Læsetid: 3 min.

Den forgyldte film

14. august 2002

DER ER i disse dage opstået forlydender om, at regeringen vil forgylde dansk film. Præcis hvor stort beløbet vil blive, kan endnu ikke siges, men 100 millioner ekstra om året har været nævnt. Med regeringens sparebestræbelser på andre kulturområder in mente lyder det næsten for godt til at være sandt. Opererer kulturminister Brian Mikkelsen med en hemmelig popularitetskonto, rede til at blive trukket frem, når Galluptallene har nået nulpunktet?
Hvor pengene end vil komme fra, så kan det ikke bestrides, at støtte til dansk film vil være populær. Og ikke bare blandt politikerne, der allerede – uanset partitilhørsforhold – har klappet i hænderne ved udsigten til øget filmstøtte. Også i brede vælgerkredse vil støtten sikkert blive godt modtaget, for publikum strømmer til danske film med en iver, der ikke er set siden folkekomediens kronede dage for snart et halvt århundrede siden.
Danmark var sidste år det land i Europa, der – næst efter Frankrig – havde det største lokale publikum til hjemmemarkedsfilm. Gennemsnitligt ser dobbelt så mange tilskuere en dansk film som en udenlandsk.
Dertil skal lægges en international succes, som er større end nogensinde, og en medvind hos anmeldere hjemme og ude, der også historisk set er helt exceptionel. Hvad er forklaringen? Hvad er det helt præcist, der så afgørende har vendt skuden for en filmproduktion, som for blot seks-syv år siden fik publikum til at blive væk i stimer, anmelderne til korse sig for 117. gang og udenlandske iagttagere til at lægge ansigtet i medlidende folder?,

FORKLARINGEN forgrener sig selvfølgelig i mange retninger, hvoraf man kan nævne Dogme 95’s succes, en filmskole, der har satset klogt, og en novellefilmordning, som i sine første år gav nye talenter øget råderum.
Men når talen nu er om øgede bevillinger og politisk goodwill, er det på sin plads at fremhæve Det Danske Filminstitut som en afgørende faktor i fremgangen. I 1997 flyttede de statslige filmordninger – Statens Filmcentral, Filmmuseet, workshop etc. – ind under samme tag og en fælles bestyrelse, der fik Henning Camre som direktør. En sammmenlægning, der blev mødt med en del skepsis, men nok alligevel er blevet vendt til en fordel. Og nok så vigtigt: året efter publicerede Camre – i samarbejde med den nye bestyrelsesformand Ib Bondebjerg – en ambitiøs og detaljeret handlingsplan for dansk film som helhed.
Filminstituttets nye ledelse kom på flere måder skidt fra start – mange instruktører og producenter følte sig dårligt tilpas i huset, personalepolitikken var hårdhændet, bureaukratiet voksede, tonen var magtfuldkommen, og der blev gjort ansatser til at begrænse filmkonsulenternes magt. Alt sammen kritikpunkter, der blev endevendt i pressen, ikke mindst i dette organ.

MEN DET afgørende punkt i handlingsplanen var, at man bad om flere penge. Mange flere – nemlig 450.000 over fire år. Penge havde ellers været et uartigt ord for filmadministratorerne i flere år – efter at man i en årrække forgæves havde tigget for at få øget filmstøtte. Op gennem 1990’erne hed det sig derfor, at det ikke nyttede at klynke. Man havde simpelthen opgivet at få flere statslige penge til de mange talenter, der gik og vansmægtede. (For der var mange – dansk film har altid haft mange talenter og for få penge. I årene 1991-95 udsendtes kun lidt over en halv snes film gennemsnitligt, mens man nu endelig kan se frem til et årligt dansk udbud på omkring 25 film.)
Ikke mindst Henning Camre (og hans daværende højre hånd Thomas Stenderup) stod for skud, når Filminstituttet blev kritiseret, men man gætter næppe galt, når man giver Camre en stor del af æren for, at den onde cirkel blev vendt og pengene til dansk film kom i hus.
Som filmadministrator har Camre to meget stærke trumfkort: han kender som forhenværende (og god!) filmfotograf og filmskoleleder området som sin egen bukselomme. Han har den dybe faglige indsigt, som langt fra alle administratorer på filmområdet har haft. Og så går der mange vidnesbyrd om Camres evner som effektiv forhandler. Han mestrer det politiske sprog og evner at få magten i tale.

I FILMINSTITUTTETS nye handlingsplan for 2003-2006 drejer det sig derfor om at fastholde visionerne fra 1998 og sørge for, at de bliver endnu bedre udbygget. Der er konsekvens, indsigt og gennemslagskraft i planens insisteren på, at der ikke blot skal gives flere penge til produktion, men også til manuskript- og udviklingstøtte, distribution, lancering og biografer. Samt selvfølgelig til det Cinematek og Filmmuseum, der er den uundværlige garant for varig filmkultur herhjemme.
Forhåbentlig er det dette helhedssyn, Camre og co. får forøget støtte til.

Pim

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her