Læsetid: 6 min.

Den forkerte frihed truer Vesten

Rettigheder. Multikulturalisme skulle have været et kulturelt smykke, der med kulørte klæder, spændende mad og anderledes livshistorier lyste op i de ensformige vestlige samfund, men nu afslører religiøse gruppers krav om særlige rettigheder en fundamental mangel i hele den demokratiske politiske teori
10. februar 2007

Disse års stadig mere intense politiske dyrkelse af etnisk, national eller religiøs identitet udspringer af en mangel i selve den politiske teori, som det liberale demokrati bygger på. Denne mangel består i, at den politiske liberalisme ikke har noget afklaret forhold til minoritetsgruppers samfundsmæssige betydning og placering.

I den politiske filosofi fra Machiavelli over Thomas Hobbes, John Locke og Jean-Jacques Rousseau og frem til de amerikanske forfatningsfædre ses politik nemlig som et anliggende, der stiller statsmagten over for individer snarere end over for grupper.

Således hævder Hobbes og Locke, at mennesker i naturtilstanden har naturgivne rettigheder som individer, og at disse individer kun kan sikre deres rettigheder ved at indgå en social kontrakt, som forhindrer, at det ene individ forfølger sin egeninteresse på måder, der skader andre individers muligheder for at forfølge deres.

Den moderne liberalisme blev i vidt omfang til som en reaktion på de religionskrige, der hjemsøgte Europa i tiden efter Reformationen. Liberalismen knæsatte princippet om den religiøse tolerance, dvs. den grundregel, at vi i den offentlige sfære ikke må forfølge bestemte religiøse mål på måder, der indskrænker den religiøse frihed for anderledes troende. En fuld og hel adskillelse mellem kirke og stat blev dog ikke gennemført i de moderne europæiske demokratier. Men selv om den moderne liberalisme indførte det princip, at statsmagten ikke må påtvinge individer en bestemt religiøs tro, havde den ikke svar på spørgsmålet om, hvorvidt individuel frihed kan stride mod folkegruppers ret til at opretholde bestemte religiøse traditioner.

Fasttømret grupperet

Frihed, ikke forstået som individers frihed, men som frihed for bestemte kulturelle, religiøse eller etniske grupper til at beskytte deres gruppeidentitet, blev ikke opfattet som nogen relevant problemstilling for de amerikanske forfatningsfædre. Måske fordi Den Nye Verdens indvandrere var en ret homogen skare. Som John Jay, medunderskriver af USA's uafhængighedserklæring, bemærkede, så udgjorde amerikanerne "et folk, der nedstammer fra de samme forfædre, taler samme sprog, bekender sig til samme religion og føler sig knyttet til de samme værdier."

Multikulturalismen, forstået ikke kun som tolerance over for kulturel mangfoldighed, men som et krav om juridisk anerkendelse af særrettigheder for etniske, racebaserede, religiøse eller kulturelle grupper, er nu blevet fast praksis i næsten alle moderne, liberale demokratier. Politik har gennem de seneste 30-40 år været kendetegnet ved en tilbagevendende strid om positiv særbehandling af afroamerikanere, officiel sidestilling af andre sprog med det nationale hovedsprog, anerkendelse af homoseksuelle ægteskaber osv. Det har ført til intens debat hver eneste gang, de tidligere marginaliserede grupper har krævet anerkendelse af ikke bare deres rettigheder som individer, men også deres rettigheder som medlemmer af en bestemt gruppe. Navnlig i USA, hvor den stærke tradition for at følge John Locke og sætte de individuelle rettigheder i højsædet, har kampen for at hævde grupperettigheder været stærkt kontroversiel - langt mere kontroversiel end i det moderne Europa.

Fællesskaberne i moderne liberale samfund i Europa og Nordamerika har ikke så stærke identiteter. Mange hylder pluralismen, og nogle fortalere for multikulturalisme hævder ligefrem, at deres identitet består i ikke at have nogen fast identitet. Ikke desto mindre eksisterer den nationale identitet som en væsentlig faktor i alle nutidige liberale demokratier.

I Europa efter Anden Verdenskrig var der stærke bestræbelser i gang for at skabe en 'postnational' europæisk identitet. Men trods de fremskridt, der blev gjort med oprettelsen af en europæisk union, kommer identiteten som 'europæer' i dag stadigvæk mere fra hovedet end fra hjertet. Mange europæere har ambivalente følelser over for spørgsmål om national-identitet: Blandt de historiske erfaringer, der kom til at præge den moderne europæiske politiske bevidsthed dybt, hører to verdenskrige, som europæerne er tilbøjelige til at give overdreven nationalisme skylden for.

Nationaliteterne lever

Alligevel lever Europas gamle nationalidentiteter ukueligt videre. Europas borgere har stadig en stærk fornemmelse for, hvad det vil sige at være britisk, fransk, hollandsk, dansk osv., selv om det ikke længere er politisk korrekt at hævde disse identiteter med alt for stor styrke. Og Europas nationale identiteter er - i sammenligning med Amerikas - stadig i høj grad etnisk baserede.

