Læsetid: 4 min.

Forlist handelsaftale udhuler bistandsløfter

Doha-forhandlingernes forlis i søndags kostede ifølge Verdensbanken udviklingslandene 85,7 milliarder dollar: mere end den samlede årlige globale udviklingsbistand
27. juli 2006

Det kommer til at koste udviklingslandene dyrt, at Doha-forhandlingerne brød sammen i søndags. Den nye globale handelsaftale skulle have givet den fattige verden mulighed for at rejse sig ved egen hjælp. Og hvis ellers det var lykkedes forhandlerne at blive enige, ville aftalens økonomiske afkast ifølge økonomer have været på højde med den samlede globale udviklingsbistand.

Den lå ifølge OECD i 2004 på 79,5 milliarder dollar, og det skyldes en stigning over de seneste år, hvor det igen er blevet moderne blandt Vestens ledere at satse på udviklingsbistand. Men ifølge Verdensbanken ville udviklingslandene have fået en årlig velfærdsstigning på 85,7 milliarder dollar ud af en fuld liberalisering af verdenshandlen: altså 6,2 milliarder dollar mere, end de i alt modtager i bistand fra den rige verden. Det fremgår af Verdensbank-rapporten "Market and Welfare Implications of Doha Reform Scenarios".

Vestens statsledere med George W. Bush, Tony Blair og tildels også Anders Fogh har i de seneste år gjort sig til fortalere for en øget udviklingsbistand. Men reelt finansieres bistanden af de rige landes handelsfordele, som nu vil blive bevaret efter forhandlingernes forlis.

Andre bud på, hvad de fattige lande kunne have vundet, er knapt så optimistiske: Ifølge Folkekirkens Nødhjælps internationale chef, Christian Friis Bach, ligger de fleste på et beløb et sted mellem halvdelen af og lidt over den samlede globale udviklingsbistand. Fødevareøkonomisk Institut vurderede i 2003, at et europæisk bud på en landbrugsaftale i Doha-runden alene ville give en velfærdsforbedring i de fattige lande på 20 milliarder kroner om året.

Handelspenge bedst

Til gengæld er eksperterne enige om én ting: En handels-dollar er langt mere værd end en bistandsdollar. Som Mellemfolkeligt Samvirkes Lars Anderskouv udtrykker det: "Det er ligesom forskellen på at lære en mand at fiske og at give ham en fisk."

Handelseksperten David Luke fra FN's Udviklingsprogram kalder det et spørgsmål om bæredygtighed: "En bistandsdollar er jo bare en gave. Mens enhver handelsdollar indgår i en naturlig proces, der på én gang samler en række sunde dynamikker som uddannelse, produktion og samarbejde - og sætter langsigtede processer i gang, der forbedrer landets økonomiske ydeevne og udvikling."

Det er disse "sunde" indtægtsstigninger, som de fattigste lande nu kan skyde en hvid pind efter, mens de vestlige ledere taler stadigt mere varmt om de ellers mindre "sunde" bistandspenge.

Samtidig målrettes selv disse bistandspenge paradoksalt nok i stigende grad mod projekter, der skal hjælpe de fattige lande ind i verdenshandelen. I sidste uge udkom en rapport fra UNCTAD, FN's konference for handel og udvikling, som slår fast, at en hurtig øgning af u-landenes hjemmeproduktion er den vigtigste betingelse for udvikling:

"Flere og flere søger arbejde uden for landbruget og flytter til byen," forklarer forfatterne, "og oveni må de fattige lande håndtere denne udvikling i en åben økonomi".

Udviklingslandene presses med andre ord både indefra af urbanisering og udefra af global konkurrence, og deres eneste chance er derfor ifølge rapporten en hurtig oprustning af deres egen produktion, så de kan konkurrere i den globale økonomi - og det ville de også have kapaciteten til, hvis betingelserne var i orden, vurderer rapporten, der er færdiggjort umiddelbart før sammenbruddet.

Vestlig trussel

David Luke fortæller, at der netop nu kæmpes for at fiske nogle rester ud af sammenbruddet.

"En af forhandlerne fortalte mig i morges, at juristerne håber at kunne redde aftalen om, at de fattigste lande får fri markedsadgang for 93 procent af deres varer. Egentlig fejes alle delaftaler af bordet, når der kommer et forhandlingssammenbrud som dette, men fordi aftalen blev lavet på et ministermøde, håber juristerne at kunne redde den som en undtagelse," fortæller han.

Men selv om enkelte af indrømmelserne til de fattigste lande reddes, blegner de i sammenligning med de vestlige handelsfordele, som det nu er mislykkedes at rydde af vejen. Et eksempel er USA's landbrugssubsidier, som i dag ligger på omkring 280 milliarder dollar - altså flere gange den globale udviklingsbistand. EU's landbrugsstøtte ligger også solidt omkring 100 milliarder dollar. Skadeeffekten på industrier i de fattigste lande er direkte:

"En lang række vestafrikanske lande har i årevis haft en bomuldsproduktion, der nu er meget truet af den tungt støttede amerikanske bomuld," fortæller John Nordbo. "Og disse vilkår vil påvirke også nye projekter. Det er så svært at få investeringer til Afrika, at en afrikansk landmand skal betale 20-30 procents rente på sine lån. Det gør, at han skal være meget sikker på, at han for eksempel kan afsætte sit sukker. Men det øjeblik, et afrikansk land begynder at kunne konkurrere på sukker, vil de vestlige landes sukkerlobbyer med det samme kunne få skubbet handelsbetingelserne til deres fordel, som handelsordningerne er nu. Derfor kan det ikke engang betale sig for ham at starte."

Fælles problemer

Op mod forhandlingssammenbruddet lød der røster om, at de fattigste lande ikke kunne være tjent med de efterhånden meget udvandede kompromisforslag, der lå tilbage på forhandlingsbordet. Senest vurderede en rapport fra Carnegie Foundation i maj, at velfærdsstigningerne ved de nuværende kompromisforslag var indrettet på en måde, så de stort set gik uden om verdens fattigste lande.

Det ændrer dog intet på værdien af Doha-rundens oprindelige visioner, understreger Christian Friis Bach: "Enhver handelskrone tjent i udviklingslandene er ny værdi og ikke som bistand penge, der er taget fra andre. Det er en statisk krone, som er en effektivitetsgevinst for hele verden. Og den fører en lang række dynamiske effekter med sig såsom nye investeringer, mere teknologi, flere opfindelser. Jeg tror, handelsforbedringerne i alt havde givet en værdi, der oversteg udviklingsbistanden. Ikke kun på grund af pengeværdien, men også på grund af de politiske perspektiver: I en verden, der er tæt bundet sammen af handel, løser man problemerne i fællesskab."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her