

På forsiden af Information den 23. januar leverede Lars Erslev Andersen og hans kolleger en sønderlemmende kritik af regeringens Arabiske Initiativ. Han baserer primært sin kritik på sin analyse af terrorisme, hvilket jo også er det, han er bedst til. Problemet er ikke, at der skabes diskussion om effektiviteten af det Arabiske Initiativ. Det er der altid behov for. Men det skal gøres på det rette grundlag.

Artiklen er et udtryk for det generelle problem, at der i alt for høj grad bliver gjort brug af forskere i den offentlige, strategiske debat. Det er nemlig meget tvivlsomt, om de er i stand til at levere de bedste bud på, hvordan terrorisme og konflikter bør gribes an. Forskere bliver i stigende grad brugt af medierne, ikke bare til at analysere og forstå virkeligheden, men også til at tolke fremtiden og give bud på, hvordan man kan gribe tingene an. Der er et markant underskud af input fra praktikere, som hver dag er i dialog med lokale eksperter, udviklings- og konflikthåndterings-folk med mange års erfaring med at forsøge at ændre tingene til det bedre, der hvor de er. De ved, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan. De ved, hvordan man strategisk og langsigtet kan komme et skridt nærmere en demokratisk og rettighedsbaseret kultur og struktur. Og de kender kompleksiteten i billedet. Det er så måske derfor, man ikke spørger dem. Det er nemmere at få det klare svar fra en forsker, der har et mere en-dimensionalt billede af situationen.

Og det er nemmere at få en forklaring, der har en klar årsag-virkning dynamik, hvis man bygger sin analyse på tilbageblikket - og fortiden - frem for på det mulige i fremtiden. Den gode strategi og handleplan i konfliktområder bygger aldrig kun på en bagudrettet analyse, men i mindst lige så høj grad på erfaringsbaserede strategier for, hvordan man bedst skaber positiv forandring med de kræfter, der er i et givet samfund. Og det er jo desværre ikke kontakten til folk med netop disse erfaringer og fingrene helt nede i substansen, som forskerne typisk kan bryste sig mest af. Men det kan praktikerne - de bliver bare ikke spurgt.

Ligeværdigt samarbejde

Selvfølgelig er det Arabiske Initiativ, og for den sags skyld andre forsøg på at håndtere konflikter i verden, ikke fejlfrie. Bestemt ikke. De skal hele tiden revurderes i et forsøg på at finde nye veje og udnytte nye muligheder; samtidig med at en meget stor vedholdenhed og langsigtet tilstedeværelse skal sikres. Der er ingen eksempler på, at demokratisering eller fremme af menneskerettigheder kan gennemføres på kort tid. Her taler man om et perspektiv på mindst 20 år.

Det er jo ikke forkert, når Lars Erslev Andersen pointerer, at almindelige mennesker i Mellemøsten ikke har adgang til mange basale rettigheder, og at netop dette er problemet, der skal løses. Det er rigtignok et af de vigtige problemer. Også når man spørger lokale organisationer, journalister og andre. Men det vigtige - og svære - er at finde den rette strategi til at tackle den problematik. Der er mange veje til det samme mål. Erfaringen viser, at en rettighedsbaseret tilgang ofte ikke er den bedste vej til at styrke folks rettigheder; det er derimod en interesse-baseret tilgang. Sagt med andre ord, det er oftest igennem dialogen omkring interesser og omkring, hvilket samfund parterne ønsker sig, at grundstenen til nye toner og politikker omkring rettigheder skabes. Og det med en resultatorienteret og ligeværdig dialog og samarbejde er flere af de danske organisationer netop gode til. Det gælder f.eks. Institut for Menneskerettigheder og International Media Support, men det er også noget, de store danske udviklingsorganisationer kan bryste sig af. Det er altså i dialogen med lokale parter, om hvordan man bedst skaber positiv forandring, at de gode strategier skabes. Og det er vigtigt, at 'parterne' i dialogen ikke kun er forskere, men repræsenterer både reformvenlige og konservative kræfter med indflydelse på samfundets udvikling.

Når nu regeringen taler for en tættere relation mellem forskning og praksis, så gør journalister en stor del af arbejdet for, at forskerne kan bevare deres legitimitet ved at interviewe dem om alt mellem himmel og jord. Også det, de ikke har forstand på. Og det tvinger dem faktisk ikke til at komme tættere på 'virkeligheden'. Det fordrer kun, at de kan komme med enkle forklaringer på virkeligheden - ikke at de faktisk ved, hvad der foregår, og kan forklare det i al sin kompleksitet.

Det kan være, at praktikerne skal blive bedre til at formulere sig og forklare situationen. Men de skal så også være de primære ressourcepersoner for medierne. Især Information bør vel holde fast i at levere solide, velunderbyggede forklaringer på tingene. Og når det drejer sig om internationale konflikter, terrorisme osv., fremkommer de 'solide og velunderbyggede' forklaringer IKKE af mange års studier og forskning, men derimod af mange års arbejde med folk fra de lande det drejer sig om.

Mie Roesdahl er rådgiver i konflikthåndtering og fredsopbygning i MIRO Global Consult

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her