Læsetid: 5 min.

Forlag skyder vækstlag med kanoner

Lindhardt & Ringhof skærer den smalle litteratur fra, Gyldendal lægger børnebogsafdelingen under faktaafdelingen. Det er fristende, men letkøbt, at udråbe Morten Hesseldahl og Johannes Riis til tøsedrenge. Men er de det, eller er deres tiltag mon ikke blot et symptom på en kulturel udfordring, som både forlæggere og politikere burde se endnu nærmere på?
16. juli 2005

Bogbranchen har de senere år måttet se en lang række problemer og krisetegn i øjnene. Vi kan i stedet vælge at kalde dette scenarie for en udfordring. Måske er vi, altså forlagene, også til dels selv skyld i problemerne, fordi vi oversvømmer markedet med titler, som tager opmærksomheden fra hinanden. En tur gennem BogForum i efteråret er det klareste fysiske bevis, der kan findes. Det store titeludbud er spændende og tydeligt. Oversvømmelsen sker, fordi mange forlag anvender en såkaldt 'spredehaglsstrategi', hvor en masse titler sendes på markedet i håb om at ramme en bestseller. Og vi vil jo alle sammen gerne udgive en afløser for Da Vinci Mysteriet. Så jægerne - både de små og store - bliver ved at skyde med kanoner.

Ud over at konkurrere med hinanden, konkurrerer vi også med andre 'underholdningsprodukter', som vi kan kalde det med et lyrisk ord. Og selv om det ikke er et lyrisk ord (eller kan det være det, Jan Sonnergaard?), må vi alle se i øjnene, at udviklingen går i retning af også at eksperimentere med alternative udgivelsesformer.

Men er en bog et underholdningsprodukt? Ja, det er den da også, men ikke kun. En knaldroman eller krimi skal der også til for at opretholde en sund bog-pyramide. Men bogen ses også fra kulturpolitisk side officielt som et kulturgode. Med kulturgode skal forstås, at det er et medie, der er med til at opretholde, bevare og udvikle det danske sprog. Bogen er en kulturbudbringer, og derfor anses det som vigtigt, at der både nu og fremover findes et varieret udvalg af skøn- og faglitteratur Det kan sammenlignes med den måde, grundforskningen bidrager til at forny den anvendte forskning. Derfor ses det fra politisk side som væsentligt, at dette varierede udbud tilbydes den danske befolkning lettest og billigst muligt. Der er desuden nedsat udvalg til at følge udviklingen. Glimrende udvalg, som har barslet med velskrevne og gode rapporter, der bl.a. sammenligner situationen i forskellige lande.

Med det varierede udbud menes, at der også udgives titler, der ikke henvender sig til et bredt publikum. Bøger fra Lindhardt & Ringhof, Gyldendal, Husets Forlag og andre højprofilerede og eksperimenterende forlag er med til at skabe fornyelse og inspiration. Dermed bidrager de til de mere bredt anlagte bøgers nybrud. Derfor anses det fra politisk side som væsentligt, at der er et varieret udbud af bøger, som hele den danske befolkning har lettest og billigst mulig adgang til. Skoler og biblioteker har før i tiden købt store mængder af bøger fra forlagene. De seneste år har både amter og kommuner været økonomisk pressede, hvilket har betydning for indkøb af bøger. Brian Mikkelsen har i de seneste uger udtalt, at regeringen har bevilget "et trecifret millionbeløb" til ekstra indkøb af bøger og andet materiale til folkebibliotekerne. Tak for det, Brian Mikkelsen, det er et godt træk. Men måske kunne hjælpen indrettes på en anden måde, som vi kunne finde inspiration til i vores nabolande.

Nabolandene

Danmark har en lang tradition for faste bogpriser. Fra 1. januar 2001 blev bogbranchens dispensation fra konkurrenceloven m.h.t. faste bogpriser dog revideret, sådan at faste udsalgspriser på bøger ikke længere er en pligt for forlagene. Det blev til en ret. Desuden blev boghandlernes eksklusivret til at forhandle bøger på det danske marked ophævet. Dette menes fra en kulturpolitisk synsvinkel at have en uheldig udvikling i bogudbuddet. I Information den 6. juli informeres vi også om, at en undersøgelse viser, at reglerne om de danske forlags faste priser på bøger årligt koster forbrugerne 250 mio. kr. Beregningerne er foretaget ud fra sammenligninger med bogmarkedet i Sverige, hvor man har et frit bogmarked og en statslig litteraturstøtte til at sikre den smalle litteratur.

