Læsetid: 5 min.

Forhør er der nu ikke tale om

Men nok en lydhørhed, der får de enkelte interviewede i 'Forfattere i forhør' til at fremstå i fuld figur
22. marts 2007

Under læsningen af Forfattere i forhør, skrevet af Politikens Carsten Andersen og illustreret med portrætter ved Roald Als, griber man sig nu og da i at spekulere på, hvad der mon var kommet ud af det, hvis det var tegneren, der havde stillet spørgsmålene. Ikke at det nødvendigvis var blevet en bedre bog, men måske den i højere grad havde levet op til sin titel?

For eksempel når Roald Als indigneret spørger en distanceret, ironisk Lars Frost: "Har du sagt en eneste ting, du mente, de sidste to timer?" Når han spørger Peter Adolphsen, om han ikke bare er krukket, eller når han gør Peter Høeg opmærksom på, at hans bekendelser om 'egne fundamentalistiske sider' "svarer til at indrømme, at man har kørt uden cykellygte i forgårs."

Carsten Andersen er lydhør nok til at indføje episoderne i sin egen samtale med forfatterne, men det er også lydhørhed snarere end forhør, der præger disse 11 interviews. Med Carsten Andersens egne ord skal de få forfatterne til at "lægge nogle af de overvejelser frem, som ofte bliver overstået i en bisætning eller helt forbigået", når interviewet laves i anledning af et nyligt udkommet værk. Formålet er med andre ord at nå dybere, end det lader sig gøre, når der skal skæres hakkelse i døgnets rejsestald.

Forbilleder

I mine øjne adskiller samtalerne sig dog ikke væsentligt fra, hvad man kan læse i avisernes featuretillæg, men forfatterne får langt hen ad vejen lov til at tale om, hvad de selv finder vigtigt, og det er bestemt ikke uinteressant.

Selv om alle samtalerne kredser om, hvad der driver de interviewede som forfattere, udspringer Andersens spørgsmål af den enkelte forfatters problemstillinger, og det er en fordel. Frem for en mere skabelonagtig tilgang, hvor alle fik stillet de samme spørgsmål, bliver resultatet af denne fremgangsmåde, at vi får den enkelte forfatter i fuld figur med sit særpræg intakt.

Men titlens 'forhør' skyldes nu også, at genren har sine forbilleder. Den umiddelbare anledning er, at det i 2006 var 100 år siden, kritikeren Christian Rimestad (1878-1943) udsendte sin Digtere i forhør med blandt andet Herman Bang. Og for 40 år siden kom Tiderne Skifters forlægger Claus Clausens Digtere i forhør med de på daværende tidspunkt mest fremtrædende danske digtere, blandt andet Thorkild Bjørnvig, Klaus Rifbjerg og Jørgen Gustava Brandt.

De forfattere, Carsten Andersen har opsøgt, er prosaister - derfor 'forfattere' i stedet for 'digtere' - men det er angiveligt dem, Carsten Andersen forventer vil 'afløse' Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Ib Michael og Kirsten Thorup. Blot har Andersen interviewet 'sine' forfattere nogle år før, de har overtaget parnasset helt, forstår man. Bortset fra Peter Høeg, der er født i 1957, er hovedparten af de interviewede født i 1960'erne - med Peter Adolphsen (f. 1972) og Lars Frost (f. 1973) som benjaminerne.

Hvorfor skrive?

Forfattere i forhør begynder med Peter Høeg og slutter med Jan Sonnergaard, to forfattere, der i deres tilgang til litteraturens rolle er kontraster: Peter Høeg kan "godt helt privat undre sig" over postyret, der har været omkring hans bøger, siger han:

"Det er ikke en del af mit selvbillede, at jeg skal sætte det i gang. Der er jo andre forfattere, som har en tydelig følelse af at være nogen, der vækker til polemik."

Og en sådan må Jan Sonnergaard vel siges at være.

