Hvad er islamisk tro i forhold til andre?
Kan islam sammenlignes med andre religioner?
Man siger som regel, at islams teologi er enkel: Man tror på en eneste almægtig Gud og på hans Sendebud (rasul), Muhammed. Troen sammenfattes i trosbekendelsen: "Der er ingen anden gud end Gud og Muhammed er Hans sendebud" (la ilaha illa (a) llah wa muhammadu rasul ullah). I virkeligheden er det ikke helt så enkelt. I praksis omfatter islams tro betydeligt mere, end hvad der fremgår af trosbekendelsen, selv om den er vigtig både i den rituelle brug og for læresystem og verdensbillede. Der er visse koranvers, som man gerne henviser til, og som giver et billede af andre vigtige trosforestillinger i islam. Et sådan koransted er 2:177, der sammenfatter flere andre vigtige trossætninger:
"Fromheden består ikke i, at I vender ansigtet mod øst eller vest. Sand fromhed ejer den, som tror på Gud og den Yderste Dag og englene og åbenbarelsen og profeterne, og som giver (af) det, han ejer - hvilken pris han end sætter på det - til sin slægt, de forældreløse og dem, der har behov derfor, til vandringsmanden og tiggerne og for at frikøbe mennesker fra fangenskab og slaveri, og som udfører bønnen, betaler almisseskatten, og som holder sine løfter, og som i tålmod bærer lidelse og modgang, og holder stand i farens stund. De har vist, at deres tro er sand; de frygter Gud."
Som det fremgår af dette koransted, indgår det også i troen, at der har levet andre profeter eller sendebud før Muhammed, og at de prædikede den samme tro på Gud som han. Til disse regnes bl.a. Abraham (Ibrahim), Noa (Nuh), Moses (Musa) og Jesus (Isa). Dertil kommer troen på, at der findes engle, og på, at historien vil blive afsluttet med en yderste dag, hvor alle skabninger kommer til at stå til ansvar for deres handlinger.
Flere steder i Koranen handler om disse emner. Det fremgår også af koranverset 2:177, at det ikke bare er , hvad man tror på, der er vigtigt - det er mindst lige så vigtigt, hvad man gør. Det gælder dels, hvad man skal gøre i form af gudstjenestehandlinger, f.eks. tidebønnen, der ideelt set udføres fem gang dagligt, dels handlinger i forhold til medmennesker, f.eks. at hjælpe fattige og holde ens løfter. Der findes en tradition af retningslinjer for praktisk taget enhver tænkelig social situation. Det kan gælde alt lige fra etiketteregler for, hvordan man hilser på folk, eller hvordan gæster skal behandles, til mere retsligt bindende regler for, hvordan man opretter en købekontrakt eller deler en arv. Tilsammen udgør disse regler det, man plejer at kalde for sharia, den islamiske Lov, den der bygger på Koranen og profetens sunna, hans 'sædvane' (jævnfør ovenfor).
Sharia som proces
Reglerne følges naturligvis ikke til punkt og prikke af enhver. Der findes heller ingen alment accepteret opfattelse af, hvilke regler der virkelig gælder. Sharia findes ikke som en helhed, der er optegnet i en bestemt bog, men skal snarere forstås som en stadig vedvarende proces, hvor de troende forsøger at komme frem til, hvad der bør gælde i forskellige situationer. Der er gennem tiderne givet forskellige svar, og den enkelte kan vælge at følge forskellige traditioner og såkaldte lovskoler (madhahib, sg. madhhab). De traditionelt givne lovskoler er den shafitiske, den hanafitiske, den malakitiske og den hanbalitiske, som alle fire hører til sunnitisk islam, og den jafaritiske, der er den vigtigste af de shiitiske retsskoler.
I moderne tid er det blevet mere og mere almindeligt, at det enkelte individ forsøger at danne sig sin egen opfattelse af, hvad der er rigtigt og foreneligt med Guds Lov. Men fra statsledelsernes side er der også behov for at skabe en fungerende lovgivning, der ikke kommer i strid med menneskers retsfølelse.
På grund af den vægt, man fæster ved handlinger og adfærd, er islam ofte blevet beskrevet som en religion, der er mere indrettet på ortopraksi (rigtig handling) end på ortodoksi (rigtig tro). Så længe man ikke fornægter grundlæggende læresætninger, som at Gud er én, og at Muhammed er hans Sendebud, og efter bedste evne forsøger at handle i overensstemmelse med islams bud, har den enkelte haft plads til at udvikle sin tro på forskellige måder. Men inden for islam findes der også en mængde forskellige teologiske og filosofiske tankeretninger.
Et spørgsmål, som der har været delte meninger om, er, hvordan man skal forstå de vers i Koranen, der tilskriver Gud 'menneskelige' træk, f.eks. at han har en 'hånd' eller 'sidder' på sin trone. Hvordan passer det med, at Gud er ophøjet over al menneskelig forstand og ikke kan sammenlignes med noget, som mennesket kender til?
Allerede tidligt i islams historie dukkede der forskellige teologiske retninger op, som besvarede dette spørgsmål på forskellige måder. En del hævdede, at sådanne udtryk skal forstås som billedsprog, omskrivninger. De skal ikke opfattes bogstaveligt, eftersom det ville formindske Guds ufattelige storhed.
Dette hævdede f.eks. mutazilitterne, der blev nævnt tidligere. Andre hævdede derimod, at Koranens måde at udtrykke sagen på må accepteres bogstaveligt, uden at mennesket stiller sig nogen yderligere spørgsmål om, hvordan det skal forstås. Denne holdning er generelt set blevet den mest alment accepterede, særligt i sunnitisk islam. Holdningen hænger også sammen med, at man betragter det som vigtigere at handle i overensstemmelse med islamisk lov og etik end at hellige sig dybsindige spidsfindigheder og filosofisk spekulation.