Flere andre lande i Europa har også udvidet de statslige forpligtelser i forhold til bogmarkedet i forlængelse af indførelsen af frie bogpriser. I Sverige, som jeg vil se som et eksempel til inspiration, viste en undersøgelse af bogens situation, at der i forbindelse med indførelsen af de frie priser var sket en forringelse af kvalitetsbogens situation. Det førte i kølvandet på bogredegørelsen 'Boken i tiden' (1997) til, at den svenske regering foreslog en ny støtteordning, som man kaldte distributionsstøtte. Denne støtteordning er lavet som en form for indkøbsordning (inspireret af den norske indkøbsordning). Den betyder at Statens Kulturråd køber omkring 400 eksemplarer af de støttede titler, som bagefter sendes gratis ud til folkebibliotekerne og til omkring 100 boghandlere. Denne ordning betyder, at man undgår problemet med, at mange støttede titler ikke kommer ud til hverken biblioteker eller boghandler. Ordningen trådte i kraft i 1999, og der var et loft på oplagstallene på 6.000 eksemplarer. Samtidig nedsatte man bogmomsen til seks procent, hvilket betød, at salget steg 20 - 25 procent. En såkaldt 'momsutretning' foreslår nu, at man i Sverige ensretter momsen til godt 20 procent.

Støtte til smal litteratur

Hvorfor skulle man indføre en sådan støtteordning? Svaret kunne være: Den smalle litteratur og de såkaldte vækstlag har det svært. Flere forlag må økonomisere endnu mere med de smalle titler. Samtidig udråbes den smalle litteratur fra næsten alle sider som vigtig for branchens og kulturens fremtid. At den smalle litteratur er vigtig er rigtigt. Men gøres der noget for den?

Udviklingen og læsningen af bøger er et rum, hvor det danske sprog kan udvikles og holdes i live. Den er et godt redskab, der gør folks evne til at anvende sproget bedre. Den hjælper mennesker med at tilegne sig viden og oplysninger. Den bærer landets kulturarv, og den formidler kundskaber og tanker. For forlagene ville en sådan støtteordning betyde, at det ville blive nemmere at udgive dansk litteratur og at bygge nye forfatterskaber op - og dermed arbejde for det danske sprog, for muligheden for at skaffe sig viden og oplysninger, at bære kulturarven og at formidle kundskaber og tanker, for at sige det endnu en gang. De forfatterskaber, som skal være vores fremtidige Johannes Jørgensen, Ole Sarvig, Pia Tafdrup, H.C. Andersen og Benny Andersen. Tænk, hvis forlæggere havde fraskrevet sig Klaus Rifbjerg, fordi hans debut var for smalt anlagt eller titlen på den for bevidst tæt på en anden forfatters. Eller hvis Benny Andersen, H.C. Andersen, Vita Andersen, Pia Juul, Bo Green Jensen, Johannes Jørgensen eller Peter Høeg var blevet afvist ved porten.

Kunne man forestille sig, at disse egenskaber ved bogen og læsningen kunne være argumenter for en fast støtteordning som i vores nabolande? Det kunne jeg godt.

På Husets Forlag mener vi, at vi har en forpligtelse over for dansk litteratur og den smalle litteratur, også den oversatte. Vi vil arbejde for at tilfredsstille og forny den danske befolknings litterære behov. Vi vil være med til gennem vores udgivelser også at eksperimentere med sprog, tankegang og form for også at udvide den danske befolknings horisont og forståelse. Men vi vil gerne have andre med. Det lyder så selvfedt, men det er ærligt og godt ment. Det er let nok at råbe RAMASKRIG, men hvor er de konstruktive forslag og løsninger? Jeg opfordrer hermed kolleger og politikere til at bidrage til debatten og komme med konkrete forslag. Jeg bilder mig ikke ind at have en endegyldig løsning, kun et hjørnesparks-indlæg til kanonerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu