Læsetid: 1 min.

Forhandlinger genoptages i morgen

Forligsmand Asbjørn Jensen indkalder CO-Industri og Dansk Industri til møde i morgen. Parterne opgav ellers forhandlinger lørdag
19. februar 2007

Industriens parter skal mødes igen i morgen, selv om de erklærede officielt sammenbrud i forhandlingerne om nye overenskomster lørdag. Forligsmand Asbjørn Jensen indkaldte i går CO-Industri og Dansk Industri, DI, til et møde tirsdag klokken 14.

"Forhandlingerne vil blive gennemført i forligsinstitutionen, men der er en lang tradition for, at parterne, hvis de foretrækker det, kan forhandle direkte med hinanden," sagde Asbjørn Jensen.

Det er derfor endnu uvist, om han vil sætte sig for bordenden og styre slagets gang, eller om CO-Industri og DI skal forsøge at enes på egen hånd.

"Det er noget, jeg vil drøfte med de to forhandlingsgrupper. De skal have chancen for at fortælle mig, hvordan de forestiller sig, at man kommer videre," tilføjede forligsmanden.

Beslutningen om at indkalde industriens parter kom efter et møde mellem Asbjørn Jensen og hovedorganisationerne LO og Dansk Arbejdsgiverforening, DA. De to organisationer er tovholdere under forhandlingerne om de mange nye overenskomster.

Industrien først

LO's formand Hans Jensen hæftede sig ved, at arbejdsgiverne vil have, at industrien først skal til fadet.

"Vi er egentlig parate til at forhandle alle de 400 overenskomster, der skal på plads, men DA har besluttet, at Dansk Industri skal levere et resultat først. Derfor har vi opfordret til, at de kommer i gang så hurtigt som muligt," sagde han.

Forhandlingerne om nye overenskomster for 240.000 lønmodtagere og 6.100 industrivirksomheder brød sammen lørdag. Fagforbundene under ledelse af paraplyorganisationen CO-Industri vil have særlige goder til medlemmerne, men det vil DI ikke være med til. Den holdning deles i hovedorganisationen DA, hvor DI er det største medlem. DA's administrerende direktør, Jørn Neergaard Larsen, pegede efter søndagens møde på, at fagforeningerne i forvejen står stærkt og har særlige rettigheder.

Forligsmand Asbjørn Jensen understregede, at det er alt for tidligt at tale om storkonflikt som i 1998.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu