Læsetid: 4 min.

Den forkerte krig?

13. februar 2003

AF DE TALRIGE argumenter, som USA har fremført for at angribe Irak, er terrorargumentet det svageste af dem alle. Det blev tydeligt endnu engang, da terroristen over dem alle, Osama bin Laden, lod sin stemme høre på et lydbånd udsendt af tv-kanalen al-Jazeera.
Ikke alene er USA’s fjende nummer et i live og i stand til at udsende sine budskaber til hele verdensoffentligheden – inklusive en stribe detaljerede militærtekniske råd til irakerne om, hvordan de bedst graver skyttegrave og undgår de amerikanske bomber. Bin Laden opmuntrer også på båndet sine muslimske brødre til at begå nye terrorangreb, et budskab som kommer samtidig med, at CIA og de britiske efterretningstjenester lader alle alarmklokker lyde.
Efterretningerne melder om risiko for en bølge af nye terrorangreb mod mål på den arabiske halvø, i USA og Europa. Hundredevis af al-Qaeda-agenter skjuler sig i USA og venter kun på at slå til, advarer FBI i en beretning til Kongressen.
En krig mod Irak kan meget vel ske til akkompagnementet af terrorangreb rundt om på kloden med kemiske, bakteriologiske eller radioaktive våben. Terror-truslen synes mere levende end nogensinde.

IMENS OPRUSTER Nordkorea, Libyen og Iran med kernevåben, og Pakistan og Indien er på randen af en atomkrig. Alligevel er det lykkedes USA med stor dygtighed og vedholdenhed at fastholde hele verdens fokus på opgøret med diktatoren i Bagdad. Argumenter er hobet oven på argumenter, og mange af dem er rigtigt gode: Irak er en lovløs stat, der ved egne gerninger har meldt sig ud af det internationale samfund. Saddam Husseins undertrykkelse og overgreb på sine egne borgere er af en uhyggelig karakter. Inddæmningen af Irak ved hjælp af sanktioner er i længden en uholdbar strategi, som ikke løser problemerne og samtidig påfører civilbefolkningen uacceptable lidelser.
Men hovedpunktet i den amerikanske kampagne har hele tiden været, at krig mod Irak er et led i krigen mod terror. USA’s forgæves forsøg på at finde en direkte kobling mellem Osama og Saddam har været så let gennemskuelige, at de snarere har styrket mistankerne om, at der ligger andre og skjulte motiver bag USA’s krigsønsker: Begær efter olie og magt er nogle af de hyppigst citerede.
Diskussionen om krigen er blevet til en diskussion om krigens sande motiver. Er det den rigtige krig, verden er på vej ud i – blot med de forkerte motiver? Eller er det den forkerte krig mod den forkerte fjende – mens den virkelige trussel kommer fra helt andre verdenshjørner end fra Bagdad?

FOR MODSTANDERNE af krigen er der også ét argument, som overskygger alle de andre. Det er det humanitære argument, hvor man – fuldt berettiget – påpeger de mange uskyldige civile, som vil blive ramt ved et angreb på Irak. Man kan ganske vist håbe, at en Irak-krig er hurtigt overstået med minimale tab på begge sider, der gives bare ingen garantier på forhånd.
Men også den nuværende situation med sanktioner koster menneskeliv hver eneste dag. En halv million børns liv menes at være prisen for sanktionsregimet gennem de forløbne 12 år. En langsom død af sult og sygdom er ikke mindre tragisk end den død, der sker under et bombeangreb.
Så kunne man selvfølgelig ophæve sanktionerne – og lade Saddams regime få frit løb til at opruste påny. Der findes dem, der virkelig mener, at dette er et reelt alternativ, og at Iraks befolkning nok før eller senere selv skal finde ud af at omstyrte deres tyran.
Man kan også vælge at lukke øjnene og benægte, at Irak – og andre lovløse stater – udgør en trussel mod noget som helst. Eller man kan vende skytset den anden vej og opregne de mange berettigede anklagepunkter mod USA’s eget dobbeltspil, hykleri og angribelige fremfærd gennem tiden.
Det ændrer altsammen bare ikke ved en grundlæggende kendsgerning: Mener vi det alvorligt, at vi ønsker fred i verden, må vi også være villige og i stand til at håndhæve de internationale love. Vil vi have en fælles fredelig verdensorden med internationale love og mekanismer for konfliktløsning – men uden nogen form for ordenskorps eller væbnet magt til at håndhæve lovene og straffe dem, der overtræder dem? En paradisisk tilstand, som vi end ikke i dette lille smørhul af et velfærdssamfund har kunnet realisere.

DEN RENDYRKEDE pacifisme kommer for ofte til kort, når den står over for virkelighedens barske realiteter i form af folkedrab og terror. Saddam Hussein har brudt reglerne gang på gang, og det er grund nok til, at det internationale samfund bør stå samlet og fast over for ham – bedre sent end aldrig. Det gør det også dobbelt bekymrende, at USA med sin udiplomatiske og enerådige fremfærd over for europæiske allierede splitter den enighed, der er så nødvendig.
Tilbage står, at det er mere end tvivlsomt, om
Irak er det rigtige angrebsmål – eller det vigtigste. Den amerikanske enstrengede kampagne har nu drevet verden derud, hvor krigen synes uundgåelig. Imens vokser truslerne fra andre sider – dagligt og ubønhørligt. Spørg bare Osama bin Laden.

ds

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her