"Hvis nogen vil give én en platform, så skal man bruge den, hvis man kan og vil," erklærer han.

Sonnergaard opfatter først og fremmest sine bøger som litteratur, siger han. Og om han har haft det enormt sjovt eller slidsomt med at skrive, er sagen uvedkommende.

"Det er bogen, det handler om."

Men så fortsætter han:

"Det er også derfor, jeg i kølvandet på den larm, bøgerne laver, har forsøgt at snakke om alt muligt andet. At bruge platformen til at skælde ud på Socialdemokraterne eller gøre opmærksom på den berømte sag med Dansk Folkeparti ..."

Hvor Peter Høeg vil lade sine bøger tale for sig selv og aldrig offentligt har kommenteret, hvad der er blevet sagt om dem, vil Sonnergaard bruge sine i politisk øjemed. Men altså et politisk formål, der angiveligt er uafhængigt af bøgernes indhold.

Resten af de interviewede forfattere grupperer sig mellem Sonnergaard og Høeg. Der er andre, der forholder sig til det politiske. Fra Peter Adolphsen, der mener, at "hvis litteratur skal noget, så er det at være nyttesløs. Hvis jeg har en politisk holdning, er det mere indlysende at skrive en kronik" - til Katrine Marie Guldager, der ser det som forfatterens opgave at skrive sig ind i de politiske konflikter, der er mere grundlæggende, end det politiske liv lader ane.

"Vi skal være spejlende i forhold til samfundet og fortolkende i forhold til vores tid," mener hun.

Under åget

Der er dem, der først og fremmest vægter sproget. Som Helle Helle, der peger på sin opslugthed af ord og lyde, og som Kirsten Hammann for hvem sproget ligeledes er udgangspunktet. Hun begynder at skrive om et emne, der optager hende, "og når hun får lagt sproget i munden på sin hovedperson, får historien sin form."

Begge skriver de dog ud fra en nødvendighed:

"Man kan godt gå ud og tage sig en uddannelse, men det er åbenbart et så dybt ønske i en, at man skal skrive, at der ikke er så meget andet at gøre," konstaterer Kirsten Hammann.

"Man ser, hvordan verden åbner sig," siger Helle Helle.

Også andre lægger vægten på det eksistentielle ved at skrive.

For en tilbagetrukken Benn Q. Holm er forfattergerningen således "en perfekt måde at være samfundsborger på, uden at jeg melder mig helt ud."

Men ikke alle synes, det er lige sjovt.

"Arbejdet skal være en pest," siger Lars Frost, og tilføjer med en for ham typisk distancering: "Sådan tænker vi danskere jo."

"Det må ikke blive for sjovt," fortsætter han. "Sådan har jeg det også. Når jeg griner, så stopper jeg."

Hmm, tænker man og sender Roald Als en tanke.

"Det, som betyder noget for mig, er at stå op om morgenen og have lyst til at gå ind og skrive. Det giver mig en fylde, som intet kan ødelægge," siger Ida Jessen, som samtidig erklærer, at hun skammer sig, "fordi man i bund og grund skriver for sig selv. Fordi det er et egoistisk projekt."

Og så lyder hun jo alligevel meget dansk. Men den mest konsekvente reaktion på arbejdets pest kommer fra Pablo Llambías. - Om det så har noget at gøre med, at han er halvt argentinsk ...

"Jeg har altid været ligeglad med, om jeg fik lavet noget. Om jeg fik skrevet den næste bog. Og det håber jeg, at jeg bliver ved med at være."

Hvis man er forfatter, vil man vel skrive bøger, spørger Carsten Andersen.

Llambías svar lukker dén debat:

"Det fandt jeg ud af efter min tredje bog, og det åg ønsker jeg ikke at leve under."

Carsten Andersen: Forfattere i forhør. 175 sider, kr. 199,-. Politikens Forlag. ISBN-10: 87-567-7736-1. ISBN 13: 978-87-567-7736-0

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu