Læsetid: 4 min.

Forgiftning

12. maj 1997

HENNING LEHMANN er teolog, ansat på Aarhus Universitet. Universitetskolleger kalder ham en i det daglige rar og flink person med humoristisk sans og et godt omdømme.
Det må antages at stå til troende i betragtning af, at Henning Lehmann i øjeblikket sidder i sin tredie periode som universitetets rektor. Så meget mere forbløffende, ja, nærmest chokerende, har det i den forgangne uge været at opleve samme Lehmann i rollen som næstformand i bestyrelsen for Cheminova Holding A/S og som formand for Aarhus Universitets Forskningsfond, der som hovedaktionær kontrollerer Cheminova.
Formand Lehmann har præsteret en PR-katastrofe af meget sjældent omfang i vore dage, hvor enhver bestyrelsesformand og virksomhedsleder med respekt for sig selv lytter til medierådgivere og tager kurser i åbenhed og etisk regnskabsføring.
Efter TV-udsendelsen Made in Denmark, der afslørede Cheminova som eksportør af sprøjtegiften methyl-parathion til mellemamerikanske lande, hvor fattige landarbejdere forgiftes og dør af sprøjteriet, sagde Henning Lehmann til Information, at "Vi blander os ikke i, hvor Cheminova sælger deres varer."
Miljøorganisationen Greenpeace har siden 1995 i tre skriftlige henvendelser til Lehmann forsøgt at få bekræftet de oplysninger, som TV-udsendelsen nu omsider har dokumenteret med billeder. Lehmann eneste reaktion på henvendelserne har været, at "Greenpeace har ikke nogen autoritet eller myndighed til at stille os de spørgsmål, de stiller os."
En tilsvarende afvisning præsterede han onsdag i DR2 nyhederne på en aktuel opfordring til dialog fra ti af de største u-lands- og miljøorganisationer herhjemme.
Om selve kritikken af Cheminova, der foreløbig har fået Magistrenes Pensionskasse til at afhænde sin aktiepost i virksomheden, sagde Lehmann fredag til Politiken, at "Den type problemer, man kan synes, vi har nu, er problemer der driver over. Vi er noget hærdede med hensyn til at få hældt sådan en spand pressemæssig eller kampagnemæssig gift i hovedet fra Greenpeace, andre aktivister og politikere."
Og om TV-udsendelsen, der omfattede udsagn fra giftofre, billeder af giftsprøjtning nær ubeskyttede børn og interview med en række fagfolk, sagde Henning Lehmann ifølge Ritzau, at "betydelige sekvenser i udsendelsen virkede alt for iscenesat. Det forekom mig at være opstillet."
Det er udtalelser, der har provokeret Danmarks Radio i en sådan grad, at man både har opfordret Aarhus-rektoren til at forelægge sin anklage for Pressenævnet samt tilbudt ham en tur til Nicaragua, så han ved selvsyn kan konstatere, hvordan Cheminovas produkter anvendes.

EFTER CHOKKET over TV-udsendelsen er det værste såmænd ikke, at forskningsfondens formand fastholder den arrogante afvisnings-politik, som længe har været virksomhedens.
Havde han set anderledes på tingene, var der vel for længst gjort noget ved Cheminovas stil og dispositioner.
Det egentlig rystende er, at man i Aarhus har et helt universitet af dannede, oplyste mennesker - forskere, studerende og teknisk-administrativt personale - som i den aktuelle situation slår blikket ned og holder kæft.
Godt nok modtager forskningsfonden årligt omkring ti millioner kroner fra Cheminova, og godt nok er 2-300 af Aarhus-forskerne bevillingsmæssigt afhængige af fonden, men at det virkelig skulle kunne få hele den stedlige intelligentsia til at tie i en så alvorlig sag som denne, er ubegribeligt.
Er det konkurrencemæssige pres på danske forskere og kampen om forskningsmidlerne virkelig blevet så intenst, at det helt har borteroderet standens evne til moralsk refleksion og reaktion?
Har Cheminova-giften i den grad forgiftet ånden på stedet, at selv de studerende deltager i rektors byggen vognborg om den gifteksporterende virksomhed? I forrige uge bebudede studenterrådsformand Thomas Lyse godt nok her i avisen, at "Nu må vi have taget den debat, den har aldrig været taget ordentligt. Vi er gået uden om den."
Men at dømme efter tavsheden siden da, har også Studenterrådet - der har en plads i Forskningsfondens bestyrelse og dermed et temmelig direkte medansvar for Cheminova - igen stukket piben ind. Det hele lugter rigtig grimt, sagde i lørdagsavisen en af de få med mod og talegaver i behold, lektor Drude Dahlerup - selv bevillingsmodtager fra Forskningsfonden.

NATURLIGVIS er sagen om Cheminovas gifteksport til Mellemamerika kompliceret. Den handler bl.a. om, hvad der sker, når fattige bønder, som tidligere dyrkede afgrøder til eget eller lokalt konsum, lader sig lokke ind i cash crop-dyrkning af bomuld og dermed integreres i den globale økonomi og underlægges den benhårde konkurrence, der tvinger til brug af allehånde produktivitetsforøgende midler, herunder stærke insektgifte. Den handler om modsætningen mellem de vidtgående krav, sådanne gifte stiller til brugerens beskyttelse og uddannelse, og så de faktiske forhold i tropiske u-lande, hvor varmen i praksis udelukker anvendelse af beskyttelsesudstyr, og hvor en stor del af landarbejderne iøvrigt ikke kan læse instruktionerne.
Sagen handler også om, hvilken udvikling danske forbrugere stimulerer, når de efterspørger billige bomuldsvarer baseret på pesticidsprøjtning frem for lidt dyrere økologisk fremstillede bomuldsprodukter.
Men selv om sagen har sine momenter, turde det stå klart, at der er noget rivende galt i en udvikling, som - ifølge WHO - fører til tre mio. akutte forgiftningstilfælde årligt. Og som placerer 99 procent af forgiftningsdødsfaldene i u-landene, selv om kun 20 procent af pesticidforbruget foregår her. Det turde også stå klart for ejerne på Aarhus Universitet, at en dansk virksomhed med en ambitiøst formuleret miljøpolitik ikke har nogen plads på et sådant livstruende marked.

jsn (Jørgen Steen Nielsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu