Efter den rutinemæssige gennembankning i Kastrup Lufthavn gik jeg udenfor for at trække vejret. Skrammerne efter knippelsuppen sved. Heldigvis havde betjentene hensynsfuldt undgået at slå mig i hovedet.
"At trække vejret," er et udtryk, vi har hjemme på øen. Når alting bliver meget broget, stiller vi os op og tager nogle hundrede dybe indåndinger, gerne med en hjemmerullet røgpind i munden. Jeg kiggede op på stjernehimlen. Det har altid en beroligende virkning.
Mens jeg således stod og mediterede, snuppede en tyv min kuffert. Jeg ville protestere, men han spurgte, hvor jeg skulle hen, og jeg forstod, at han var venligsindet. Ikke tyv, men taxachauffør. Det kunne jeg have sagt mig selv, for det er jo ikke sådan, at vi, bare fordi vi bor i en landsby i den lokale jungle, ikke ved, hvad der foregår andre steder i verden. Alle hytter har efterhånden fået paraboler og installeret tv, hvor man kan se både taxaer, højhuse, samlejer og alt muligt. Men vi ser det måske ikke så tit, som vi burde, fordi vi har travlt med at snakke med hinanden.
I receptionen
Hotellet lå i en gade, der hedder Nansensgade. I receptionen sad en brysk mand, der skrev ned på et skema, mens han afholdt forhør over mig.
"Hvor er du fra?"
"Teveto!"
"Teveto? Hvor ligger det?"
"Ude i Stillehavet."
Han fandt et kort frem og bad mig vise, hvor det lå. Det gjorde mig hed om ørerne, for jeg havde løjet. Faktisk er jeg ikke fra selve Stillehavet, men fra en ø lidt udenfor. Jeg udpegede den for ham, men han opdagede ikke min løgn.
"Stilling?" fortsatte han ufortrødent.
"Medicinmand," svarede jeg.
"Altså læge," noterede han og så igen op.
"Gift?" lød det næste spørgsmål.
"Ja," svarede jeg. "Jeg har syv koner."
Penge på bordet
Nu ville han høre, om jeg kunne betale for værelset på forhånd. De havde for nylig haft perkiske gæster, sagde han- som var rejst uden at betale.
Jeg tog min kuffert op, åbnede den og fremdrog nogle af de tykke seddelbundter, jeg havde fået vekslet min lotterigevinst til. Det gjorde et vist indtryk.
"Er du rigtig klog," sagde han nervøst. "Pas på, ingen ser dem."
Han tilbød at gemme dem for mig i en lille boks, men den hoppede jeg ikke på. Fra det øjeblik fik jeg en fyrstelig behandling. Han bukkede og skrabede, mens han viste mig vej til værelset.
Nul mængderabat
Den nat lukkede jeg ikke et øje, skønt jeg var meget træt efter mange nye indtryk. Selv om det var nat i København, var der mange mærkelige lyde. Et skænderi på gaden, en vandhane, der dryppede.
Jeg tænkte på dem derhjemme, mine syv koner, mine 14 børn og min gamle far. Jeg havde lovet at købe gaver med hjem. Det ville ikke være godt nok at købe det samme til dem alle. Det skulle være 22 forskellige ting. Ellers ville de ikke føle sig individuelt værdsat. En gave om dagen i den tid, jeg er her.
Fortsættes i morgen...