Skønt alle europæiske lande lige som USA føler sig forpligtet til at sikre lige politiske rettigheder for alle statsborgere, er det vanskeligere for europæerne at udvikle en fællesskabsfølelse, fordi den etniske baggrund stadig spiller en stor rolle.

Den gamle multikulturelle model har ikke været nogen succes i lande som Holland og Storbritannien, hvor det er blevet nødvendigt at erstatte den med mere energiske bestræbelser på at integrere ikke-vestlige folkegrupper i en fælles, liberal kultur. Den gamle multikulturelle model var baseret på gruppeanerkendelse og grupperettigheder. Som følge af malplaceret respekt for kulturelle forskelle og skyldfølelse over Vestens nære imperialistiske fortid, fik de kulturelle minoritetsfællesskaber i for høj grad autoritet til selv at bestemme adfærdsregler og livsformer for deres medlemmer.

Multikultur som pynt

Men liberalisme kan ikke basere sig på grupperettigheder, da det ikke nødvendigvis er alle i samfundet, som hylder de liberale værdier. Den europæiske oplysningstids civilisation og dens arvtager, det moderne, liberale demokrati, kan ikke forholde sig kulturelt neutral, eftersom liberale samfund har deres egne værdier i forhold til individers ligeværd og værdighed.

Kulturer, der ikke vil acceptere disse præmisser, fortjener ikke at nyde godt af lige ret til beskyttelse i et liberalt demokrati. Medlemmer af indvandrergrupper og deres børn fortjener at blive behandlet ligeligt, men ligeligt som individer og samfundsborgere - ikke som medlemmer af bestemte kulturelle fællesskaber. Der er følgelig ingen grund til, at muslimske piger skal behandles anderledes efter loven end kristne eller jødiske piger, uanset hvad deres familie og slægtninge så måtte føle og mene om dette.

Multikulturalismen, som den oprindeligt blev tænkt og udviklet i Canada, USA og Europa, var i en vis forstand et 'historiens slutspil': Den kulturelle mangfoldighed blev set som en form for dekoration, der skulle pryde den liberale pluralisme i form af etnisk mad, farverige klædedragter og særegne historiske traditioner i samfund, der ofte sås som lammende konforme og homogene. Tanken var dog, at kulturel mangfoldighed først og fremmest skulle praktiseres i privatsfæren, hvor den ikke ville føre til alvorlige krænkelser af individuelle rettigheder eller på anden måde anfægte den grundlæggende liberale sociale orden.

I strid med dette fremsætter visse muslimske og andre religiøse minoritetsfællesskaber stadig mere vidtgående krav om grupperettigheder, der simpelt hen ikke kan bringes i harmoni med de liberale principper om individuel lighed. Disse krav tæller bl.a. særlige undtagelser fra den familieret, der omfatter alle samfundsborgere, retten til at udelukke ikke-muslimer fra visse typer offentlige begivenheder eller retten til at anfægte ytringsfriheden i krænkede religiøse følelsers navn, sådan som vi så det med sidste års affære om de danske Muhammed-karikaturer.

I mere ekstreme tilfælde har nogle muslimske grupperinger sågar udtrykt ambitioner om at udfordre hele den politiske ordens sekulære karakter som sådan. Dette vil åbenlyst gribe ind andre medborgeres rettigheder og udvide den kulturelle autonomi til langt ud over privat-sfæren.

Kirke og stat hænger stadig sammen

At bede muslimer og andre trossamfund om at give afkald på deres krav om grupperettigheder er imidlertid langt sværere i Europa end i USA, fordi mange europæiske lande har bevaret traditioner, der opretholder en særlig respekt for en historisk statsbærende kristendom og således ikke formår at skelne skarpt og absolut mellem kirke og stat. Eksistensen af statsfinansierede kristne og jødiske skoler i flere europæiske lande gør det meget vanskeligt at argumentere principielt imod statsstøttet religiøs uddannelse til muslimer.

I Tyskland og andre lande opkræver staten skatter på vegne af den protestantiske og katolske kirke og viderefordeler endda disse skattemidler til skoler, der bygger på kirkeligt grundlag. Selv Frankrig med dets stærke republikanske tradition har ikke været konsekvent i dette spørgsmål. Efter den franske revolutions antikirkelige kampagne gengav Napoleon religionen dens rolle i skoleuddannelsen og anlagde en korporativ tilgang til relationerne mellem stat og kirke. Disse øer af snævre bånd mellem stat og kirke, hvor europæiske stater fortsætter med at anerkende det traditionelt dominerende trosfællesskabs forrang, var helt ukontroversielle før ankomsten af store muslimske indvandrergrupper. De fleste europæiske samfund var for længst blevet så gennemsekulariserede, at sådanne religiøse levn forekom ganske harmløse. Men i dag er de blevet til alvorlige hindringer for at hævde og opretholde det klare og absolutte skel mellem religion og stat. Hvis Europa skal insistere på gyldigheden af det liberale princip om pluralisme baseret på individer snarere end på grupper, har det intet andet valg end helt at afvikle disse korporative institutionelle levn fra fortiden.

© The John Hopkins University Press og Information. En længere version af Fukuyamas essay kan læses på www.prospect-magazine.co.uk Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu