Læsetid: 4 min.

Formand Foghs ansvar

6. maj 2002

NÅr indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i dag underskriver den politiske dødsdom over borgmester Peter Brixtofte, sker det på baggrund af et juridisk responsum på 90 sider fra centraladministrationens bedste juridiske hjerner. Det er med andre ord ikke en politisk afgørelse – og skandalen har hidtil ingen følger fået for Brixtoftes medlemskab af Venstre. Alligevel er det glædeligt, at den politiske tragedie i Farum får en foreløbig afslutning, når Brixtofte tvinges væk fra den post, som han så åbenlyst selv burde have trukket sig fra. Med den karismatiske nordsjællandske enehersker ude af borgmesterkontoret er der håb om, at der bliver ryddet op i det politiske og økonomiske morads, som skiftevis har underholdt og forarget danskerne i de seneste måneder. Sålænge borgmesteren fik lov til selv at sidde for bordenden, har man ikke kunnet stole på udregninger og udmeldinger fra kommunekontoret.

Venstres partitop har været heldig med timingen af Farum-skandalen. Når den skulle komme, kunne det næsten ikke ske på et bedre tidspunkt. Det skete ikke umiddelbart før valget, så det kunne have svækket partiet – og det skete tilpas kort efter valget til, at ingen kunne postulere, at de borgerlige dækkede over en partifælle. Venstre har med pæn succes formået at fastholde et argument om, at partiet greb resolut ind – og Lars Løkke Rasmussen har kunnet henholde sig til, at hans socialdemokratiske forgængere intet havde gjort. Løkke har ud fra en taktisk målestok manøvreret sig flot gennem den betændte sag, som objektivt set overhovedet ikke har smittet af på Venstre. Meningsmålingerne er fortsat fornemme – og det er lykkes for partitoppen at slippe for at blive sværtet til.

Alligevel er der grund til at fastholde, at statsminister Anders Fogh Rasmussen er sluppet alt for let fra sit ansvar. Det er ingen hemmelighed, at Fogh og Brixtofte aldrig har været perlevenner. Mens Fogh er en politisk slider, der bruger sine få pauser til at løbe en tur, er Brixtofte en iværksætter, der kun sjældent er grebet i at kende detaljer, og som langt hellere nyder et glas god vin. Det er to personlige modsætninger, som i et kvart århundrede har kæmpet om at blive Venstres formand. Brixtofte var en markant politisk ordfører under den forrige borgerlige regering og en stærk skatteordfører, indtil han i efteråret 1999 blev fyret af Fogh. Årsagen var, at Brixtofte fastholdt, at Venstre ønskede at finansiere en skattenedsættelse ved at lade folk betale langt mere for forsikring mod sygdom og ledighed. Det var Venstres officielle politik, men i modstrid med
Foghs nye midtsøgende kurs.

Det var i virkeligheden, da Brixtofte mistede sin landspolitiske relevans på Christiansborg, at han kastede al sin kreativitet og iderigdom på Farum Kommune. Den skulle være verdens bedste – med de bedste skoler, gratis hjemmecomputere, gratis pensionistrejser, fornem integration, udryddelse af langtidsledighed og ikke at forglemme med et fodboldhold på niveau med Manchester United! Alt sammen og meget mere finansieret af et mærkværdigt og skulle det vise sig med al sandsynlighed ulovligt pengecirkus – som i de kommende mange år skal betales af Farum-borgerne i form af stærkt stigende lokale skatter. Rækken af eksperter, politikere og almindelige borgere, som voldsomt advarede Venstre-toppen mod, at Brixtoftes luftkasteller ville briste, er alenlang. Partitoppen – anført af Anders Fogh Rasmussen – holdt sig for ørene og lukkede øjnene. I det omfang de talte om Farum, var det altid som en mønsterkommuner. Listen over rosende citater fra den nuværende stats-, finans- og indenrigsminister er lang – mens listen over advarende røster over for Brixtofte fra samme Venstre-top er tom.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har i de seneste år som partiformand forsømt at gribe ind. Han har undladt at konfrontere sin fremtrædende partifælle med de alvorlige beskyldninger, som så mange med rette har rejst. Han har end ikke talt med ham. Fogh har forsøgt at slippe uden om det moralske ansvar, som han som partiformand naturligvis har over for Farum-eksperimentet. Statsministerens argument på et pressemøde om, at Brixtofte er uden for pædagogisk rækkevidde, er ynkeligt. Prisen for, at partiformand Fogh ikke turde tage konfrontationen med sin politiske modpol i sit parti, betales nu af Farum-borgerne. Havde Fogh i tide grebet ind og bedt sin partifælle forklare ham logikken i det ulogiske, kunne sagen måske være stoppet, inden det hele løb helt af sporet. Foghs sædvanlige forsvar – om at han som partiformand ikke kunne blande sig i lokale forhold – holder heller ikke. Især ikke, når man et øjeblik husker tilbage på den grundlovstale, som han holdt for et lille år siden. Den tale var formet som et sønderlemmende angreb på en socialdemokratisk pamperkultur, som fik lov til at trives i fagforeninger, ligkistemagasiner, kommuner og andre steder, fordi ingen greb ind – heller ikke partiformand Poul Nyrup Rasmussen. Dengang talte Fogh om politisk moral og lederskab – to begreber, som han ikke selv har leveret i Farum-sagen.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her