Læsetid: 3 min.

Forklædt som folket

30. september 2003

»Man kan nogle gange være nødt til at udgive sig for en anden for at få sandheden frem. Det vigtigste er, at historien kommer hjem.«
Søren Espersen, pressechef for Dansk Folkeparti

DEN ALMINDELIGE dansker er vred. Den almindelige dansker har været udsat for ’eliten’. Det modsatte af ’eliten’ er ’folket.’ De, der taler på folkets vegne, er vrede. De har talt med store bogstaver: Ulla Dahlerup har kaldt til ’regnskabets time’. Ralf Pittelkow har i Jyllandsposten talt ’folkets’ sag. Erik Meier Carlsen har i BT forsvaret folket mod eliten. De kæmper mod Over-Danmark.
Når folket bliver en politisk aktør, bliver danskerne til ofre. Folket er altid de undertrykte og de fattige. Dansk Folkeparti har begejstret, bistået af intellektuelle kommentatorer, overbevist offentligheden om, at Under-Danmark er en klasse med en fælles vilje og med en fælles bevidsthed.
Når man reducerer en konkret mangfoldighed af forskellige mennesker til et samlet folk, går man fra politisk pluralisme til et postulat om én fælles vilje. Fra kompleksitet til fanatisme. De har talt på Folkets vegne, og de er ikke blevet sagt imod: Hvem tør sige, at folket tager fejl?

MANDAG UDKOM bogen Forklædt som dansker. Journalisten Allan Nagel påtog sig fra 2001 en ny identitet: Han forklædte sig som tilhænger af Dansk Folkeparti. Han flyttede sin tilværelse til Ringsted og blev optaget i det folkelige forsvar for nationen: Hjemmeværnet. Og han tog arbejde dér, hvor ’folkedybet’ måtte formodes at befinde sig: på et fjerkræslagteri, på et plejehjem og som postbud.
Det interessante var for det første, at udlændingespørgsmålet ikke viste sig som et altafgørende anliggende i kollegernes og partifællernes hverdag. Der var enkelte kommentarer og irritationer, men hverken arbejdspladserne eller det lokale arbejde i partiet syntes behersket af fremmedfjendske stemninger. Som Nagel fortalte i et interview med Information sidste onsdag:
»Vi talte ikke særligt meget om politik. Men ellers var det de nære problemer, det drejede sig om. Det kunne være en busrute, der var lagt om eller problemer på et sygehus. Vi snakkede lidt om folkeskolen og især om ældreplejen.«
Det interessante var for det andet, at medlemmer af Dansk Folkeparti i Vestsjælland ikke opfattede sig selv som del af kampen mod ’eliten’. De oplevede ikke et særligt skæbnefællesskab med de andre ’undertrykte almindelige’ danskere i andre dele af landet. De var ikke deltagere i en ’modstandskamp’.

ALLAN NAGELS glimrende bog er ikke en videnskabelig undersøgelse; det er ikke en statistisk funderet eller etnografisk afvisning af fremmedfjendtligheden i den brede danske befolkning. Ringsted-området er naturligvis heller ikke udtømmende repræsentativt for ’den danske befolkning’. Men den er spektakulær som indblik i det, der skulle være folkedybet. De fremmedfjendske tilbøjeligheder motiveres ikke af oplevelser i lokalområdet: de kommer fra de landsdækkende medier. Det ligner en dagsorden sat i hovedstaten: ’Vi taler på folkets vegne, og folket er rasende’. Da Søren Espersen skulle kommentere Ulla Dahlerups adfærd, efter hun i forbindelse med arbejdet på en bog skrevet for Dansk Folkeparti havde præsenteret sig selv som udsendt for Folketinget, sagde han:
»Man kan nogle gange være nødt til at udgive sig for en anden for at få sandheden frem. Det vigtigste er, at historien kommer hjem.«
Allan Nagel bruger Espersens udtalelse til at legitimere sit eget projekt. Men de der har talt for en fælles folkelig modstandskamp mod eliten, har tilsyneladende brugt samme strategi. For at promovere deres egne projekter har de tegnet et billede af folket som ofre for ventelister og indvandring, ofre for skattetryk og politisk korrekthed.

KRITIKERE SOM Venstres retsordfører, Birthe Rønn Hornbech, har sammenlignet deres metoder med vulgærmarxisternes: de mener, de taler som folkets stemme. Parallellen er ligeså rigtig, som den er forkert: De marxister, der mente at repræsentere folket, hævdede, at folkets objektive interesser dikterede en frigørelse; folket skulle bevæge sig.
De, der nu mener at tale folkets sag, er desillusionerede venstreorienterede: Erik Meier Carlsen, Ralf Pittelkow, Mogens Camre, Karen Jespersen og Ulla Dahlerup har nu udpeget sig et nyt folk og en ny strategi: Folket skal ikke ændre sig. De skal stå helt stille. Man må ikke tale imod deres formodede fanatisme og fremmedskepsis. Man må ikke tale imod dem, der forsvarer folket.
Med lån fra en gammel Bertolt Brechtvits: Har folket svigtet ens tillid, er det mest praktisk at vælge sig et nyt folk.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu