Læsetid: 3 min.

Forlig i sigte...

5. september 1997

PARAT-REAKTIONERNE fra et utal af socialdemokratiske ordførere og organisationsfolk drønede ud af telefaxen torsdagen igennem.
"V og K vil bekæmpe de arbejdsløse. De vil fratage dem mulighed for uddannelse, så de kan få et arbejde. De vil fratage dem retten til ferie på lige fod med andre danskere. Og endelig vil de fratage dem retten til at få dagpenge," hed det i faxen fra Socialdemokratiets ene næstformand, Ole Stavad.
"Hvorfor ikke bare bede hver af vores 220.000 arbejdsløse om at sende en check på 18.700 kr. direkte til virksomhederne?" ironiserede den anden næstformand, Lene Jensen. "Et erhvervsliv, der ikke har haft det bedre i årtier, og folk med store aktiebeholdninger skal slippe billigere, mens arbejdsløse og udsatte grupper skal holde for," lød faxen fra Socialdemokratiets
politiske ordfører Torben Lund.
"Forslagene indebærer en klapjagt på de ledige, store ufinansierede skattelettelser til boligejere og erhvervsliv," buldrede LO's formand Hans Jensen.
Problemet med de mere eller mindre floskulære
S-kommentarer til Venstres og de konservatives finanslovsudspil er, at de er rigtige. Det eneste, de vrede socialdemokrater har overset, er den gruppe, der målt
i kroner rammes allerhårdest, nemlig de fattige i u- og østlandene, som i VK-udspillet udsættes for en besparelse på miljø- og ulandsbistanden på 4,2 milliarder kr. (Jo, LO-formanden nævner det faktisk - han mener, at der "kun" bør spares op til tre milliarder på denne post...). Men ellers har socialdemokraterne fat i de fleste af de stærkt problematiske sider af VK-udspillet.
Når dét er et problem - altså at socialdemokraterne i høj grad har ret - så er det, fordi V og K på deres side har ret i, at der tilsvarende er et problem med regeringens eget finanslovsforslag. Nemlig dét at regeringen i sin nuværende, nærmest hypnotiske optimisme undlader opstramninger på de offentlige finanser. Som nyligt påpeget af både nuværende og forhenværende økonomiske overvismænd tilsiger perioder med højkonjunktur, at man lægger til side til de tider med lavkonjunktur, som enhver universitetsuddannet økonom - foruden
alle vi dødelige - ved vil komme en dag. Hvis ikke man ved finanspolitisk disciplin sikrer et overskud, så er man ilde ude, den dag behovet for dagpengeudbetalinger og sociale ydelser igen stiger. Regeringens finanslovsforslag er stort set renset for besparelser og stramninger - vi taler om finansloven for et valgår - og opnår udelukkende et éngangsoverskud ved at sælge ud for 15 milliarder kroner af arvesølvet, primært ved at afhænde en stor statslig aktiepost i Tele Danmark (i øvrigt helt parallelt med den kortsynede måde, man nu - som beskrevet af Ebbe Sønderriis på side 4 - forcerer salget af arvesølvet i Nordsøens undergrund ved en accelereret olie-gas-udvinding som en slags kompensation for, at man ikke ser sig i stand til at øge beskatningen af olieselskabernes nuværende aktivitetsniveau).
V OG K GIVER i modsætning til regeringen kontante bud på stramninger. Foruden den hårdhændede amputering af miljø- og u-landsbistanden (Per Stig Møller dog!) vil man spare 8,5 milliarder kroner på arbejdsmarkedspolitikken. Ved at forkorte dagpengeperioden, afskaffe feriedagpengene, skærpe betingelsen for dagpenge, spare på arbejdsmarkedsuddannelserne mm.
Hvis sådanne indgreb skal give mening, så forudsætter det, at der er arbejdspladser til alle dem, som i kraft af stramningerne skubbes ud af dagpengesystemet - ifølge LO's beregninger 75.000 personer - eller som skal tvangsaktiveres tidligere end i dag.
Det forestiller V og K sig tilsyneladende at opnå ved at give erhvervslivet markante, vækststimulerende skattelettelser, bl.a. i form af de grønne afgifters forsvinden. Samt ved at inspirere boligejerne til - via lejeværdibeskatningens afskaffelse - øget, vækstskabende, men også inflationsfremmende forbrug.
Erfaringen er desværre, at det private erhvervsliv med ret stort talent vælger at investere ledig kapital i produktivitetsfremmende teknologier fremfor i lavtuddannet menneskelig arbejdskraft. Og det er netop de lavest uddannede, som der er for mange af, og som der med en beskåret arbejdsmarkedsuddannelse vil blive endnu flere af. Der var derfor mere idé i at give disse mennesker - frem for erhvervslivet - skattelettelser,
så de kunne opretholde deres realindkomst på et lavere lønniveau og dermed blive interessante - dvs. konkurrencedygtige - som produktionsfaktorer i erhvervslivet. Her er det, at Socialdemokratiet står af, af frygt for fagbevægelsens reaktioner.
Summa summarum: V og K vil gerne stramme det offentliges økonomi uden at sikre, at de, der derved rammes, kan skaffes privat beskæftigelse. Regeringen vil omvendt tillade de offentlige budgetters fortsætte vækst uden sikkerhed for, at det kan bære den dag, konjunkturerne skifter. Det skal der nok komme et interessant finanslovsforlig ud af. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her