"Der er mange af filmene på denne festival, som jeg ikke ville have set, endsige hørt om," sagde jurypræsident Nicolas Roeg, da han og den øvrige jury på årets udgave af Copenhagen International Film Festival i går mødtes med den danske presse. "Derfor er jeg glad, fordi jeg kom. Og jeg er glad for at se, at så mange andre mennesker også kommer for at se filmene."
Roegs udtalelse faldt til sidst på et pressemøde, der måske ikke var så velbesøgt, men som ikke desto mindre bød på en animeret diskussion om alt fra kunst og kommers og filmbudgetternes størrelse til USA kontra Europa og filmfestivaler som CIFF's funktion.
Så højt gik bølgerne, at Roeg på et tidspunkt i spøg sagde, at når juryen igen om en uge stillede op til et pressemøde - efter at have uddelt festivalens priser - så ville de ikke kunne være i samme rum. Den 77-årige, engelske filminstruktør, der i 70'erne gav os moderne klassikere som Rødt chok, Walkabout og Manden der kom ned på Jorden, erklærede på et tidspunkt, at han elsker at lave store film med store budgetter og brokkede sig så over, at pressemødet var ved at blive til en slem omgang anti-amerikansk filmbashing.
Sammensat baggrund
Sandheden var dog nok den prosaiske, at den fem mand store jury havde talt en smule ved siden af hinanden. Alle kunne de se kvaliteter i både europæisk og amerikansk film, og i det hele taget mente flere af dem - heriblandt den islandske instruktør Baltasar Kórmakur og danske Susanne Bier - at det efterhånden er blevet omsonst at tale om en films nationalitet, fordi så mange film er internationale co-produktioner - og fordi instruktørernes baggrund ofte er så sammensat. Desuden handler det jo først og fremmest om at blive forført og berørt.
Jurymedlemmerne var også enige om værdien af en festival som CIFF. Den tyske skuespiller og filmfestivalveteran Udo Kier, der har medvirket i alle Lars von Triers film pånær to - og hvis favoritrolle hos Trier er monsterbabyen i Riget - sagde, at "der er altid en film eller to på en festival, som er fremragende, og som man ikke har hørt om før. Det er fantastisk at gøre den slags opdagelser, og det giver energi."
Den lebanesisk-canadiske skuespillerinden Arsinee Khandjian, juryens femte medlem, understregede, at "det er muligt, at filmfestivaler ikke betyder noget for producenterne. Men i forhold til det store publikum er de vigtige, fordi de viser film, som man ellers ikke ville få at se."
Frygt og lede
Som f.eks. tyske Andreas Dresens Willenbrock, der er en af de 10 film i konkurrence på CIFF. Dresen, der også stod bag det engagerende ensembledrama Halbe Treppe (2002), tager denne gang udgangspunkt i én person, titlens Willenbrock. Det politiske, samfundsmæssige blik er dog det samme.
Willenbrock er en brugtvognsforhandler omkring de 40, som jonglerer dygtigt med en tilsyneladende profitabel forretning, et sandt harem af unge og ældre kvinder og en kone, han stadig elsker. Willenbrock, spilles af en energisk Axel Prahl, er en charmerende mand, der kan tale bukserne af de fleste kvinder og sælge sand i Sahara.
Men da han og konen udsættes for et groft overfald i deres sommerresidens, begynder nedturen. Og samtidig tager Dresens film form af en (dårligt forklædt) analogi over terrorangrebet på USA, og de forfærdelige konsekvenser det har haft, at amerikanerne siden har ladet sig styre af frygt og reageret med vold. Lige lovlig firkantet bliver det, da en kunstmaler, der i sine værker beskæftiger sig med døden, fortæller Willenbrock, at man altid er bange for det, man ikke forstår. Ergo handler det om at lære at forstå og leve med frygten og ikke mindst de fremmede, der i Willembrock kommer fra Rusland.
Willembrock er for så vidt et sobert og velspillet drama, men man forlader alligevel biografen med en følelse af déja vu - midaldrende mand i krise tjener penge, nedlægger kvinder og tvinges så til at omtænke sin eksistens - og af, at kvinderne i Willenbrocks liv måske i virkeligheden er mere interessante som karakterer end ham.
